Årets Nobelpris i kemi går til svenske Tomas Lindahl, amerikanske Paul Modrich og tyrkiske Aziz Sancar.
De får prisen for at have kortlagt, hvordan celler selv reparerer ødelagt DNA.
»Reparation af DNA er en helt essentiel mekanisme for menneskers overlevelse, og derfor er det meget vigtige opdagelser,« siger Morten Meldal, som er professor på Kemisk Institut ved Københavns Universitet.
DNA er sårbar
Hver dag bliver vores celler udsat for tusinder af forandringer, som kan nedbryde vores DNA. For eksempel kan sollys virke nedbrydende. Men defekterne kan også ske, når DNA bliver kopieret under celledelinger.
»Man har fundet ud af, at DNA bliver nedbrudt så hurtigt, at det aldrig ville fungere, hvis det ikke fik noget hjælp,« fortæller Lene Broeng Oddershede, som er professor ved Niels Bohr Instituttet.
Der er dog en grund til, at kroppen udsætter DNA for så store risici:
»Evolutionært er det vigtigt, at der sker små ændringer i cellerne hele tiden, ellers ville vi ikke udvikle os. De forandringer, der sker, skyldes fejl. De fejl må ikke ske for tit, og det er derfor, vi har reparationsmekanismerne,« forklarer Morten Meldal.
På trods af DNA's skrøbelighed, er kroppen nemlig i stand til at give førstehjælp til sig selv. Hver gang DNA'en bliver skadet, sørger en række vedligeholdelsesmekanismer for, at det bliver repareret igen.
»Nobelprismodtagerne har fundet ud af, hvordan disse mekanismer virker. Og det er faktisk virkelig stort. Når hjælpemekanismerne ikke fungerer, fører det nemlig ofte til kræft, fordi ødelagte celler, der ikke bliver repareret, giver en helt ukontrolleret celledeling,« siger Lene Broeng Oddershede.
Lene Juel Rasmussen, som er professor og direktør for Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet fremhæver særligt, hvordan den Nobelvindende forskning allerede har betydning for tyktarmskræft:
»Poul Modrich forskning har banet vejen for, at vi i dag kan forudsige, om DNA mismatch repair-gener er funktionelle eller defekte, og dermed diagnostisere eller frikende personer for tyktarmskræft ved blot at teste dem i laboratoriet. Dette er et gennembrud - ikke blot for grundforskning, men også for klinisk forskning og diagnostik,« siger Lene Juel Rasmussen.
Tre forskellige mekanismer kortlagt
\ Fakta
Onsdag den 7. oktober blev Nobelprisen i kemi uddelt til Tomas Lindahl, Paul Modrich og Aziz Sancar. Kun én forsker har vundet Nobelprisen i kemi to gange. Det var Frederick Sanger, som vandt i 1958 og 1980. Nobelprisen i kemi er blevet uddelt 107 gange mellem 1901 og 2015. Jens C. Skou er den eneste dansker, der har vundet nobelprisen i kemi. Han fik tilddelt prisen i 1997 for opdagelsen af det første iontransporterende enzym. Det iontransporterende enzym er Natrium-Kalium-pumpen
Nobelprisvinderne har hver især kortlagt, hvordan nogle af disse systemer fungerer helt ned på et meget detaljeret molekylært niveau:
-
Tomas Lindahl har demonstreret, at DNA er let nedbrydeligt. Før hans opdagelse troede man, at DNA var ret stabilt. Denne opdagelse ledte ham til opdagelsen af en molekylær mekanisme – base excision repair – som hele tiden modvirker, at vores DNA kollapser.
-
Aziz Sancar har kortlagt nucleotide excision repair, som er en mekanisme, som cellerne bruger til at reparere DNA-skader forårsaget ved UV-stråling.
- Paul Modrich har demonstreret, hvordan cellerne retter fejl, som sker, når DNA kopieres gennem celledeling. Mekanismen mismatch repair reducerer tusindfold de fejl, der kan ske ved DNA-kopiering.
Opdagelserne kan måske kurere kræft
I 1962 udløste det en nobelpris i fysiologi og medicin, da DNA blev opdaget. Og DNA er tydeligvis stadig relevant.
»DNA indeholder koden til, hvordan man laver proteiner. Og uden proteiner kan du ikke fungere. DNA er den hellige gral, for hvis DNA'en er forkert, så bliver alt andet også forkert,« siger Lene Broeng Oddershede.
Og netop fordi DNA er så essentielt, er kortlæggelserne af reparationsmekanismerne en nobelpris værdig, mener de forskere, videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk har talt med.
En større forståelse for kroppens mekanismer kan nemlig have stor betydning fremover. Det kan blandt andet have betydning for forskning i, hvad der sker i kroppen, når vi bliver ældre og for kræftforskningen:
»Det er spændende og bestemt en Nobelpris værdig. Det giver os en fundamental forståelse for disse mekanismer, men det giver os også en forståelse af, hvordan cancer opstår. Det giver håb om, at man kan kurere det« siger Lene Broeng Oddershede.
Morten Meldal istemmer:
»Der er tale om tre helt centrale mekanismer omkring DNA. Det er meget, meget vigtigt det her,« siger Morten Meldal.
Du kan se en forklaring på, hvordan base excision repair fungerer nedenfor:






























