Angrebet på satirebladet Charlie Hebdo blev udført af tre terrorister, der arbejdede sammen på et universitet. Sådan lyder meldingen fra en forsker, der i et interview med Nature.com fortæller om konklusionerne fra interview, han netop har lavet i Frankrig med familier og naboer til drabsmændene.
»Ingen anede, hvad de lavede. De arbejde sammen på et teknisk universitet, de gik i moske sammen, fik en lejlighed sammen og ville lave ting sammen. De slæbte madrasser ind og så videoer. Naboerne fortalte os, at der stank, fordi de aldrig forlod lejligheden,« siger Scott Atran, antropolog ved University of Michigan og Oxford University, samt forskningsleder af ved Centre National de la Recherche Scientifique i Paris.
Scott Atran er én af de få antropologer, som rejser rundt for at interviewe terrorister, jihadister og potentielle terrorister for blandt andet at finde ud af, hvad der driver dem.
Ifølge antropologens oplysninger var de tre terrorister småkriminelle med kun en smule træning. Og »intet af det her var nøje planlagt«, siger han til Nature.com. Han gør dermed op med en tidligere melding om, at terroristerne var sendt af sted af Al Qaeda.
I stedet sprang de tre – Said og Cherif Kouachi, samt Amedy Coulibaly – ud af et miljø i Frankrig, hvor det ikke er unaturligt, at sympatier med Al Qaeda eller IS kan opstå, mener Scott Atran.
»I USA opnår indvandrere en gennemsnitlig socioøkonomisk status og uddannelse efter en generation. I nogle lande i Europa har de selv tre generationer nede 5-19 gange større risiko for at være fattige eller dårligt uddannede. I Frankrig er omkring 7,5 procent muslimer, og de udgør 60-75 procent af fangerne i fængslerne.«
»De minder lidt om unge sorte i USA. Forskellen er, at de i Frankrig kan finde en ideologi, der tiltrækker dem. En meningsmåling har vist, at 27 procent af franske unge mellem 18 og 24 er positivt stemt over for IS. Ideologien er effektiv, tiltrækkende, den vokser og er storladen, og den siger i bund og grund til de her unge mennesker, ’hør her, I er udenfor, ingen bryder sig om jer, men se, hvad vi kan tilbyde. Vi kan forandre verden.«
»Men der er ingen rekruttering. De søger selv derhen. IS og Al Qaeda siger reelt bare, ’her er nogle ideer, før dem selv ud i livet. Sådan laver du en bombe, her er mulige mål, som vil terrorisere folk, her er ting, vi hader. Gå nu ud og gør noget,« siger Scott Atran.
Læs hele interviewet hos Nature.com.
Læs også:
Charlie Hebdo: Hvornår står en gruppe til ansvar for et enkelt medlems ondskab?
Terrorister er mellemøstlige mænd i nyhederne
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.





























