Otte styk 3,4 millioner år gamle fodknogler fra Afar-regionen i Etiopien kaster nyt lys over menneskets udviklingshistorie og viser, at oprejst gang var udbredt blandt tidlige abemennesker.
Foden er fra samme tid og sted som det berømte abemenneske Lucy (Australopithecus afarensis), men tilhører et ukendt væsen, der betrådte landjorden på en markant anderledes måde.
»Det viser os tydeligt, at vores evolution ikke var karakteriseret ved en enkelt linje, der udviklede sig op gennem tiden, men at der også var andre,« siger den etiopiskfødte palæoantropolog Yohannes Haile-Selassie ved Cleveland Museum of Natural History i USA, der har stået for forskningen.
Fundet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Oprejst gang har altid været definerende
Mennesket er det eneste levende pattedyr, der går på to ben og vores særegne oprejste gang er et af de definerende træk, der tydeligst adskiller os fra vores nære slægtninge blandt menneskeaberne.
Forskerne har længe fremstillet vores udviklingshistorie som en fortælling om den unikke oprejste gang, hvor vores tidlige forfædre på et tidspunkt rejser sig op på to ben og derefter aldrig ser sig tilbage.
Den oprejste gang frigiver bl.a. hænderne til redskabsbrug, baner vejen for jagt, der giver adgang til proteinrig kost, som igen giver os nok energi til at udbygge et andet særtræk - den store hjerne.
Foden er afslørende
Som jagten på den hellige gral har forskerne søgt den art og den fod, der bogstaveligt talt satte de første fodtrin på menneskets udviklingsrejse.
Men de seneste år er der sået tvivl om den simple fortælling, og den nye fod afslører, at oprejst gang har været en ganske almindelig egenskab og ikke i sig selv kan have været så afgørende.
Fødder er ekstremt sjældne fund blandt fossiler bl.a. fordi fodknoglerne er små og skrøbelige.
Lucys fødder er f.eks. ikke bevaret, men andre fossilfund og de enestående 3,7 millioner år gamle Laetoli fodspor i Tanzania gør, at man alligevel ved, at arten havde udviklet en fod ret tæt på menneskets.
Den nye fod derimod er helt anderledes og meget mere primitiv.
Et vindue til fortiden
Den første knogle viste sig i 2009 ved Burtele cirka 50 kilometer fra, hvor Lucy blev fundet. Siden har forskerne fundet syv knogler, som alle passer med den højre fod, men ikke mere, og derfor tør de ikke sætte navn på arten.
Selv om forskerne kun har fundet 8 ud af fodens 27 knogler er de alligevel meget afslørende.
»Foden er helt ærlig meget chokerende,« siger en af forskerne, Bruce Latimer fra Case Western Reserve University i USA.
»Den er meget vigtig, fordi den åbner et vindue ind til vores fortid, og hvordan foden udvikledes, som vi ikke havde før.«
Storetåen har strittet til siden
Bruce Latimer peger på, at knoglernes form med det samme afslører, at der er tale om en hominin, dvs. et væsen i menneskets familie efter splittet med chimpansens udviklingslinje.
Tæernes led viser, at de har kunnet bøje langt bagover, hvilket er nødvendigt og kendetegnende for en fod, der som vores kan gå oprejst og sætte af henover tæerne.
Men der, hvor den adskiller sig fra os, er i leddene mellem storetåen og den næste tå, som viser, at storetåen har strittet ud til siden som en tommeltot og været tilpasset klatring, ligesom man ser hos aber.
»Jeg blev faktisk meget overrasket, da jeg så de her knogler,« siger Latimer.
Har ikke tilbagelagt store distancer
Menneskets storetå er trukket ind til de andre tæer, og Lucy's storetå har også været trukket et stykke ind.
Det viser, at Lucy's art havde en svang, der virkede som en fjeder og sendte hvert skridt af sted over storetåen.
Det har den nye fod ikke gjort, og væsnet må have holdt storetåen ud til siden og båret kroppen på en flad fod, hvorfor det heller ikke har tilbagelagt store distancer.
Tilbragt meget tid i træerne
Sammenlignet med Lucy understreger den, hvor veludviklet Lucys art har været til et liv på landjorden, mens det nye væsen må have tilbragt meget af sin tid i træerne.
Det bedste bud på en fod, der ligner finder forskerne i det meget ældre 4,4 millioner år gamle fossil Ardipithecus ramidus eller ’Ardi’ - og en mulighed er, at Ardi's efterkommere har overlevet en million år længere og overlappet med Lucy.
Men det er indtil videre gætteri.
Godt bud på fælles forfader
Det står imidlertid klart, at foden har træk, der peger længere tilbage endnu til fossile menneskeaber før splittet med chimpansens udviklingslinje, og det får forskerne til at sige, at den nye fod er et godt bud på, hvordan foden hos vores fælles forfader med chimpansen har set ud.
»Det her er sådan en fod, vi ville forvente, at den primitive fod ville ligne,« siger Haile-Selassie.
Må revidere opfattelsen af fødder
Den viser samtidig, at man må revidere vores billede af chimpansens gang og fod som en god model for menneskets - chimpansens fod har nemlig også udviklet sig meget.
Der er heller ingen levende dyr, som har en fod, der ligner, så om dens gang har været klodset eller elegant er et godt spørgsmål.
»Helt ærlig har jeg meget svært ved at forestille mig, hvordan den har gået,« siger Bruce Latimer.
