Forsker: Psykologistuderende er blevet reaktionære

En tirsdag årle morgen i december blokerede studerende Institut for Psykologi i København.

Enkelte ansatte forsøgte at mase sig vej gennem mængden, men »blev pænt bedt om at forlade bygningen,« som en triumferende talsperson har udtalt.

Blokaden var en modreaktion på de studerendes oplevelse af, at universitetet opprioriterer eksperimentelle og kvantitative metoder til fordel for det sociokulturelle og kulturhistoriske perspektiv.

Altså nej tak til mere statistik og natur- og sundhedsfaglige metoder!

Men hvordan kan det egentlig føre til en blokade at ændre på et studies pensum - og er det udtryk for en bekymrende kultur?

Det er omdrejningspunktet for dette indlæg.

Arven fra 68'erne

Personligt ville jeg finde psykologiuddannelsen i København fattigere, hvis instituttets tradition for teoretisk og kvalitativ psykologi henad vejen blev klemt ud.

Men som faget aktuelt tager sig ud hælder jeg alligevel til, at det er konstruktivt med større diversitet blandt de psykologistuderende – i den forstand, at flere kommer til at mestre de kvantitative metoder.

Hvorfor? For at svare på det, skal vi først en tur tilbage i tiden.

Inspirationen til blokaden har rødder i 1968, hvor studerende første gang besatte Psykologisk Institut.

Frem til da havde instituttet – som blev stiftet i 1886 af ingeniøren Alfred Lehman – været blandt verdens første såkaldte psykofysiske laboratorier.

Formålet havde været at distancere psykologien fra filosofi og basere faget på noget ganske andet end spekulativ teori.

Med lægevidenskaben og studiet af biologisk natur som forbillede var idealet i stedet at studere psyken via kontrollerede eksperimenter og indsamling af objektive statistiske data.

Men med Vietnamkrigen fik psykologien et forklaringsproblem:

Hvis årsagerne til den grusomme adfærd var at finde i de enkelte individer, som nu i hundredtusindvis trådte i rollen som dræbermaskiner, stod menneskeheden håbløs tilbage.

Mindre arv, mere miljø

For ikke blot var vietnamesere skånselsløse i mødet med fjenden - nej, amerikanske liberale demokrater begik ovenikøbet krigsforbrydelser, og tiden kaldte på en kulturrevolution.

At ondskab skulle være vores medfødte arv blev ubærlig. Psykologiens medicinske ideal – og ikke mindst fraværet af et mere sociologisk fokus på miljø – skreg nu til himlen som mangelfuldt og endda problematisk.

De hjemvendte soldater blev psykisk syge, og arbejderklassen - som tegnede sig for størstedelen af de udsendte tropper - stod særligt traumatiseret tilbage.

Idéen om, at enhver er sin egen lykkes smed, rungede hult, og den nye generation af akademikere tog på sig at indarbejde samfundsanalyse i faget.

På skuldrene af Karl Marx revolutionerede 68’erne således universiteternes rolle.

Samfundsvidenskaberne skulle fremadrettet skabe bedre samfund og sikre retfærdighed, og ikke længere, så neutralt som muligt, blot oplyse beslutningstagere og borgere om ’rigets tilstand’.

Den oprindelige marxistiske emancipation handlede om politisk og økonomisk frigørelse fra statslig favorisering af borgerskabet og lige status til alle samfundsklasser.

Den klassiske amerikanske version havde specifikt fokus på frigørelsen af slaver (se eventuelt Emancipationserklæringen af 1863).

Og i psykologien kom emancipation til at dreje sig om, at psyken skulle frigøres fra biologien.

Det postmoderne universitet

Da vi nåede 1990’ernes postmoderne universitet, var den nye samfundsdyd, solidaritet med minoritetsgrupper, for længst blevet en central del af den intellektuelle orden.

Psykologerne opgav generelt det uopnåelige ideal om objektiv sandhed, og at psykiske forhold kunne dissekeres og årsagsforklares på samme måde som en fysisk krop.

I stedet var det nu blevet mainstream at basere sig på teori og små antal af interviews eller andre kvalitative observationer.

Som et eksempel på den postmoderne æra kan queer-teoretikeren Judith Butler nævnes. Hun er én af de kilder, som studerende på Københavns Universitet nu protesterer imod, er faldet ud af pensum.

Sociale konstruktioner, ikke sandhed

Butler har været blandt forgangspersonerne, når det kommer til at frigøre psykologien – og derved også det enkelte menneskes oplevelse af sig selv og andre – fra det medicinske og naturvidenskabelige perspektiv.

Sammen med andre slagkraftige feminister konkluderer hun (via blandt andet historiske og kulturelle analyser) eksempelvis, at vi i tidens samfund har fået overbevist hinanden om, at køn er en naturlig og biologisk fastlagt essens.

Men ifølge Butler er køn – og biologi for den sags skyld – sociale konstruktioner: Altså, noget vi gør, ikke noget vi er.

Det er kultur, som kunne være anderledes. Medmindre vi lader os undertrykke af den klassiske videnskabs forestilling om naturlove og objektive sandheder.

Fagkamp: Sandhed vs. social retfærdighed

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt observerer, at hvor sandhed traditionelt har været universiteternes bærende dyd, så er social retfærdighed, i løbet af de seneste årtier, blevet en konkurrencedygtig rettesnor for den akademiske verden.

Spørgsmålet om, hvad der skal være den definerende dyd i universitetsverdenen, deler vandene - og ifølge Haidt kan man ikke få begge dele.

Folketingspolitikeren Henrik Dahl (LA) – der i øvrigt har erklæret, at »alt hvad der på en eller anden måde har noget med Judith Butler at gøre, er pseudovidenskab« – er der dog ikke tvivl om, hvad der skal vægte tungest.

I 2021 fik han en erklæring mod ’overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer’ vedtaget med stemmerne 72 for og 24 i mod.

Her stiller Folketinget forventning om, at »der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik«.

Internt i den akademiske verden var den bagvedliggende fagkamp mellem det sandhedssøgende og det emancipatoriske ideal dog allerede blusset op i lys lue i 1998.

Åbner en ladeport for dygtigt vrøvl

På linje med Dahl var fysikeren Alan Sokals perspektiv:

At den postmoderne drejning med dens ikke standardisérbare metoder gør det umuligt at lave en uvildig efterprøvning af forskernes observationer og konklusioner.

Og at det ikke blot fører til slap forskning, men også til, at universiteterne risikerer at blive til aktivistiske højborge.

Stik mod sit faktiske ståsted – det klassiske sandhedsideal – argumenterede Sokal med artiklen ’Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity’, at tyngdekraft er en social konstruktion.

Han havde nemlig en mistanke om, at et postmodernistisk tidsskrift ville være mere interesseret i at få budskabet ud, end i at forholde sig kritisk til, om videnskaben bag analyserne holdt vand.

Fup-artiklen strøg igennem det såkaldte peer-review (andre fagfællers bedømmelse).

Sokal fik derved demonstreret, at det postmoderne perspektiv åbner en ladeport for dygtigt vrøvl.

For artiklen var med overlæg skrevet som »syntaktiske korrekte sætninger, uden nogen som helst mening«. En parodi simpelthen.

Og dette med citater af magtfulde akademikere som Derrida, Deleuze, Lacan og Latour - endda som de allermest fjollede elementer.

Vrøvlen vil ingen ende tage

Tilsyneladende har Sokal ikke efterladt et særlig stort indtryk i de fagmiljøer, som han latterliggjorde. For i 2017 gjorde filosof Peter Boghossian og matematiker Jamie Lindsay eksperimentet efter.

Først fik de artiklen 'The Conceptual Penis as a Social Contruct' publiceret.

Her 'konkluderer' de med reference til sølle 16 kilder (herunder fem fiktive), at penisser skulle – blandt mange andre dårligdomme – være årsag til klimaforandringer.

Sammen med forfatteren Helen Pluckrose udvidede de eksperimentet og indleverede yderligere 20 satireartikler til tidsskrifter med et kritisk teoretisk fokus på kultur, køn og identitet.

Blot seks blev afvist, og syv nåede igennem reviewprocessen, førend forfatterne afslørede deres identitet og agenda.

Undertrykkende hundeparker og 'Mein Kampf' i forklædning

For eksempel fik de publiceret det 'fund', at offentlige hundeparker udgør »… undertrykkende rum der spærrer både mennesker og dyr ind i hegemoniske mønstre af kønskonformitet, der effektivt forhindrer bud på frigørende forandringer«.

Samtidig fik de derved ’videnskabeliggjort’ tesen, at mænd kan ’hundetrænes’ ud af den seksuelle vold, som de ellers er tilbøjelige til.

Bedømmerne var begejstrede!

Den ene fandt studiet »vidunderligt,« og den anden, at det ville »blive et vigtigt bidrag« til feltet.

I et tredje ’studie’ lød 'analysen', at hvis alle mænd indførte dildoer i anus, ville de bedre kunne koble sig på spørgsmål om social retfærdighed (herunder blive mere bevidste om voldtægt), og samfundet kunne på den måde blive bedre.

Og et fjerde 'studie' var dybest set en redigeret version af kapitel 12 i Mein Kampf, hvor Hitlers vision for udbredelse af nazisme var transformeret til opstandelsen af solidarisk feminisme.

Dét mente redaktøren var en artikel med »potentiale til at generere vigtige dialoger for socialarbejdere og feministiske akademikere.«

Uredelig satire?

Boghessian, Lindsay og Pluckrose er blevet kaldt alt fra:

Racistiske, sexistiske, kvindehadende, homofobiske, transfobiske, transhysteriske, antropocentriske, privilegerede, krænkende, ekstremt højreorienterede, cishetero hvide mænd (og en hvid kvinde, der demonstrerede sit internaliserede kvindehad og overvældende behov for mandlig anerkendelse), som hyklerisk kæmpede for at bevare deres privilegium og tog hadets side.

Snart blev de meldt for videnskabelig uredelighed.

De havde jo bevidst vildledt, konstrueret data og undladt at oplyse redaktører og peer-reviewere, at de deltog i et eksperiment.

Universitetsansatte Boghossian måtte, ud over skriftlige smædekampagner, leve med fra tid til anden at blive spyttet på – og en dag at møde op til et hagekors samt menneskelig fæces på sin kontordør.

Boghossian opsagde i 2021 sit lektorat.

Vogt dig for tankepolitiet

Der er noget i de danske psykologistuderendes blokade, som, set i lyset af hvad der de senere år har udspillet sig på amerikanske universiteter, vækker ubehagelige associationer (se længere nede for flere eksempler).

Hvor den oprindelige blokade i ’68 var progressiv og skabte forandring, modsætter aktivististerne på Københavns Universitet sig denne gang diversitet i og opdatering af faget.

Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med at være reaktionær.

Skræmmende derimod er det autoritære element ved blokaden. Og at de studerende intimiderede andre borgere fra at mene og gøre, som de ville.

Jeg tør dårligt tænke på, hvad det kunne have udviklet sig til, hvis jeg selv havde været blandt de ansatte, som med fysisk magtanvendelse blev nægtet muligheden for at give følgeskab til den lagte linje. Eller for den sags skyld blot passe mit arbejde.

For eksempel at vejlede de studerende, der var imod blokaden og blot gerne ville forberede sig til den nærtstående vintereksamen.

Ville jeg være endt på YouTube?

Ville jeg være blevet 'canceleret', hvis jeg for eksempel havde forsøgt at øve modmagt og – i afmagt over, at fornuft taber til følelser – skældet, smældet og skubbet mig vej op ad trappen til mit kontor?

Havde jeg ladet mig intimidere af den fysiske overmagt, eller var jeg mon endt politianmeldt eller fyret?

Med tanke på, hvad der er sket på amerikanske universiteter, kan jeg også blive paranoid over, at der kunne være opstået en gusten stammeadfærd:

Min frygt ville være at ende i en ydmygende position, tildænget med hånlig latter, tilråb og i værste fald en scene på kanten af håndgemæng.

Og dette med virale videoklip med mig som den aggressive part, til advarsel om, hvad der venter den, som ikke underkaster sig visse aktivisters agenda.

Dette præcis, som man kan søge sig frem til på YouTube, at der de senere år er sket på amerikanske universiteter for topforskere som Nicolas Christakis og Brett Weinstein (se i bunden af artiklen for mere info).

Statistik giver akademisk værdi

Personligt har jeg haft stor nytte af at studere på det postmoderne universitet. Og jeg ville som sagt finde psykologiuddannelsen fattigere, hvis den teoretiske og kvalitative psykologi blev klemt ud.

Under tidligere tiders professorvælde var jeg enten død af kedsomhed eller blevet smidt for porten, når jeg eventuelt gav de kvantitative metoder for lidt opmærksomhed eller debatterede autoriteterne.

Begge dele var der i min tid rigeligt plads til.

Jeg kværnede teori og udviklede igennem mit teoretisk og kvalitativt baserede speciale indsigter og analytiske kompetencer, som jeg har haft glæde af lige siden.

Selv kom jeg dog til kort som nyuddannet organisationspsykolog.

På et hospital fik jeg til opgave at engagere en overlægegruppe i deres lederevaluering. For hvad var standardafvigelsen for de ratings, som jeg præsenterede ledergruppen for?

Jeg følte mig ikke i tvivl om, at ledergruppen burde investere opmærksomhed i rapportens røde tal.

Men hvad standardafvigelse var for noget, havde jeg ikke styr på, og min (og mit fags) autoritet faldt pladask på gulvet.

I dag – hvor jeg har udvidet min faglighed og lært mig selv de statistiske grundmodeller – ved jeg, at det var et afgørende spørgsmål, som lægerne stillede mig.

For det var potentielt en problematisk overreaktion at investere tid i at skabe forandring på baggrund af de data, jeg præsenterede. For evidensgrundlaget var tvivlsomt, og driften havde behov for hænder.

Bare rolig, det hele er ikke reduceret til tal og tabeller (viser tallene)

For den, der ikke er tilstrækkeligt trænet i anvendelsen af naturvidenskabelige metoder, kan kvantitative data være forførende.

Men kan man sin statistik, har man til gengæld et særdeles kvalificerende værktøj – og potentielt en meget værdifuld akademisk grad – med sig i bagagen.

Apropos kvantitative data, så kan tal fra Censorkorpset for Psykologi ved Universiteternes Database måske kvalificere de protesterendes bekymring:

At fremtidens psykologer atter vil risikere at reducere det psykiske til tal og tabeller og tabe de samfundsmæssige forhold og kvalitative hverdagsoplevelser ved at være menneske af syne.

Tallene viser, at de psykologistuderende i dag i udpræget grad specialiserer sig i at anvende humaniora:

95 procent af de specialer, der blev indleveret i København mellem 2014 og 2019 var baseret på kvalitativ eller teoretisk metode, mens blot fem procent var baseret på kvantitative metoder.