Den nemme anonyme adgang til nettet, hvor fristende formuer og adrenalinkick ved store indsatser kun er et par klik væk, bringer mange unge i farezonen for at udvikle ludomani.
Det er baggrunden for, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) for første gang uddeler fem millioner kroner til at forebygge ludomani blandt børn og unge på 6.-10. klassetrin, skriver dr.dk.
Hidtil er de offentlige bevillinger kun gået til at behandle ludomani.
Fem mio. kr. til tre steder
Pengene skal ruste de unges forældre og lærere til at rådgive om spil, især på nettet.
De fem millioner er fordelt på tre behandlingssteder. Pengene skal blandt andet bruges til at udvikle et undervisningssite og undervisningsmateriale, der kan hjælpe forældre og lærere til at rådgive de unge om spil.
»Det er vigtigt, vi sætter ind med forebyggelse over for ludomani, der hvor problemet starter i folkeskolens ældste klassetrin,« siger Bertel Haarder.





























