Forskere: Sådan ændrede Nobelprisen mit liv

I denne uge får en række forskere overrakt verdens mest berømte hæderspris.

Med hvad betyder en nobelpris for modtagernes videre forskning – og for deres liv? Hviler de på laurbærrene eller fortsætter de med at frembringe banebrydende opdagelser?

Undersøgelser af nobelprismodtagere kunne tyde på, at de generelt har hang til laurbærrene – i hvert fald har den amerikanske sociolog Harriet Zuckerman i ældre studier vist, at amerikanske prismodtagerne generelt er mere produktive end andre forskere, før de modtager prisen. Men efter modtagelsen af Nobelprisen falder antallet af videnskabelige artikler, de publicerer, med gennemsnitligt en tredjedel, skriver det amerikanske magasin The Atlantic.

Fire forskere er imidlertid lykkedes med at modtage Nobelprisen to gange, og for nogle videnskabsmænd lader det til, at Nobelprisen blot stimulerer deres lyst og muligheder for at fortsætte forskningen.

Videnskab.dk har bedt fire tidligere nobelprismodtagere fortælle om deres erfaringer med at modtage Nobelprisen.

Klaus von Klitzing, fysiker, professor ved Max-Planck-Institut für Festkörperforschung, Tyskland
Født 1943 i det tyskbesatte Polen. Fik Nobelprisen i fysik i 1985 »for opdagelsen af kvante-Hall-effekten.«

Hvordan ændrede det dit liv at modtage Nobelprisen?

»Der har været både positive og negative aspekter ved at vinde Nobelprisen. De positive aspekter er, at man får gode studerende, man har normalt bedre resurser, og for mit vedkommende har jeg fået lov til at arbejde, indtil jeg fylder 75 år – normalt skal en professor stoppe senest i alderen 68 år. Så der er nogle privilegier, som følger med Nobelprisen.«

»På den negative side er der nogle gange en byrde af ansvar, som også følger med Nobelprisen. Folk begynder at tro, at man ved alting – hvilket selvfølgelig ikke er sandt. Man har specialiseret sig inden for sit eget felt, men på alle andre områder har man den samme viden som alle andre.«

»Men pludselig vil folk have dig til at sige noget om global opvarmning, menneskerettigheder og andre komplicerede emner, fordi erklæringer fra nobelprismodtagere er vigtige. Særligt inden for menneskerettigheder får mange nobelprismodtagere breve, hvor vi bliver bedt om at gøre noget og hjælpe folk. Så hvad skal man gøre? De fleste folk på gaden ville bare sige; ’jeg kan ikke ændre noget, så jeg gør ikke noget’. Men nu, hvor man er nobelprismodtager, hører man erklæringer om, at man er skyldig, hvis man ikke gør noget. Derfor har jeg i flere sager skrevet breve til præsidenter og ambassader, og jeg har oplevet, at mine ord kan gøre en forskel.«

»Det er selvfølgelig et privilegium, når man har succes med sin indsats og er i stand til at hjælpe folk. Men det er også en ekstra byrde af ansvar, som kommer oven i alle de andre pligter, man har som forsker.«

George Smoot, astrofysiker, professor ved University of California, USA.
Født 1945 i USA. Fik Nobelprisen i fysik i 2006 for »opdagelsen af sortlegeme-formen og anisotropien i den kosmiske baggrundsstråling.«

Hvordan ændrede det dit liv at modtage Nobelprisen?

»Det ændrer virkelig dit liv ret meget. Engang tænkte jeg, at jeg havde to fultidsjob – som underviser og som forsker. Men at være nobelprismodtager er også et fuldtidsjob. Særligt i de første år, hvor folk gerne vil have dig til at komme og fortælle om dit arbejde, møde dig og så videre. Jeg tror faktisk, jeg får en invitation til at gøre noget hver eneste dag. De fleste af dem kan jeg ikke komme til eller ikke engang svare på, for særligt nogle steder er det sådan at: ’Hvis du ikke kan denne dag, hvad så med denne dag?’. Og så ender man med at bruge al sin tid på at svare.«

»Som nobelpristager har man fået tildelt en vis stemme i offentligheden. En af de ting, som jeg synes, er meget vigtig, er den globale bæredygtighed. Man har et ansvar som nobelprismodtager for at gøre opmærksom på problemer, som er vigtige for samfundet.«

Venkatraman Ramakrishnan, biolog, forsker ved Laboratory of Molecular Biology i Cambridge, England.
Født 1952 i Indien. Fik Nobelprisen i kemi i 2009 »for studier af strukturen og funktionen af ribosomerne.«

Hvordan ændrede det dit liv at modtage Nobelprisen?

»Du ville for eksempel ikke have stillet mig disse spørgsmål, hvis jeg ikke havde fået Nobelprisen. Så jeg tror, at man får lidt mere opmærksomhed fra nogle dele af offentligheden, men hvad angår min dagligdag har meget lidt ændret sig. Jeg bor stadig i det samme hus, jeg har stadig ikke nogen bil, jeg arbejder i det samme laboratorium, og vi publicerer stadig undersøgelser inden for det samme forskningsfelt. Men jeg tror, at tingene kan ændre sig mere, hvis man gerne vil have dem til det.«

Har det slet ikke ændret noget for dit forskningsarbejde?

»Jeg tror ikke, det er blevet nemmere at få bevillinger. Og du ved… Jeg har lige fået afvist en forskningsartikel for en måned siden. Men det synes jeg, er det gode ved videnskaben. Rigtig videnskab er ligeglad med alle de her priser.«

Oliver Smithies, genetiker, professor ved University of North Carolina, USA.
Født 1925 i USA. Fik Nobelprisen i Fysiologi/Medicin i 2007 for »opdagelser af principper for at introducere specifikke genmodifikationer i mus ved at bruge embryoniske stamceller.«

Hvordan ændrede det dit liv at modtage Nobelprisen?

»Den største forandring var, at jeg fik lov til at komme ud at snakke mere med de studerende, end jeg gjorde før i tiden, hvilket jeg tænker er brugbart for de studerende, og jeg nyder det i høj grad. Den anden ting er, at jeg fik en god parkeringsplads tæt på, hvor jeg arbejder, som er reserveret til universitetets nobelpristager. Og det ændrede mit liv, for jeg kan komme på arbejde, når jeg vil, og jeg kan parkere nemt.«

Har det ændret din forskning?

»Nej, ikke rigtigt. Længe før jeg selv fik Nobelprisen, kan jeg huske, at jeg engang sagde til en ung forsker, som fik Nobelprisen – Howard Temin fra University of Wisconsin – at ’jeg håber ikke, at det ændrer dit liv for meget’. For hvorfor ændre et godt og produktivt liv? Det ville være en fejltagelse.«

Nogle vil måske mene, at der medfølger et ansvar med Nobelprisen?

»Ja, det er rigtigt, og måske har jeg ikke levet op til det ansvar. Mit videnskabelige liv har været præget af eksperimenter. Mit budskab er, at du kan blive ved med at lave eksperimenter længe.«

90-årige Oliver Smithies har i løbet af 2015 været medforfatter på flere undersøgelser i prestigefyldte videnskabelige tidsskrifter, og så sent som sidste år var han førsteforfatter på en videnskabelig artikel om guld-nanopartikler.