Forsker forudser globalt civilisationskollaps i nær fremtid
Ifølge canadisk forsker gør menneskehedens størrelse og overforbrug et kollaps uundgåeligt. Dansk professor er lidt mere håbefuld.
Ifølge canadisk forsker gør menneskehedens størrelse og overforbrug et kollaps uundgåeligt. Dansk professor er lidt mere håbefuld.

Klimaforandringer. Hungersnød. Sygdom eller krig.
På en eller anden måde bliver den hastigt voksende verdensbefolkning kraftigt reduceret inden for de næste cirka 80 år.
Det er faktisk uundgåeligt, lyder konklusionen fra populationsøkologen William E. Rees i et nyt studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift World.
William E. Rees, der er professor emeritus ved University of British Columbia, Canada, peger på, at det er menneskets natur at formere sig hastigt, sprede sig til nye områder og bruge alle lokalområdets ressourcer.
Takket være industrialisering og videnskabelige gennembrud er verdensbefolkningen nu vokset så stor, at ‘lokalområdet’ er blevet til hele planeten, skriver han ifølge ScienceAlert.
I stedet for lokale kollaps på grund af hungersnød, sygdom eller skiftende klima - ja, så kan vi altså forvente et globalt »civilisationskollaps« i dette århundrede, mener den canadiske professor.

Billede: Shutterstock
Kilde: FN’s World Population Prospects 2022
.
Ifølge professor i global sundhed ved Københavns Universitet og leder af Global Health i Novo Nordisk Fonden, Flemming Konradsen, burde befolkningstallet dog ikke være helt så meget i fokus.
»Jeg synes, det er en forsimpling at binde menneskehedens trusler, overforbrug og forurening alene op på, om vi bliver for mange eller ej,« siger han til Videnskab.dk og fortsætter:
»Det er ikke alene antallet af mennesker, der afgør presset på Jordens ressourcer. Det er mindst lige så afgørende at se på vores forbrugsmønster, vores forvaltning af naturressourcerne og for eksempel vores måde at generere energi på.«
Flemming Konradsen er dog langt hen ad vejen enig med Rees i pointerne om det menneskelige udnyttelse af planetens ressourcer:
»Jeg er sådan set helt enig i den grundlæggende konklusion om, at vi overforbruger og fejlforbruger. Vi forvalter jo i ekstremt høj grad vores grundlag af naturressourcer helt forkert.«
Alligevel savner han et optimistisk perspektiv i det canadiske studie.
»Jeg synes også, studiet undlader at komme ind på, at der jo er sket enorme teknologiske, politiske og medicinske landvindinger. Nogle af de største udfordringer fra 50 og 100 år siden er vi jo lykkedes med at løse. Det synes jeg, vi trods alt delvist kan sætte vores lid til,« opfordrer forskeren.