Hvad betyder de forskellige symboler på gravsteder?

Et kors, en due, en engel eller noget helt fjerde.

Listen af symboler indhugget i gravstenene på landets kirkegårde er lang, men hvad er fortællingen bag de enkelte symboler egentlig?

Det har vores læser Simon undret sig over, og derfor har han sendt et spørgsmål til Spørg Videnskaben:

»Bikuber, duer, slanger, harper, timeglas og forskellige redskaber. Hvilken fortælling ligger der bag disse symboler?« lyder det i spørgsmålet.

For at dykke ned i fortællingen bag gravstenssymbolerne har vi allieret os med lektor emeritus ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen og lektor i Praktisk Teologi og afdelingsleder for Afdeling for Teologi på samme universitet Kirstine Helboe Johansen.

Symboler er en udtryksform

Skal vi forstå, hvor praksissen med at udsmykke gravsten med symboler har sin oprindelse, afhænger det af, hvorhen i verden vi kigger.

Ser vi isoleret på den vesteuropæiske kultur, skal vi tilbage til antikken.

»Det er grækerne, der opfinder skulpturen, og det er dem, der kommer med hele den græske monumentalisering af gravmæler og symboler. Så det kommer ind over Rom, før det kommer ind i kristendommen,« siger Carsten Bach-Nielsen, der blandt andet har forsket i dansk kirkehistorie.

Herfra begynder kristne at bruge symboler på gravsteder som et redskab til at skelne kristne grave fra alle de andre grave.

For alt imens man i det gamle Rom var mindre optagede af efterlivet og benyttede sig af professionssymboler - bødkeren havde en tønde på sin grav, mens sømanden havde et skib - var de kristne optagede af at skilte med deres tro.

Derfor begynder de kristne at udsmykke gravene med symboler som blandt andre fisken og ankeret, forklarer Carsten Bach-Nielsen.

»Tager man forbogstaverne i ‘Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser’, giver det et græsk ord for ‘fisk’. Derfor symboliserer man, at man er kristen ved at udsmykke med en fisk,« siger han.

I tilfældet med ankeret symboliserer det kristent håb. Ankeret giver håb og holder én fast.

»Så her var det en måde at lave identifikation på, så man kunne se, at dér ligger en kristen, og dér ligger nogle almindelige romere. Så i oldtiden er det identifikation,« siger Carsten Bach-Nielsen.

Symboler skiftes ud over tid

Fra antikken og frem til i dag er der også eksempler på, hvordan nye symboler er kommet til, mens andre er faldet fra.

Det har været tilfældet, når der er sket et skifte i den religiøse kultur.

Et eksempel er reformationen i 1536, der medførte et brud med den katolske kirke og oprettelsen af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Før skiftet var man ifølge Carsten Bach-Nielsen interesserede i det gruopvækkende i symbolerne.

»Man ville gerne skræmme folk med skærsilden og sådan nogle ting. At mennesket er dødeligt, og knokkelmanden kommer med sin le og henter folk,« fortæller han.

Det er ganske vist noget, der tager lang tid. Men med reformationen følger så en ændring i symbolbilledet på gravstederne, og temaer, der knytter sig til kristelig opstandelse, begynder at komme i brug.

»Der bliver fokus på opstandelsesbilleder, og der kommer meget mere skrift i form af bibelhenvisninger. Vi vil have citater, og det kræver jo også, at folk kan læse, og det begynder folk først at kunne efter reformationen,« siger Carsten Bach-Nielsen.

Bevæger vi os så længere frem i tiden, kommer endnu et skifte med oplysningstiden i 1700-tallet. Her vender alle de romerske symboler med professionsudtrykkene tilbage - gartnere har skovle og spader, og læger har medicinske instrumenter på deres gravsteder.

»Og i denne optagethed af borgerlig profession glider det religiøse jo lidt ud,« siger Carsten Bach-Nielsen.

I 1800-tallet sættes der så igen gang i brugen af de religiøse symboler. Det er også her, at korset gør sin entre på gravstederne.

»Så der er nogle bølger af mere og mindre intensitet af det religiøse. Der er bølger med meget religion, og så er der bølger, hvor der er meget mere fokus på individet. Det har indvirkning på brugen af symboler på gravsteder.«

Korset

Så langt så godt. Lad os hoppe videre til betydningen af de enkelte symboler og begynde med korset:

»Korset er Kristi kors, så det er ligesom et opstandelseshåb, der ligger i det. Kristus er død for vores skyld, og så lever vi sådan set også i det håb om opstandelse,« forklarer Carsten Bach-Nielsen.

For mange vil korset nok ligge i kategorien ‘populære’ symboler, men det er faktisk først forholdsvist sent, at vi begynder at se det på gravsteder herhjemme.

»Man er ikke vildt optaget af at bruge korset som gravsymbol, og vi skal helt frem til 1800-tallet, før vi begynder at se det blive brugt mere alment. Vi skal ind i vækkelsestiden, altså Indre Mission og grundtvigianismen, før korset begynder at blive et vigtigt symbol,« siger Carsten Bach-Nielsen.

Englen

Når gælder englen som symbol på gravsten, vil der oftest være tale om en skytsengel. Det bunder i en mere folkereligiøs idé om, at hvert barn er født med en skytsengel, der følger det livet igennem.

»Englen er noget, som man ikke rigtig kan sige er katolsk eller protestantisk, men mere en folkelig forestilling,« siger Carsten Bach-Nielsen.

Med englen er der igen tale om et symbol, vi først begynder at se i 1800-tallet, hvor der ligeledes kommer en helt nyt »følelseskultur«, og folk bliver nervøse for, hvad der sker efter døden.

»Så man griber efter nogle symboler, som kan være et svar på ens følelser, angst og bekymring, og her passer englen godt ind. Der er også mange engle i salmerne fra den periode,« siger Carsten Bach-Nielsen.

Bikuben

Går du tilpas længe nok rundt på kirkegården, vil du med stor sandsynlighed også blive mødt med andre mindre kendte symboler. For mange vil bikuben nok ende i den kategori.

»Bikuben betyder, at man er flittig, fordi bier er flittige, de samler honning og bringer den hjem til bikuben. Så handelsmænd, købmænd og folk, der drev forretning, sparede op og tjente penge, fik bikuben som udtryk for deres dyd og sparsommelighed. Der ligger ikke mere i det, der er slet ingen religiøs forbindelse her,« fortæller Carsten Bach-Nielsen og kalder bikuben for en »rigtig 1700-tals-ting«:

»Det er i 1700- tallet, hvor religionen ikke rigtig spiller den helt store rolle, men hvor det mere handler om flid og ordentlighed. Der er ikke så meget praktisk religion, og man prøver ligesom at komme væk fra det religiøse, og så kigger man så tilbage på den antikke tradition i stedet.«

Duen

I tilfældet med duen kan der være tale om en blanding af betydninger. Det kan være trofasthed, håb og ærlighed.

»Duen er et pragtdyr, fordi det kun er positive værdier, der kan knyttes til den. Så det kommer lidt an på, om det bare er en dum due, der sidder der, eller om duen har en gren i munden, for så er det den fra historien om Noahs ark,« siger Carsten Bach-Nielsen og føjer til:

»Der er mange i 1800-tallet, hvor der bare sidder en due, uden der egentlig er tænkt mere over det, og uden det nødvendigvis er knyttet til noget religiøst.«

Slangen

Slangen går tilbage til 1700-tallet og er inspireret af antikken. Den vises altid, hvor den bider sig i halen og er et udtryk for evighed.

»Og det er jo det, som mange mennesker ser frem til, det evige liv, så derfor er slangen et håb om evigt liv. Det er ikke en giftslange, den bider sig selv i halen, og derfor er den udtryk for evighed,« forklarer Carsten Bach-Nielsen.

Harpen

Komponister og musikere har haft harper på deres grave, men der ligger hverken den store religiøse betydning eller historiske tilknytning til harper, lyder det fra Carsten Bach-Nielsen:

»De knytter sig jo til engle, der sidder i himlen og spiller harpe, men jeg synes ikke, at harpen er så almindelig.«

Timeglasset

Timeglasset begynder allerede at komme i 1600-tallet og er et udtryk for, at vi har så kort tid på Jorden. Det bliver vendt, og når så det løber ud, er vores tid slut.

»På dette tidspunkt brugte præsten også et timeglas i kirken, når han skulle afmåle, hvor lang tid en prædiken skulle vare. Kingos salmer fra dengang handler også altid om timeglasset, hvor tiden rinder ud, og at vi derfor skal være både bodfærdige og gode kristne,« siger Carsten Bach-Nielsen.

Hvordan har det udviklet sig?

Selvom symboler som korset, duen og bikuben stadig er at finde på mange gravstene rundtom på landets kirkegårde, er der også i nyere tid sket ændringer.

For på samme måde, som reformationen og oplysningstiden medførte et skifte, er der ligeledes tale om et gradvist skifte i løbet af det 20. århundrede. Her ser vi en reduktion i brugen af religiøse symboler, mens andre symboler vinder frem.

Det forklarer Kirstine Helboe Johansen, afdelingsleder for Afdeling for Teologi under Aarhus Universitet, der blandt har kristendom i Danmark som sit forskningsområde.

»Det bliver mere privatlivs- og emotionelle symboler. Hjertet fylder enormt meget, især hvis du ser børne-gravsten, men for eksempel også i gravbuketter,« siger hun og fortsætter:

»Det er ikke, fordi hjertet ikke har været der før. Det findes også som et kristent symbol. Så det er ikke nyt, men det er mere, at det dominerer frem for for eksempel andre, mere religiøse symboler.«

Som en mulig forklaring på skiftet peger Kirstine Helboe Johansen blandt andet på sekulariseringsbevægelsen. Processen, hvor samfundets institutioner i mindre grad præges af religion, mens religionen bliver mere individuel, og religiøs symbolik måske ikke i samme grad er kendt.

Derfor er det, vi begynder at se et mere »hverdagsagtigt sprog«, og i det sprog trives blandt andet kærlighed godt.

»Et symbol som en due er jo egentlig et ret klassisk helligåndssymbol. Men hvis det ikke giver mening, og folk tænker, hvorfor der sidder en fugl, eller de tror, det er en fredsdue, er man jo nødt til at bruge et sprog, man kan forstå,« siger Kirstine Helboe Johansen.

En årsag til det ændrede symbolbillede på landets gravsteder kan også findes i en anden bevægelse. For hvor gravsten førhen var pyntet med oplysninger om, hvilket hverv afdøde bestred, har vi i de senere år set en anden tendens.

»Førhen var det ‘overretssagfører Hansen’ eller ‘murermester dit og dat’ eller ‘overlærer et-eller-andet’. Nu hedder det ‘far’ - ‘altid elskede far’ eller noget i den stil,« siger Kirstine Helboe Johansen og tilføjer:

»Så vi rykker os fra det offentlige domæne - hvad var man - til det private - hvem var man i en familierelation.«

Det er i den forbindelse, at de kristne symboler kan komme til kort, når afdøde familiemedlemmer i dag skal mindes. Man var i højere grad nogens far, barn eller elskede hustru, end man var sit hverv.

»Jeg tror, at de to bevægelser er parallelle. Der passer hjertet også godt ind, frem for de symboler der måske blev brugt førhen,« siger Kirstine Helboe Johansen.

Gravsteder siger noget om tiden

Hjerter, kors eller en slange. Symboler på gravsteder kan fortælle meget om ikke mindst os selv, men også om den tid vi lever i.

Lige nu kan man for eksempel godt få en fornemmelse af, at vi er i en form for »kærlighedskonkurrence«, hvor det handler om, hvor stærkt man kan udtrykke, at denne person er elsket og savnet.

»Så det siger jo rigtig meget om den tid, vi lever i, og hvad det er, vi gerne vil efterlade som rammesætning om vores døde,« siger Kirstine Helboe Johansen.

Carsten Bach-Nielsen tilføjer:

»Hver tid har sine egne symboler. Symbolsproget er et udtryk for, hvad vi går op i som samfund i bestemte perioder.«

Tak til Simon!

Vi takker vores Simon for det interessante spørgsmål. Vi sender en T-shirt som tak.

Hvis du har et spørgsmål, en undren eller lignende, som du gerne vil have svar på, kan du skrive til os på sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk. Så kan det være, vi finder en forsker, der er i stand til at give dig et fyldestgørende svar.