Den oldgamle sørøverhistorie om Julius Cæsar har hængt ved gennem 2.000 år. Videnskab.dk har bedt oldtidsforsker om hjælp til at skille historisk skidt fra kanel.
\ Automatisk oplæsning
Historien er blevet genfortalt i tusinder af år:
Under en sørejse til Rhodos i år 75 f.v.t. blev den kun 25-årige Julius Cæsar (100-44 f.v.t.) taget til fange af en sørøverbande, der krævede en løsesum for at slippe ham fri igen.
Som den store strateg Cæsar var, fik han dem til at hæve løsesummen, så han kunne booste sin prestige blandt romerne. Og ganske som han selv lovede piraterne, fik han dem efterfølgende jagtet, fanget og henrettet på korset.
Men er det blot en gammel skrøne?
»Jeg er helt overbevist om, at dele af historien er rigtige,« svarer Jesper Majbom Madsen, der er professor i antikkens historie ved Syddansk Universitet.
Men han påpeger også, at den lange version af historien om Cæsars modige handlinger formentlig er en sandhed med modifikationer.
Kilde: Den Store Danske
Inden vi ligesom piraterne kaster os over Cæsar, skal vi længere tilbage i tiden og blive lidt klogere på oldtidens sørøveri.
For selvom det moderne menneske nok forestiller sig en pirat som en engelsktalende, træbensbærende swashbuckler i 1700-tallets Caribien, er problemet med pirater meget ældre, formentlig lige så gammelt som søfarten selv.
»De tidligste brug af ord, der kan oversættes til ‘pirateri’, er i Homers episke digte, især Odysseen, der er skrevet i cirka 700 til 650 f.v.t.,« forklarer Philip De Souza, der er lektor i oldtidsstudier ved University College Dublin og har forsket i oldtidens pirateri, til Videnskab.dk.
I den fiktive fortælling møder Odysseus på sin hjemrejse fra krigene i Troja maritime leistai (hvilket kan oversættes fra oldgræsk til ‘angribere’), der begår væbnet røveri fra sine skibe.
»Odysseus gjorde i øvrigt nogenlunde det samme, men fordi han er digtets helt, bliver han ikke kaldt for pirat,« anfører Philip De Souza.
Og det er faktisk en vigtig pointe igennem historien, påpeger piratforskeren: Det er som regel subjektivt, om der er tale om pirateri eller mere eller mindre retfærdige angreb. De ‘gode’ begår retfærdige handlinger, mens fjenden begår pirateri.
Pirater og sørøvere regnes generelt for at være det samme. Det er personer, der på ulovlig vis plyndrer og røver på åbent hav, uden at det er i forbindelse med krig, eller at de har fået et kaperbrev.
En kaper har derimod fået tilladelse af sin fyrste til at røve fjenden til søs, altså fået udstedt et såkaldt kaperbrev. En kaper kan altså, lidt groft, betegnes som en statsautoriseret pirat.
Men det kan ofte være en gråzone, hvornår man agerer som pirat eller kaper, og historien er fuld af eksempler på, at den ene side opfatter det som kapervirksomhed eller krigsførsel, mens offeret kalder det ulovligt pirateri.
Hvis man ikke skelner nær så groft mellem begreberne, går historierne om røverier fra skibe mange tusinder år tilbage. Altså fra før Homers tid.
»Historiske beretninger om maritime plyndringer i det østlige Middelhav i 1400-1200 f.v.t. bliver ofte (i dag, red.) kategoriseret som pirateri,« fortæller Philip de Souza.
På Cæsars tid, kort før skiftet til vores tidsregning, var frygten for sørøverangreb altså allerede mindst tusind år gammel.
Tilbage til Cæsars sørøverhistorie, der begynder, da han som 25-årig er på vej med skib til et studieophold på Rhodos i år 75 f.v.t.
På det tidspunkt er han allerede begyndt at markere sig militært og politisk, hvilket forventes af en ung adelsmand fra to magtfulde, romerske slægter, som hans forældre tilhører.
Men lige præcis i de år er det særligt risikabelt at rejse til søs for en ung, romersk rigmand, fortæller professor i antikken ved Syddansk Universitet Jesper Majbom Madsen:
»Det er en svær periode med pirateri på det tidspunkt. Rom er i krig med kong Mithradates VI af Pontos i det moderne Tyrkiet. Han og pirater i det østlige Middelhav har indgået en alliance, og det samarbejde er stærkt ubehageligt for romerne og de andre byer på den italiske halvø.«
Det ender som bekendt også med, at Cæsar render ind i en sørøverbande, der lykkes med at tage ham til fange og stille krav om en løsesum for hans frihed.
Det er tre historikere fra oldtiden under eller kort efter Cæsars regeringstid i al fald enige om.
Men der er især én kilde, der er særligt grundig, og Cæsar-venlig, i sine beskrivelser af forløbet: historieskriveren Plutark (cirka 45-120 e.v.t.).
»I hans version gebærder Cæsar sig som en modig og mentalt stærk statsmand. Han kræver af piraterne, at de hæver løsesummen endnu mere, og han tysser på dem og forlanger ro, når han skal sove,« siger Jesper Majbom Madsen om Plutarks udlægning.
»Han læser også digte op for dem, som han selv har skrevet, og hvis de ikke synes, de er gode, kritiserer han dem for at være simple barbarer.«
Efter 38 dage, hvor Cæsar ifølge Plutark nærmest agerer piraternes leder, bliver løsesummen betalt. Inden han rejser derfra, lover han dem personligt, at han vil få dem henrettet for, hvad de har gjort.
Herefter bliver historien nogenlunde den samme igen hos alle tre historieskrivere: Cæsar får finansieret et hævntogt mod piraterne, der bliver fanget og til sidst henrettet ved korsfæstelse.
Der er tre skriftlige kilder til historien om Cæsar og piraterne:
Kilde: Jesper Majbom Madsen
»Nu spørger du mig jo sikkert: Hvor har Plutark dog al den her information fra?,« siger Jesper Majbom Madsen og griner.
»Her er det vigtigt at vide, at Plutark er relativt positiv over for Cæsar indtil allersidst i Cæsars regeringstid. Han er optaget af at fortælle historien om en stærk og handlekraftig mand. Historien om piraterne er et led i Plutarks større fortælling om statsmanden Cæsar.«
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Plutark selv har opdigtet de specifikke detaljer, påpeger Jesper Majbom Madsen.
Selvom alle piraterne formentlig blev henrettet, var der stadig ét kronvidne tilbage, som selv kunne fortælle omverdenen historien: Julius Cæsar selv.
»Cæsar er i gang med at positionere sig som et medlem af den politiske elite. Han prøver at ramme topniveauet af Roms politiske liv ved at føre en politik, som appellerer til folket. Og dér er sådan nogle historier her altså rigtig gode.«
Så måske har Plutark blot gengivet, hvad Cæsar selv fortalte. I så fald må man vurdere, hvor troværdig man finder hans egen beretning.
Netop kontekst og motiv er nogle af de vigtigste fokuspunkter i en oldtidsforskers arbejde, fortæller Jesper Majbom Madsen:
»For det første skal man læse de her tekster, der handler om Cæsar, i deres helhed. Hvad er det for et billede, forfatterne ellers prøver at tegne af Cæsar? Plutark vil jo for eksempel gerne beskrive Cæsar som særligt modig.«
I Plutarks samlede biografi om Cæsar er der flere lignende anekdoter og historier, der beskriver ham som statsmand og strateg.
»Men det er mindst lige så vigtigt, at vi får alle versioner af historien på bordet, hvis vi vil prøve at vurdere, hvorvidt noget er historisk eller ej.«
Der var også to andre, der i kortere vendinger nedfældede historien om Cæsar og piraterne for eftertiden. Den ene var Gajus Vellejus Paterculus (cirka 20 f.v.t. – 30 e.v.t.), og den anden var faktisk i modsætning til Plutark mere kritisk over for Cæsar i alle sine beskrivelser af ham, nemlig Gaius Sveton Tranquilius (cirka 70-130 e.v.t.).
Alligevel er der flere fællestræk mellem Plutark og Sveton, der altså heller ikke synes at betvivle, at Cæsar var offer for pirateri og fik sin hævn.
»Hvis vi koger det ned til en bouillonterning, tør jeg godt sige, at Cæsar bliver taget til fange af pirater,« udtaler Jesper Majbom Madsen og opsummerer:
»Han rejser nogle løsepenge og får sig købt fri. Han betaler for egne midler en styrke og nogle skibe, som tager ud og pågriber de her folk og får dem korsfæstet. Den kerne, tror jeg, er historisk.«
