Hvad adskiller videnskab fra pseudovidenskab?

Fra tid til anden kan man støde på udtrykket 'pseudovidenskab'.

Måske bliver det slynget ud i en diskussion om astrologi eller krystalhealing over middagsbordet, eller muligvis har en fysiker taget ordet i sin mund for at kritisere en fladjordsteoretiker.

Uanset sammenhængen er der ikke tvivl om, at vi har at gøre med et negativt ladet ord.

For nylig kunne Videnskab.dk fortælle om en strid blandt bevidsthedsforskere. Stridspunktet var en af de teorier, som nogle af forskerne på området arbejder med – den kaldes Integreret Informationsteori (IIT). Og den diskussion blev igangsat, da 124 af feltets forskere underskrev et åbent brev, hvor de kaldte teorien for 'pseudovidenskab'.

Men hvad vil det egentlig sige, at noget er 'pseudovidenskab'?

Forleddet 'pseudo' kommer fra græsk og betyder ‘løgn’ eller ‘fiktiv’. Det vil altså sige, at 'pseudovidenskab' dækker over noget, der udgiver sig for at være videnskab, men som ikke er det. Og det er typisk måden, ordet bruges på.

Mange filosoffer har gennem tiden forsøgt at finde frem til et klart skel mellem videnskab og pseudovidenskab. De har forsøgt at finde frem til videnskabens kendetegn. Men det er ikke så nemt, som man kunne tro.

Videnskab.dk har talt med to forskere, der forklarer, hvorfor spørgsmålet er så svært at besvare. De giver også deres bud på, hvad der gør videnskab pålidelig.

Hvad betyder 'videnskab'?

Ser man på ordets sammensætning, kunne man tænke, at ordet 'videnskab' kunne bruges om enhver form for arbejde, der skaber viden om verden. Men det er typisk ikke den måde, ordet anvendes.

For der er mange former for arbejde, der frembringer viden om verden, som ikke kaldes videnskab. Tænk bare på journalistik, som kan bidrage til at opklare sager og afsløre fordækte eller ulovlige aktiviteter. God journalistik kan altså skabe viden om verden, men det kaldes ikke for videnskab.

Hvis man tænker på, hvordan videnskabeligt arbejde foregår, forestiller mange sig nok, at det finder sted på et universitet. Det gør det også i mange tilfælde, men bestemt ikke altid. Meget forskning foregår i private virksomheder – for eksempel i medicinalindustrien, hvor forskere blandt andet er ansat til at udvikle ny medicin.

Der er også forskel på, hvilke forskningsområder man betegner som 'videnskab'. På engelsk bruges ordet 'science' om naturvidenskabelige fag som fysik, kemi, biologi, geologi og medicin, men sjældent om humanistiske fag som jura, antropologi og historie, selvom de også bidrager med viden om verden. Nogle gange udtrykkes forskellen med udtryk som 'hård videnskab' og 'blød videnskab'.

På dansk er det dog mere almindeligt, at ordet 'videnskab' også bruges om fag, som ikke er naturvidenskabelige. Betydningen, man tillægger ordet, kan altså variere fra et sprog til et andet.

Poppers idé får kritik

Gennem tiden er der kommet mange forslag til, hvad der gør noget til videnskab. Nogle har foreslået, at det handler om en bestemt måde at tænke på. Andre har foreslået, at det er måden, man arbejder på med bestemte metoder. Men det nok mest kendte forslag kom fra den østrigske filosof Karl Popper.

Karl Popper foreslog, at videnskab kan kendes på dens teorier. Videnskabelige teorier er ifølge Karl Popper sammensat på en helt bestemt måde, der gør det muligt at genkende dem. Derfor fik han den idé, at man kan adskille videnskab fra pseudovidenskab ved at se på teorierne.

Ifølge Karl Popper skal en videnskabelig teori kunne ‘falsificeres’. Det vil sige, at man skal kunne forestille sig et eksperiment eller en observation, som kan afkræfte ens teori. Men den idé er sidenhen blev kritiseret af mange.

»Jeg mener ikke, at der er et definitivt skel mellem videnskab og pseudovidenskab,« siger filosoffen Peter Godfrey-Smith til Videnskab.dk.

Peter Godfrey-Smith er professor ved University of Sydney i Australien, hvor han forsker i videnskabshistorie og videnskabsfilosofi.

Kan falsificering bruges som skillelinje?

Hvis en teori er vagt formuleret, kan den ofte bruges til at forklare en masse. Men en vagt formuleret teori er ubrugelig, ifølge Karl Popper, fordi det er for svært at afprøve, om den kan bruges til at lave gode forudsigelser.

Et af Karl Poppers eksempler var Sigmund Freuds psykoanalyse. Ifølge den teori er den menneskelige psyke som et isbjerg i vand, hvor kun en lille del er synlig (bevidst), og meget mere gemmer sig under overfladen (ubevidst).

Ifølge Sigmund Freud indeholder det ubevidste alt fra barndomstraumer til drifter, som bevidstheden ikke har adgang til. Ud af de idéer om psyken udsprang Freuds psykoanalytiske behandlingsmetode.

Men psykoanalysen er, ifølge Karl Popper, en af de teorier, som ikke kan bruges til at lave præcise forudsigelser, der kan testes i et eksperiment. Den kan med andre ord ikke falsificeres. Og derfor mente Karl Popper, at det er pseudovidenskab.

»Det er karakteristisk for den videnskabelige tilgang, at man leder efter måder at udsætte hypoteser for empirisk test og at lede efter kontakt mellem teoretiske idéer, og hvad der måtte observeres,« siger filosoffen Peter Godfrey-Smith.

Peter Godfrey-Smith peger her på, at det er vigtigt, at teoretiske idéer skal kunne observeres eller testes i et eksperiment. Og det er også en god idé at overveje, hvad der kan modbevise teorien. Men han mener ikke, at Karl Poppers idé om falsificering kan bruges som en skillelinje mellem videnskab og pseudovidenskab.

Nogle teorier er umulige at efterprøve

Et af problemerne med falsificering er, at nogle videnskabelige teorier ikke kan falsificeres. For eksempel er det svært at forestille sig, hvordan man kunne modbevise dele af den såkaldte strengteori, fordi den handler om fysik på et så fundamentalt plan, at det er svært at tænke sig til, hvordan det kan afprøves.

Så hvis man kun tillader videnskabelige teorier, der kan falsificeres, kan det være en hindring for at udforske nye og ambitiøse teorier.

Den italienske filosof Eleonora Montuschi mener heller ikke, at falsifikation kan bruges som et kriterie.

»Falsifikation er et logisk kriterie,« siger Eleonora Montuschi, der forsker i videnskabsfilosofi og er lektor ved Venedig Universitet i Italien samt seniorforsker ved London School of Economics i England.

Hvis man vil bruge falsifikation som et kriterie, skal teorierne være formuleret på en måde, hvor de enten kan være sande eller falske. For i logikkens verden kan en påstand kun være sand eller falsk, forklarer Elenora Montuschi.

»Men det er ikke dækkende for, hvad der foregår i det virkelige videnskabelige arbejde,« siger hun.

I stedet for at fokusere på, om en teori er sand eller falsk, eller om en metode er objektiv eller ej, bør vi hellere fokusere på, om et forskningsområde står på et stærkt videnskabeligt fundament, mener Eleonora Montuschi. Det vender vi tilbage til.

Derfor er det vigtigt at skelne

At finde frem til en god definition på et koncept som videnskab er noget, filosoffer går rundt og grubler over. Men hvorfor i alverden har det så stor betydning, om definitionen er helt skarp? Er det ikke blot en lænestolsøvelse at adskille videnskab fra pseudovidenskab?

Når der fremsættes påstande om, hvordan verden hænger sammen, og hvad årsagerne er til de fænomener, vi ser omkring os, kan det have konsekvenser for menneskers ve og vel. Og derfor er det vigtigt at kunne skille videnskab fra pseudovidenskab.

Tænk bare på klimaforandringer. I årtier har forskere råbt op om, at menneskelige CO₂-udledninger har ledt til klimaforandringer, mens andre har benægtet denne sammenhæng. For det utrænede øje er det så godt som umuligt at vurdere, hvilke beregninger, grafer og modeller der er udtryk for godt videnskabeligt håndværk.

Spørgsmålet er, hvad der er videnskabeligt belæg for? Og svaret har en enorm betydning for, hvilke politiske tiltag, vi bør eller ikke bør gennemføre.

Det samme gælder medicinsk behandling. Her kan det have fatale konsekvenser for en person, der lider af en dødelig sygdom, hvis vedkommende lader sig overtale til at modtage behandling, der er uvirksom eller ligefrem skadelig. Derfor er det vigtigt at kunne skelne mellem behandlingsmetoder, der er foreslået på videnskabeligt eller pseudovidenskabeligt grundlag.

Videnskab er et virvar

Den italienske videnskabsfilosof Eleonora Montuschi beder os forestille os et eksperiment. Selve eksperimentet er udført med grundighed og præcision. Forskerne har en idé om, hvad udfaldet bliver, og det viser sig, at eksperimentet bekræfter deres hypotese. Resultatet kan endda tolkes således, at det bekræfter en bestemt teori. Det er en klassisk måde at forestille sig, hvordan god videnskab foregår.

Men ifølge Eleonora Montuschi hører der meget mere med til god videnskab:

»Om eksperimentet leder til det, man forventer, afhænger af, at en lang række andre antagelser er sande, at andre eksperimenter er blevet godt udført, og at andre begreber viser sig at stemme overens med verden omkring os og så videre,« siger Eleonora Montuschi.

Hendes pointe er, at god videnskab ikke er en simpel opstilling med et eksperiment, der påviser den ene eller anden hypotese, som bekræfter en bestemt teori. Ifølge Eleonora Montuschi er videnskab nemlig et stort 'tangle', altså et stort virvar. Det er en rodet sammenblanding af en helt masse små og store dele, der tilsammen er med til at understøtte forskningen.

I videnskabens virvar er der forbindelser på kryds og tværs af et forskningsfelt – og nogle gange også på tværs af videnskabelige fag – som er med til at gøre videnskab pålidelig. Et eksempel kunne være evolutionsteori. Her er der tale om en teori, der er forbundet på kryds og tværs af biologisk forskning. Mere om det i faktaboksen herunder.

Alle eksperimenter, teorier og forudsigelser indenfor de forskellige fag, der beskæftiger sig med evolution, behøver ikke være korrekte, for at teorien kan betegnes god videnskab, siger Elenora Montuschi.

»En af søjlerne kan smuldre – ja, sågar mange af dem – uden at hele bygningen falder. Men tilstrækkeligt skal kunne stå, og det skal være sammensat på den rette måde,« siger Eleonora Montuschi.

Videnskabeligt fællesskab giver troværdighed

Hvis det viser sig, at en forsker har lavet fejl i sine udregninger, har overset en bedre fortolkning af resultaterne, eller at resultaterne på et tidspunkt bliver modbevist af andre og bedre studier, kaldes det ikke pseudovidenskab.

For det er en del af almindelig videnskabelig praksis, at et videnskabeligt fund viser sig at være forkert. Ligesom for alle andre gælder det, at det er muligt for forskeren at tage fejl.

»Videnskab er aldrig fuldkommen sikker eller etableret én gang for alle. Videnskabens frembringelser – selv når det er underbygget af tidens bedste videnskab – vil aldrig være fuldstændig pålidelige,« siger Eleonora Montuschi.

I stedet har det videnskabelige ‘fællesskab’ stor betydning for, at videnskab er pålidelig, ifølge de to filosoffer. Fællesskabet er den proces, hvor forskerne udveksler viden med hinanden blandt andet ved at udgive artikler om deres arbejde i videnskabelige tidsskrifter.

Det giver andre forskere mulighed for at forsøge at genskabe et eksperiment, bygge videre på det eller måske bare kritisere det. Der deles hele tiden erfaringer og gives rum for skepsis. De idéer, forskere har om, hvordan verden hænger sammen, afprøver de ved at lave empiriske tests, også kaldet eksperimenter.

»Jeg vil sige, at videnskab er mere en måde at arbejde med idéer på – at lede efter måder at teste dem empirisk på – end en kategori af idéer eller teorier. Nogle idéer er sværere at teste end andre, men det er ofte muligt at finde måder at efterprøve idéer, som i begyndelsen kan virke ekstremt svære at teste. Idéer inden for kosmologi eller om forhistorisk liv er gode eksempler på dette,« siger Peter Godfrey-Smith.

Videnskab er som at bygge, mens man sejler

Videnskab er altså ikke en snorlige arbejdsmetode. Der er ikke en simpel opskrift på, hvad der gør en teori god. Der er heller ikke én videnskabelig metode, men mange forskellige.

Selvom det kan være en god idé at overveje, hvad der kan ‘falsificere’ en teori, er det altså ikke det ene kriterie, der adskiller videnskab fra pseudovidenskab, ifølge de forskere, Videnskab.dk har talt med.

Måske må vi bare finde os i, at der ikke er en klar skillelinje mellem videnskab og pseudovidenskab. Ifølge Eleonora Montuschi skal vi hellere tale om ‘dydig’ videnskabelig praksis.

En dydig videnskabelig praksis indebærer, at forskningen hviler på et stærkt fundament, der består af en helt masse byggesten, som er forbundet på den rigtige måde

Forskere er nødt til at bygge videre på den viden, de har i forvejen. Og selvom det på et tidspunkt kan vise sig, at de tager fejl, og en teori falder fra hinanden, må de bruge deres erfaringer til at bygge videre på det videnskabelige fundament, siger hun:

»Vi er som sømænd, der genopbygger vores skibe på havet, og som aldrig er i stand til at lægge til havn, for at bygge fra et solidt fundament,« siger Eleonora Montuschi.