Jernaldermandens største statussymbol var en gås

Glem alt om Gucci, guldsmykker og store biler. I jernalderen var det fede statussymbol en gås. Alternativt en høne. Sådan blev det i al fald, da datidens trendsættere, romerne, for alvor begyndte at sætte deres præg på Skandinavien.

Efter undersøgelser af næsten 100 danske jernaldergrave kan danske forskere konkludere, at den romerske indflydelse blandt andet betød et markant skift i måden, vi skandinaver begravede vores døde på.

Ændringen betød blandt andet, at vi begyndte at lægge mange flere forskellige dyrearter ned i gravene, samtidig med at helt nye dyrearter kom til. Høns og tamme gæs blev for eksempel højtrangerende statussymboler.

»Vi har ikke den slags fjerkræ før Kristus, så det kan helt klart knyttes til det romerske liv og romersk status. I Romerriget var høns og tamgæs en hyppig gravgave, mens det i Danmark var nye, eksotiske arter,« fortæller Anne Birgitte Gotfredsen, som er hovedforfatter på en ny udgivelse og har stået for analyserne af dyreknogler i gravene.

Jo flere arter, jo højere status

Det var kun en lille udvalgt skare af mennesker, der fik høns eller gæs med sig i graven, og mens den døde var begravet med rige gaver i alle hønsegravene, var der til gengæld flotte romerske importvarer i samtlige tamgåsegrave, fortæller Anne Birgitte Gotfredsen.

»Disse fugle var sandelig sjældne, og på den tid finder vi dem slet ikke som almindeligt bopladsaffald. Vi ser dem kun som hele dyr i rituel sammenhæng eller i grave,« siger Anne Birgitte Gotfredsen, som er ansat som ekstern lektor ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Indflydelsen fra Romerriget var virkelig stærk i netop denne periode, og inspirationen ses tydeligt i gravritualernes udvikling, fortæller hun. Det mest markante skift ses i overgangen fra ældre til yngre romersk jernalder, eller omkring år 150 ev.t.

»Antallet af arter stiger, og det samme gør antallet af hele dyr og dele af dyr. De rige grave får signifikant flere arter med sig i graven; jo flere arter, jo højere status. Der er ingen tvivl om, at det materielle udtryk ændrer sig efter romersk inspiration.«

Første studie af sin slags

Det er første gang, at forskere forsøger sig med at kombinere zoologiske undersøgelser af dyreskeletter med arkæologiske og antropologiske resultater for danske grave i romersk jernalder, som var en tid, hvor det skandinaviske samfund undergik store forandringer.

Og dét er en tilgang, der vækker begejstring hos en anden arkæolog.

»Det her er det første studie af sin slags, hvor materialet bearbejdes samlet, og det åbner for mig at se op for helt nye aspekter omkring begravelsesritualerne i perioden,« siger Mogens Bo Henriksen, som er museumsinspektør ved Odense Bys Museer.

Hvor man tidligere meget har tænkt inspirationen fra Romerriget i form af importvarer, såsom våben, glasbægre, bronzekar og mønter, viser gravritualerne med al tydelighed, at påvirkningen var mere omfattende.

»Man sendte igennem gravritualerne nogle helt klare signaler om kontakt til romerne ved at overtage nogle af deres dyr, og noget tyder også på, at man ligesom romerne begyndte at lave banketter, hvor man spiste sammen med de døde. Det var en hel livsstil,« siger Mogens Bo Henriksen.

Dyr havde stor symbolik

Med de nye undersøgelser kan vi blive klogere på den dybere mening med den meget udbredte praksis, som det var at lægge dyr i gravene med de døde, siger Mogens Bo Henriksen.

»Tidligere har man først og fremmest regnet dyrene i gravene som mad, og graven som et lukket rum for den døde, men det var det så langt fra. Dyrene havde meget mere end praktisk og funktionel betydning, det var stor symbolik,« siger Mogens Bo Henriksen.

Han påpeger som eksempel, at gæs, som også begynder at dukke op i gravene i perioden, var hellige i Romerriget. Gæs repræsenterede gudinden Juno, som var gift med Jupiter og i romersk mytologi havde den højeste rang.

»Det er alt sammen med til at sende et signal. Begravelserne i den her periode var mere end noget andet en iscenesat begivenhed, som havde til formål at signalere slægtens, og dermed de efterladtes, status,« tilføjer han.

Delte dyret med de døde

Anne Birgitte Gotfredsen kan også se, at der i overgangen fra ældre til yngre romersk jernalder skete et skift i måden, man lagde dyrene i graven.

Man stoppede eksempelvis med at hugge får midt over og placere en halvdel i hver sin ende af graven, som det var kutyme i ældre romersk jernalder. I stedet begyndte man at lægge hele, men parterede dyr på én position i graven og skar nøjsomt kødet af knoglerne til den døde. Det var fortrinsvist smagfulde ungdyr, som blev lagt ned i graven.

Ligesom Mogens Bo Henriksen tror Anne Birgitte Gotfredsen på, at skandinaverne har overtaget romernes tradition med at lave banketter omkring de døde, og det kan den nye måde at behandle dyrene på måske underbygge.

»Vi kan se på snitsporene på knoglerne, at noget af kødet er skåret af. Der kan være sket meget omkring graven, som vi ikke har en chance for at se i dag, men jeg tror, at det, man har skåret af til sig selv, er blevet tilberedt og så at sige ’delt’ med den døde, før man lukkede graven,« siger hun.

Jernalderfyrste havde mange dyr

En af de allerrigeste grave i samlingen er den såkaldte Ellekildegrav, som netop stammer fra yngre romersk jernalder, og som Videnskab.dk tidligere har beskrevet i artiklen ’Jernalderfyrsten fra Ishøj blev myrdet’.

Jernalderfyrsten er begravet med så mange forskellige dyrearter, at der ikke kan være tvivl om hans status: en gås, en hund, et svin, kvæg og får. Især hundens betydning har formentlig været flertydig, fortæller Anne Birgitte Gotfredsen:

»Hvor langt de fleste dyr var tænkt som madgaver, selvom de samtidig godt kan have haft en symbolsk betydning, var hunden noget andet. Der er ingen snitspor på knoglerne. Den har været en kammerat.«

Hunde optræder i mange sammenhænge i det arkæologiske materiale i relation til dødsriget, og den har formentlig også haft en kosmologisk betydning. Måske som en følgesvend i efterlivet.

»Og så har den selvfølgelig signaleret status. Det er kun i højstatusgravene, at vi ser hunde,« tilføjer hun.

Hunden har en særlig betydning

Flere af dyrene kan have haft adskillige betydninger, men det gælder i særlig grad for hundene, lyder det samstemmende fra Mogens Bo Henriksen.

»Vi kan se i bronzealderen, at slanger og fisk repræsenterer underverdenen, og fugle er mediatorer imellem verdenerne. Om det helt er på samme måde i den her periode, er svært at sige, men der er til gengæld ingen tvivl om, at hunden har en særlig betydning, fordi det er et dyr, man kan kommunikere med.«

Hundene er også blevet brugt til at signalere jagt og krigerværdighed, påpeger han.

Fyrsten fra Ellekilde er begravet med våben og tolkes som en kriger, og hans hund er formentlig en form for kamphund. Det samme gør sig gældende for en anden kriger, som blev fundet i en rig grav med våbenudstyr på Himlingøje-gravpladsen, 13 kilometer syd for Køge – også han havde en hund med sig i graven.

En tanke bag alt

Først og fremmest viser de nye undersøgelser, at der intet tilfældigt var ved jernaldermenneskenes gravritualer, mener Anne Birgitte Gotfredsen. Der var en tanke bag alt.

»Der er en meget stor konsistens og regelbundethed, og det er tydeligt, at det hele har været meget ritualiseret,« siger hun.

Også selvom vi ikke nødvendigvis kan gennemskue alle sammenhængene i dag.

»Jeg kan læse meget ud af den måde, knoglerne er behandlet på og deres beliggenhed i graven, men jeg kan jo alligevel ikke helt se, hvad der er sket. Har der været sang og musik omkring gravlæggelsen? Har de sørgende siddet der og spist noget af dyret omkring graven? Det ville jeg virkelig gerne vide,« slutter Anne Birgitte Gotfredsen.