Naturvidenskabelige forskere fremhæver ofte, at deres grundforskning fører til nye lægemidler, patenter og håndgribelig teknologi.
Men humanisterne kan også være med. De kan potentielt give bud på, hvordan menneskeskabte globale udfordringer kan løses, siger de i artiklen Forskere: Verden hungrer efter humanistisk forskning.
Historisk har humaniora bidraget med idéer, som idag er grundpiller i vores samfund og videnskabsopfattelse. Her er en gennemgang af fem humanistiske idéer, du ikke ville være foruden.
\ Hvad skal vi med grundforskning?
Videnskab.dk sætter fokus på grundforskning.
Vi tager dig med helt ind i maskinrummet af grundforskningen og finder ud af:
- hvad skattekronerne går til,
- hvilke projekter der bliver lavet,
- hvem der står bag og
- hvad vi historisk set har fået ud af grundforskning.
1) Demokrati
Danmark er et demokratisk land, men sådan har det ikke altid været. Demokratiet som styreform er udviklet over hundredvis af år af humanistiske tænkere.
Det moderne, repræsentative demokrati blev grundlagt i 1700-tallet. Især den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau har fået æren for at udtænke tankerne bag det demokrati, vi kender i dag:
I sit værk ‘Samfundspagten’ fra 1762 opstiller Jean-Jacques Rousseau en række kriterier, som senere er kommet til at forme vores opfattelse af, hvad demokrati og borgerrettigheder er. Jean-Jacques Rousseau argumenterede blandt andet for, at:
- Beslutningsretten (suveræniteten) ligger hos folket.
- Staten er en social kontrakt mellem frie individer, der frivilligt har valgt at give afkald på deres ubegrænsede frihed til fordel for de værdier, man får ud af at være en del af et samfundsfællesskab.
- Alle medlemmer af samfundet er som udgangspunkt lige.
»Vores samfundssystem udspringer af humanistisk forskning - politisk filosofi har haft en kæmpe indflydelse,« siger Søren Harnow Klausen, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.
I modsætning til, hvad mange tror, går der dog næppe en direkte linje fra det folkestyre, de gamle græske filosoffer grundlagde i Athen for 2400 år siden til vores moderne demokrati, viser forskning. Det kan du læse om i vores artikel Det antikke Athen gav os ikke demokratiet.
2) Videnskabsteori
Uden videnskabsteori, ingen forskning. Uden forskning, ingen nye lægemidler, teknologi og rumfart.
Idéen om, at man i naturvidenskabelig forskning har en hypotese, som man tester, og at et videnskabeligt resultat først er validt, når det er blevet duplikeret gentagne gange af uafhængige forskere, stammer fra videnskabsteoretikere og filosoffer, som gennem århundreder har diskuteret, hvordan man laver ordentlig videnskab.
»Humanistisk tænkning er hele grundlaget for den idé om god videnskabelig praksis, vi har i dag,« siger Søren Harnow Klausen.
\ Læs mere
Karl Popper grundlagde falsifikationismen
Vores nuværende opfattelse af, hvordan man opnår videnskabelig viden, stammer blandt andet fra den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper (1902-1994). Karl Popper grundlagde falsifikationismen.
God videnskab er ifølge falsifikationismen:
- at opstille hypoteser
- teste dem og
- stille sig åben overfor, at de kan modbevises.
Hvis hypoteserne ikke kan bekræftes i test, og hvis testresultaterne ikke kan gentages af andre forskere, er der tale om myter eller metafysik, argumenterede Karl Popper.
Den amerikanske filosof og historiker Thomas Kuhn (1922-1996) har også haft stor indflydelse på vores videnskabsopfattelse. Thomas Kuhn introducerede begrebet ‘videnskabelige paradigmer’.
Paradigmer er historisk- og kulturelt betingede antagelser eller idéer, der ligger til grund for den forskning, der bliver lavet.
\ Læs mere
3) Opdragelse og pædagogik
Okay, hvis du er teenager, synes du måske, at dine forældre og lærere er langt ude med al deres opdragelse og alle deres regler. Men ville du virkelig være foruden?
Forestil dig en verden, hvor ingen har lært, hvordan man opfører sig over for hinanden og indgår i et fællesskab.
Teorier om opdragelse, læring og dannelse, som folkeskolelærere bruger, når de underviser, bliver til stadighed udviklet og præget af humanistiske forskere blandt andet fra DPU - Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.
Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse at sige, at pædagogik udspringer af humanismen eller af humanistisk forskning. Historisk set er det snarere omvendt: Humanistisk tænkning blev født af den pædagogiske tænkning, forklarer Jens Erik Kristensen, der er lektor på DPU og blandt andet har forsket i pædagogikkens idéhistorie.
»Reflektioner over pædagogik og opdragelse kom før humanismen,« siger han.
Græsk paideia blev til romersk humaniora
Allerede i Antikkens Grækenland reflekterede filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles over opdragelsens midler og mål. De gamle grækere brugte ordet ‘paideia’ om den opdragelse og dannelse, man måtte gennemgå for at blive et lykkeligt menneske og en dydig borger i den antikke bystat.
»Paideia ligger ved roden af vores begreb om pædagogik. Det betegnede dannelse både som proces og resultat og bestod af den fysiske og åndelige dannelse opnået gennem opdragelse, legemsøvelser og undervisning i musik, retorik og litteratur,« siger Jens Erik Kristensen
»Siden overtog romerne den græske dannelseskultur. Den romerske tænker Marcus Tullius Cicero oversatte i den forbindelse det græske begreb ‘paideia’ til ‘humanitas’, som betegner 'det menneskelige ved mennesket',« fortsætter han.
Dannelsesbegrebet stammer fra Renæssancen
Humanitas-begrebet kom på banen igen i 1400-tallet, hvor de såkaldte renæssancehumanister prægede forestillingen om 'studia humaniora', som er grundlaget for den særlige gruppe af humanistiske studier, vi stadig har i dag.
I slutningen af 1700-tallet lancerede tyske tænkere deriblandt Wilhelm von Humboldt et begreb de kaldte ‘bildung’, som på dansk er blevet oversat til dannelse.
»Dannelse forstod de som en opgave, der påhviler ethvert menneske, nemlig at danne sin individualitet i humanismens billede. Dannelse blev dog i eftertiden både en betegnelse for det, et individ bør efterstræbe og for det, et menneske bliver til gennem opdragelse og undervisning. Når vi i dag taler om dannelse og almendannelse stammer det blandt andet fra den tyske nyhumanistiske tænkning fra 1700-tallet,« siger Jens Erik Kristensen.
»Grundlæggende handler pædagogik og dannelse om, hvilke egenskaber og kundskaber man vil give videre til næste generation,« siger Jens Erik Kristensen.
Folkeskolen og gymnasiet er stadig båret af bestemte dannelsesidealer, der kommer til udtryk i deres formålsparagraffer.
4) Kildekritik
De fleste, der har gået i skole, ved, at det er en god idé at være opmærksom på, hvem der er afsender på det, man læser, hører eller ser:
Hvis afsenderen er et firma, er der sandsynligvis kommercielle interesser på spil. Når en politiker laver en opdatering på Facebook, er budskabet nok farvet af et bestemt ideologisk udgangspunkt.
Hver gang man vurderer en kildes motiver og troværdighed, er man kildekritisk.
Kildekritik er oprindeligt udviklet af historikere som en metode til at vurdere historiske kilder videnskabeligt. Metoden blev første gang beskrevet af den tyske historiker og teolog Leopold von Ranke i 1824 i værket ‘Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber’. Ifølge Leopold von Ranke er objektivitet hovedformålet, når man laver historieforskning.
Vores evne til at være kildekritiske skal hele tiden holdes ved lige. I øjeblikket er den udfordret af, at det nogle gange kan være svært at gennemskue, hvem den egentlige afsender er på artikler, der florerer på de digitale medier.
Historiker Peter Brunbeck fra Aarhus Universitet giver fem gode råd til at være kildekritik på de nye medier i artiklen Sådan finder du troværdig information på nettet.
5) Kvalitativ metode - til studie af individer
Videnskab er meget mere end statistik og universelle love, der kan gentages i det ene eksperiment efter det andet.
Individuel adfærd, reaktioner og følelser kan ikke altid sættes på formel. Heldigvis har humanistiske forskere udviklet metoder, som kan bruges til at fortolke og forstå, hvorfor individer handler, som de gør.
Inden for en række humanistiske discipliner som antropologi, kulturpsykologi, pædagogik og etnografi bruger forskerne kvalitative metoder.
Kvalitative metoder kan være interviews eller observationer. De bliver brugt til at studere relationer mellem mennesker, individuel adfærd og meningsdannelse.
I kvalitativ forskning er
- indlevelse og forståelse vægtet højere end værdier, der kan tælles og måles
- forskningsobjektet et subjekt, der er påvirkelig af forskerens tilstedeværelse og af den kontekst, det bliver studeret i
- resultater aldrig evigt gyldige. De ændrer sig alt efter, hvem man studerer og i hvilken kontekst.
Én manual virker ikke på alle mennesker
På Aalborg Universitets Center for Kulturpsykologi bruger forskerne ofte en kvalitativ tilgang til at arbejde systematisk med unikke fænomener på en optimal måde, forklarer en af centrets forskere Mogens Jensen, der er lektor i pædagogisk psykologi.
I megen samfunds- og naturvidenskabelig forskning får man viden om generelle lovmæssigheder og hovedtendenser, men man kan også have brug for at vide noget om, hvad der sker i de tilfælde eller med enkeltindivider, der afviger fra hovedtendensen.
»Nogle gange laver man forskningsbaserede programmer til problemløsning og behandling eksempelvis af unge med sociale vanskeligheder, men programmerne vil via deres videnskabslogik følge hovedtendensen og ikke give svar på, hvad man gør, når programmet ikke virker,« siger Mogens Jensen og fortsætter:
»Programmerne virker i en del tilfælde for en del unge, men ikke for alle.«
Mogens Jensen og hans kolleger bruger kvalitative metoder til at finde ud af, hvad der er på spil hos dem, der afviger fra hovedtendensen.
Når variation er normalen
Et eksempel:
»Hvis jeg går til læge og får at vide, at en given medicin virker på 70 procent af alle patienter, så kan jeg med god ret sige, at det er jeg ligeglad med. Jeg vil vide, om den virker på mig. Her har en kvantitativ tilgang et problem, da den arbejder med hovedtendensen,« siger Mogens Jensen og fortsætter:
»Ved at bruge en kvalitativ tilgang kan man sige noget om, hvilke forhold der skal være til stede undervejs i behandlingen på forskellige tidspunkter, hvordan behandlingen kan påvirkes af forskellige forhold og så videre. Det giver mulighed for at vurdere en behandlingsindsats for den enkelte på en systematisk måde,« siger Mogens Jensen.
Kernen i humaniora er blandt andet at se mennesker som meningsdannende. Mennesker danner mening ud fra deres personlige historie og erfaring, så samme påvirkning virker ikke ens på forskellige mennesker.
»I humaniora er variation det normale. Derfor har man behov for at kunne arbejde systematisk med unikke fænomener,« siger Mogens Jensen.
Kvalitativ forskning er individbaseret
Jensine Nedergaard, der er ph.d.-studerende på samme center, supplerer:
»Når man laver kvalitativ forskning, er resultatet altid individbaseret, og vi er hele tiden opmærksomme på, at det resultat, vi når frem til, altid er afhængigt af, at det lige præcis er det her menneske, der svarer i den her situation,« siger Jensine Nedergaard.
»Vi tager højde for, hvem vi studerer, hvilken kultur de indgår i, hvordan de er vokset op og meget andet, der kan påvirke de data, vi får i vores interviews og observationer. Gennem tiden er der udviklet et arsenal af redskaber til at fortolke resultaterne,« fortsætter hun.
Du kan læse mere om kvalitativ metode i artiklen Hvad i alverden skal man bruge kvalitativ forskning til?
