Hvad er ‘guilty pleasures’?

Du kender det måske: Et musiknummer eller et madprodukt har gjort dig forelsket, selvom du godt ved, ingen andre på din arbejdsplads eller i din vennekreds deler din begejstring.

Forelskelsen kan sende os ud i en tankehvirvelstorm:

Tør vi stå ved vores præferencer for det, som alle de andre dømmer ude? Eller må vi hellere holde det for os selv, så vi undgår at blive set på som kulturelle afvigere?

En læser har undret sig over fænomenet, som går under navnet ‘guilty pleasures’:

»Kan videnskaben forklare, hvorfor vi mennesker føler en ‘guilty pleasure’?«, spørger Susanne Reimann.

Skam er et følelsesmæssigt kompas

Vi forsøger at komme nærmere svaret ved at ringe Pernille Strøbæk op. Hun er adjunkt på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, forsker i socialpsykologi og beskæftiger sig bl.a. med det sociale liv og de kulturelle synergier på en arbejdsplads.

Kan vi sætte den relativt harmløse skyldfølelse af at høre et ‘forkert’ musiknummer ind i en større kontekst?

Følelsen af skam er en af de grundlæggende sociale følelser, vi har, fortæller Pernille Strøbæk:

»Det er et følelsesmæssigt kompas ind i vores sociale relationer. Man kan kun føle skam, fordi man er en del af noget socialt, hvor man kan måle sine egne holdninger og adfærd op imod andres holdninger og adfærd«, forklarer hun.

Vi bruger altså forståelsen af skam i kontekst med vores sociale omverden og relationer til at navigere i, hvad der er do’s og don’ts, hvad der går på kanten af en almen forståelse af, hvad der er normalt, og lovligt, bemærker Pernille Strøbæk.

LÆS OGSÅ: Skam får os til at bruge sæbe

Unge kan være mere modtagelige over for følelsen af skam

Spørgsmålet er, om følelsen af skam hæfter sig til nogle aldersgrupper mere end andre?

Her mener Pernille Strøbæk, at alle mennesker oplever skam. For voksne kan det være, når vi måske ikke fik løbet den ekstra kilometer, eller hvis vi har spist for meget McDonald’s.

Men unge har måske en større tendens til hurtigere at føle skam, fordi unge har et større fokus på at høre til eller uden for fællesskabet, mener hun.

LÆS OGSÅ: Unge klæder sig på for fællesskabet

»Unge kan være mere tilbøjelige til at lade sig påvirke mere af det, da de er i gang med at forme deres identitet«, fortæller Pernille Strøbæk og fortsætter:

»Der er bestemte regler for, hvad der gælder i de her sociale arenaer. På den måde prøver unge grænser af, ligesom børn gør, i forhold til deres sociale relationer og kontekst: hvor langt kan jeg gå? Hvad skal jeg gøre for at være med til at definere feltet?«, nævner hun.

Guilty pleasures kan være ønske om at gå mod strømmen

Pernille Strøbæk mener, at der er et stigende behov for samfundets unge for at definere sig selv. En tendens, hun nævner som ‘I, me & mine’-kulturen. Her oplever hun, at der er et stigende fokus på at gå imod strømmen:

»Vi skal være unikke alle sammen. Hvis vi alle sammen synes det samme om det samme, kan der være behov for at gå kontra på det, for at fremstå som noget særligt. Det kommer mere og mere«, bemærker Pernille Strøbæk.

Hun nævner selv som eksempel, at rygning på et overordnet plan er blevet så udskældt herhjemme, at der efterhånden er kommet en særlig rygerkultur: »Her signalerer man, at man går imod strømmen. Det at ryge bliver nærmest et politisk program«.

Vi kan således sætte en ‘guilty pleasure’ ind i en kontekst af, at man kan føle skam over at sætte sig selv på kanten af et fællesskab, men i stigende grad er der altså også eksempler på, at man på sin vis søger aktivt at stå udenfor, fordi flere og flere føler et behov for at gå kontra på normen:

»Hvis man sidder og hører Kandis og er 18 år, og alle ens venner hører de seneste hits fra The Voice, gør man så dét, fordi man synes, Kandis er fedt, eller fordi man vil gå imod strømmen?«, som Pernille Strøbæk nævner.

Guilty pleasures afhænger af miljø

Den pointe er Morten Michelsen enig i. Han er lektor i musikvidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, og har bl. a. tjek på populærmusikkens udvikling under de vestlige himmelstrøg siden 1800-tallet.

Når han skal pege på en definition på en musikalsk ‘guilty pleasure’ inden for musikområdet, mener han, at det grundlæggende er noget med, at man lytter til noget, der stikker ud fra normaliteten.

Og det er ikke nødvendigvis Kandis.

Ifølge Morten Michelsen er en ‘guilty pleasure’ nemlig ikke et udtryk for en bestemt form for musikkultur. Det er heller ikke et spørgsmål om dur eller mol, eller om glad musik nødvendigvis bliver set som seriøs musik.

I stedet kommer det an på miljøet, man er i, mener Morten Michelsen. Hvis en gruppe hører pop, kan det stikke gevaldigt ud, at man hører Maria Callas [den græsk-amerikanske operasangerinde, red.], som han siger.

Guilty pleasures kan skyldes en dobbelthed

En del af forklaringen på, at noget musik har udviklet sig til at blive skamfuldt at synes om, kan skyldes, at der i løbet af 1990’erne blev åbnet for en mere ironisk dyrkelse af musikken, siger Morten Michelsen,

Han nævner selv som et eksempel, de mennesker, der begyndte at stagedive til en ganske forundret Povl Kjøller, der mest er kendt for musik og tv-programmer for børn. Ikke noget, der normalt akkompagneres af vilde koncertgængere.

Det hele er udtryk for en dobbelthed, som mange mennesker godt er klar over, nævner Morten Michelsen. De er helt på det rene med, at der måske er nogle kulturelle hierarkier i værk, men vælger stadig at dyrke deres ‘guilty pleasures’, fordi det betyder noget for dem og kan være et ret inderligt minde, forklarer han.

Ligesom Pernille Strøbæk, hæfter Morten Michelsen sig ved, at der er et stigende fokus på frigørelse af individet:

»Mellemklassens individer er blevet mere og mere selvstændige, har flere og flere muligheder og skal hele tiden vælge. Smagsmæssigt kommer de ud for situationer, hvor de skal vælge selv, og hvor de ikke bare overtager det traditionelle kulturelle hierarki. De skal reelt tage stilling til: Hvad kan jeg godt lide?«, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Da ’jeget’ kom i centrum

Anmelderne skaber ikke vores guilty pleasures

Men hvad så med anmelderne? Dem, der bedømmer, hvad der er til én stjerne og hvad der er et sandt mesterværk? Er de med til at skabe en forståelse af, hvad folk bør og ikke bør høre?

Det er ikke tilfældet, mener Morten Michelsen:

»De (anmelderne, red.) tager de forskellige produkter for pålydende. De har en idé om, hvad der er god pop og hvad der er dårlig pop, hvad der er god og dårlig metal, osv. Der er en masse forskellige kategorier, kritikerne bevæger sig inden for, og her har de så nogle kriterier«, fortæller han og fortsætter:

»Genrerne er ikke så tæt forbundet med hinanden som de var for 20-25 år siden. Dengang vidste ’man’, at Nirvana var virkelig godt, og Aqua var rigtig dårligt. Der var et klart hierarki. Det betyder mindre nu«.

LÆS OGSÅ: Aber har virkelig dårlig musiksmag

Guilty pleasures defineres af sociale kodeks

‘Guilty pleasures’ handler også meget om, hvordan vi forbrugere agerer, fortæller Søren Askegaard, professor på Institut for Marketing & Management ved Syddansk Universitet. Han har bl. a. beskæftiget sig med forbrugskulturer og de kodeks, vi forbrugere har med os, når vi vælger varer.

Også han mener, at konteksten og det miljø, man færdes i, spiller en stor rolle for, hvorfor vi føler skyld over vores forbudte laster.

»Der er forskellige former for skyld og nogle forskellige sociale koder for, hvad der er socialt acceptabelt, men også individuelt acceptabelt«, fortæller han og nævner, at det både kan dreje sig om mad, der er usundt; det at læse nogle bestemte medier, eller måske at stemme på et bestemt parti.

Når vi som forbrugere skal vælge, hvad der er godt og skidt for os, orienterer vi os i forhold til de udbredte holdninger i samfundet og eksperterne, som er med til at definere, hvad der er godt og knapt så godt for os, fortæller Søren Askegaard.

LÆS OGSÅ: Børn spiser det, de lærer at spise

Det er noget, der kendetegner dagens forbrugermarked inden for fødemarkedet, forklarer han.

Men at rykke ved grænserne eller overskride det accepterede er samtidig en normal del af menneskets tilværelse, forklarer han:

»Denne overskridelse er også en del af bekræftelsen af normerne og reglerne. Det hører med til mennesket, at vi udfolder vores nysgerrighed på livet og overskrider de regler, som vi kollektivt eller individuelt har opstillet«.

Guilty pleasures afhænger af kultur

Søren Askegaard nævner sin egen forskning omkring danskernes syn på sundhed, der leder os i retning af, at ‘guilty pleasures’ og vores syn på, hvad der er syndigt, afhænger af kultur.

»Hvor nogle henviser til synd af ernæringsmæssige principper ud fra en diætistisk betragtning, vil andre sige, at det er skidt at spise underlødig mad, der er lavet forkert gastronomisk«, forklarer han og fortsætter:

»Begge former for synd kan man genkende hos alle forbrugere i alle kulturer. Men hvis man sammenligner USA og måske også Danmark med sydeuropæiske lande, er der forskel på, hvor syndigt man anser det at spise junk food, hvilket er normalt i USA, mens man i Sydeuropa også spiser fed mad, men hvor det ikke handler om, hvor stort fedtindholdet er i en god skinke. Man tager her udgangspunkt i, at hvis det er i orden gastronomisk set, er det godt for én«.

Det lader altså til, at der mellem Nord- og Sydeuropa er nogle interessante forskelle på, hvordan vi definerer, hvad der er godt og skidt, acceptabelt og syndigt for os.

LÆS OGSÅ: Vi vælger mellem fornuft og følelse i supermarkedet

Nydelse legitimerer guilty pleasures

Inden for de senere år har Søren Askegaard set en generel opblomstring af vores trang til nydelse. Det, vi også kender under betegnelsen hedonisme. Vi danskere giver os selv mere og mere lov til at nyde frugterne af en stor indsats eller en masse arbejde:

»Nydelsen som mål i sig selv er en meget vigtig faktor i legitimeringen af de her guilty pleasures«, fortæller Søren Askegaard.

Han peger på, at øjeblikskreditter og luksusfælder er eksempler på skyggesider ved dagens forbrugersamfund, når vores trang til nydelse skubber os ud over kanten.

LÆS OGSÅ: Mere sirlig end syndig? Din kage afspejler dine værdier

Med de ord vil vi runde denne Spørg Videnskaben af. Vi er kommet vidt omkring, men for at opsummere, har alle tre forskere nævnt, at grunden til, man føler ‘guilty pleasures’ i høj grad afhænger af konteksten og det miljø, man befinder sig i. Der lader også til at være nogle interessante forskelle alt efter, hvor i verden, du befinder dig.

Vi takker mange gange for spørgsmålet og sender fluks en t-shirt afsted mod Susanne Reimann. Der skal også lyde et leve for forskerne i både psykologi, musik og socialvidenskab. Alle satte de os på sporet af svaret.

Hvis du også render rundt og grubler over fænomenernes spidsfindigheder og videnskabelige kuriositeter, er du velkommen til at sende dit spørgsmål til sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk.