»Hold da kæft, jeg sidder på en af Sortskægs kanoner!« – ikonisk piratskib bjærges fra havets bund

Der kan ske meget på 300 år.

Hvis du i 1718 fik øje på kaptajn Sortskægs berygtede flagskib med dets kanoner fremme og ikoniske sørøverflag hejst, skulle du se at komme væk i en pokkers fart.

Men nu har piben fået en anden lyd, i hvert fald hos et hold forskere der besøger vraget af Sortskægs skib, så ofte de kan komme til det.

»Det er en helt fantastisk følelse, når man dykker ned og får øje på resterne af skibet,« fortæller Kimberly Kenyon.

I 11 år har hun ledet en forskningsenhed, der lokaliserer, bjærger og konserverer de rester af det kuldsejlede piratskib, 'Queen Anne’s Revenge', som stadig gemmer sig på havbunden ud for North Carolinas kyst.

Skibet rummer ikke blot historier om livet som berygtet sørøver i det, der ofte betegnes som ‘piraternes guldalder’ (cirka år 1650-1720). Det røber også hemmeligheder om Amerikas og Europas mørke kapitler med slavehandel.

Sørøverkisten fuld af medicin

Kaptajn Sortskæg, eller Edward Teach, som var hans borgerlige navn, opererede som piratkaptajn i Caribien og Nordamerika.

Han var en del af den såkaldte ‘Flying Gang’, som især opererede fra sørøverreden Nassau, Bahamas, og inkluderede andre kendte medlemmer som Stede Bonnet, Anne Bonney, Calico Jack, Black Sam Bellamy og Charles Vane.

I 1718 lykkedes det ham at kapre det franske slaveskib Concord, som han omdøbte til 'Queen Anne’s Revenge'. 'Queen Anne’s Revenge' blev udstyret med 40 kanoner og en del af det samlede mandskab på op til 300 sørøvere, som Sortskæg ledte på en række ikoniske togter.

Især hans blokade af Charleston i South Carolina er blevet husket i eftertiden. Her sejlede han 'Queen Anne’s Revenge' og tre mindre sørøverskibe ind i havnen og blokerede for alle handelsskibe, der ville ind og ud, foruden at tage gidsler.

Operationen stod på i en lille uge, indtil han fik den løsesum, han var kommet efter: en kiste fuld af medicin.

Hvad der præcis var i kisten, vides ikke, men i skibsvraget har man blandt andet fundet en urinrørskanyle til at behandle kønssygdomme med kviksølv.

'Queen Anne’s Revenge' oplevede nok pirateventyr til at være et af historiens måske mest kendte sørøverskibe. Men det gik allerede på grund samme år i Beaufort Inlet i North Carolina, hvorefter Sortskæg og hans hær spredte sig.

Med tiden opslugte bølgerne skibet, og der har det så hvilet i 300 år, indtil Kimberly Kenyon og hendes kolleger fik fingre i det.

Hvis du vil lære Sortskægs piratkarriere endnu bedre at kende, kan du klikke på de forskellige 'Sortskæg-hotspot' på kortet nedenfor og læse om hans rejse fra 'piratlærling' til storkaptajn:

Et forræderisk havmiljø

Vraget blev opdaget i 1996. Allerede dengang var der spekulationer om, hvorvidt det mon var det berygtede skib, som ifølge historiske kilder var gået på grund i området.

»Selvom nogle offentlige myndigheder var ude at sige ret hurtigt, at det nok var Sortskægs skib, følte vi akademikere os først sikre nok til at erklære det i 2012. Da havde vi samlet så mange indikationer, at det ikke længere kunne være andre skibe,« forklarer Kimberly Kenyon fra sit kontor i North Carolina.

Kimberly er seniorkonservator og leder på QAR-projektet, hvis opgave det er at bjærge, konservere og udstille genstande fra skibet.

Og det er ikke nogen nem opgave, fortæller hun:

»Vraget ligger knap otte meter under overfladen, og selvom det ikke er så dybt efter dykkerstandarder, er det voldsomt svære forhold at arbejde under så tæt på kysten. Havstrømme og vejret gør det besværligt, og sigtbarheden på bunden kan være meget dårlig.«

Det måtte hun sande allerede på sit første dyk derude i 2013.

»Det var et helt andet havmiljø, end jeg var vant til at dykke i, så jeg var totalt desorienteret og kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg satte mig ligesom ned på bunden for lige at samle mine tanker og overveje, hvor jeg var,« fortæller hun.

»Jeg satte min hånd ned på bunden og opdagede, at jeg sad på en stor, hård genstand. Jeg tog hovedet helt ned, fordi man knap kunne se noget foran sig. Og dér indså jeg det: ‘Hold da kæft, jeg sidder på en af Sortskægs kanoner,« siger hun og griner ved tanken.

»Jeg kan bare huske, at det føltes helt fantastisk. Jeg kunne pludselig levende forestille mig de kampe, den kanon havde været en del af.«

Kræver enormt konserveringsarbejde

I alt er der fundet 30 kanoner på skibet, og 24 af dem er hentet op fra havets bund.

Men det kræver en enorm indsats og mange års arbejde, før genstande som for eksempel en kanon er klar til at blive udstillet.

»Allerførst skal vi skaffe midler til at finansiere en tur ud for at bjærge dem. Så skal vi lave en meget præcis optegnelse af, præcis hvor den er, før vi foretager os noget, så vi kan genskabe skibet visuelt,« forklarer Kimberly Kenyon.

»Vi bruger typisk en kran på skibet til at løfte kanonen op til overfladen og over på en ladvogn, når vi er i land. Så køres den til laboratoriet, hvor den skal i en opbevaringstank. Så skal alt ved dens tilstand dokumenteres, inden vi begynder restaureringsarbejdet.«

Derefter bliver et helt hold af konservatorer sendt ind for nøjsomt at fjerne alt det materiale, der har sat sig på jerngenstanden de seneste par hundrede år, stadig mens hvert enkelt lag og proces dokumenteres grundigt.

»Nogle gange kan der være groet så meget sammen, at der dukker flere kanonkugler og andre genstande fra skibet op i alle lagene af sedimenter og organisk, marint materiale, i takt med at vi når igennem lagene.«

Til sidst, når man er nået helt ind til selve jernet, skal det igennem en afsaltning, hvor man ved hjælp af blandt andet elektricitet fjerner saltet, der ellers vil få jernet til at erodere over tid.

»Så bruger vi cirka et år på at lægge beskyttende lag ovenpå. Derefter er den klar til at blive udstillet. Der er typisk gået over syv år, fra vi hev den op til overfladen.«

En vild og rørende overraskelse

Selvom Kimberly Kenyon synes, at pirathistorien er spændende og anerkender, at det især er den, offentligheden fascineres af, er det lige så meget resten af skibets historie som blandt andet tidligere slaveskib, der fascinerer hende.

»Hvis jeg skulle vælge en yndlingsgenstand, er det en taletragt: En slags megafon, man brugte til at kommunikere til mandskabet med,« fortæller hun.

»Vi er så heldige, at der stadig findes en liste over mandskabet og de enkeltes roller på tidspunktet, hvor skibet blev kapret. Hvor de kom fra, hvad de tjente og så videre. Alt står på den liste.«

Listen er formentlig udarbejdet af den franske kaptajn, som overlevede piratangrebet og fik lov til at vende levende hjem til Frankrig. Her skrev han, hvem der overlevede, og hvem, der enten frivilligt eller ufrivilligt blev en del af sørøvermandskabet.

»Her fandt jeg navnet på personen, der brugte taletragten: Philippe Charles fra Pont d’Arc (i Frankrig, red.). Jeg ledte derefter videre efter ham i førsteløjtnantens logbog, som han skrev i hastværk efter angrebet for at huske alle detaljer så godt som muligt.«

Og det var især her, hun fandt en detalje, som rørte hende.

»Han noterede, at Philippe Charles blev gift, lige inden han rejste, og at han var sort. Det viser jo virkelig, hvor kompleks tiden var. En fri, sort mand havde et stort ansvar for at tale på kaptajnens vegne til mandskabet – på et slaveskib.«

Philippe Charles overlevede og blev ikke en del af sørøverbanden. Men hvad der blev af ham derefter, fortaber sig i historien.

Hvad med Sortskæg?

Der er dog stadig særligt én person, man mangler at finde tegn på i skibsvraget:

»Vi har stadig ikke fundet en genstand, der med sikkerhed tilhørte eller blev brugt af Sortskæg selv. Måske finder vi det heller aldrig,« siger Kimberly Kenyon.

Men der er nu stadig rigeligt med genstande at undersøge, alene blandt de ting der allerede er hentet op fra havbunden:

»Vi har stadig 2.500 ‘klumper’ af materiale, der skal behandles, formentlig indeholdende omkring 100.000 småobjekter. Så hver eneste dag er der chance for at gøre en fantastisk opdagelse, vi ikke havde regnet med.«