Den tyske og den grundtvigske dannelsestradition er forskellige.
Den grundtvigske tænkning er i modsætning til nyhumanismen kristen, åndelig og orienteret mod fællesskabet.
Det grundtvigske dannelsesparadigme er vanskeligere at få hold på for moderne sekulariserede mennesker end nyhumanismen, netop fordi det er kristent, historisk og fællesskabsorienteret.
Dannelsespositionerne skal betragtes som traditioner
Begge dannelsesfordringer spiller stadig i dag en rolle som opposition til den herskende uddannelsestænkning og til diskussionerne om blandt andet 'selv-dannelse', der tager afsæt i en radikal senmoderne individualisme.
Nyhumanismen er tænkt som et delvist svar på det klassiske dannelsesforfald, som flere ser på gymnasiet, på universiteterne og i tiden. Det grundtvigske bidrag bør ses som svar på den radikale individualisme (massesamfundet), der kendetegner det senmoderne.
De to dannelsespositioner skal derfor betragtes som traditioner, der skal komplementere hinanden, så vi kan hente inspiration til et løft af dannelsen i gymnasierne, på universiteteterne og i befolkningen.
Dannelsen skal tjene et indre anliggende
Nyhumanismen er i modsætning til tidsånden og dansk uddannelses- og kulturpolitik i det 21. århundrede ikke optaget af at skabe rationelle og myndige borgere eller uddannelsesmål, som er fagspecifikke.
Man er derimod fokuseret på at danne harmoniske mennesker, som ser sig selv i en kontekst.
Den dannelse, man fokuserer på, er således ikke encyklopædisk og fagspecifik, men er en alsidig og harmonisk fordring, hvor ens anlæg skal udfoldes. Opgaven er ikke at uddanne den enkelte til noget bestemt, men at være igangsætter for en dannelsesproces, hvor individet formes til et harmonisk og indsigtsfuldt menneske.
Dannelsen skal tjene et indre anliggende og ikke en ydre kompetencebaseret fordring. Der er ikke tale om et nytteorienteret dannelsesprojekt, der skal indordnes markedskræfterne, erhvervslivet eller moderne selv-dannelse.
Historie, sprog og kulturfag var centrale
Wilhelm von Humboldt (1767-1835) grundlagde Berliner Universität i 1810. Universitetets idegrundlag var netop nyhumanistisk:
Hensigten med universitetsuddannelsen var at uddanne alsidige studerende, og søgen efter viden og erkendelse var begrundelsen i sig selv.
Universitetet var opdelt i fire klassiske fakulteter: filosofi, jura, medicin og teologi, hvor filosofien fik en nøglerolle som videnskabens linjevogter. Eller som nyhumanisterne betegnede det: 'videnskabens videnskab'.
Man anså historie, sprog og kulturfag som centrale. Særligt klassiske sprog som græsk, hebraisk og latin, der refererede til antikken, var fag, der dannede og udviklede de studerende.
Det humboldtske dannelsesideal har haft betydning for dansk uddannelsestænkning helt op til vor tid, men med nedlæggelsen af filosofikum i 1971 blev det langsomt fortrængt af en mere operationel og markedsorienteret uddannelsestænkning.
Nyhumanismen (Bildung) udgør ikke et entydigt paradigme, men dens enkeltdele besidder en række fællestræk – blandt andet optagetheden af det antikke Grækenland og forsøget på at skabe helhed i en splittet virkelighed.
Vi forandres, når vi imiterer græske idealer
Kunsthistorikeren Johann Joachim Winckelmann (1717-1768) var den første Bildungtænker og inspirationskilden for Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), Johann Gottfried von Herder (1744-1803) og Friedrich von Schiller (1759-1805).
Winckelmann argumenterede for, at tysk kultur kun kan blive stor – større end fransk kultur – ved at efterligne og imitere det antikke Grækenland. Imitationen skal ikke forstås som slet og ret kopi af det græske.
Nej, vi forandres, når vi imiterer de græske idealer med omtanke, akkuratesse og skarphed: Vi dannes i processen, mente Winckelmann.
Det billede (Bildung), vi gengiver, er en del af en platonisk ideorden, som er givet på forhånd (objektiv idealisme), og som er identisk med det skønne, dvs. det gode. Det er denne orden og dette ideal, nyhumanismen stræber efter.
'Spieltrieb' gør os frie og i stand til at modvirke splittelse
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Winckelmann og især Schiller beskrev historien som en proces, hvor den athenske hellenisme besad en enhed mellem sanser og fornuft, som imidlertid splittes og atomiseres.
Det er nyhumanismens opgave at modvirke atomiseringen, fremmedgørelsen og splittelsen og skabe en helhed i humaniteten via et dannelsesprogram.
Schillers forståelse af baggrundene for splittelsen er ikke entydig. Hans 'helbredsmidler' mod splittelsen er derfor flere, men mest kendt er begrebet 'Spieltrieb': at fortabe sig i legen – i øjeblikket.
'Spieltrieb' gør os frie og i stand til at modvirke splittelsen mellem drift og fornuft. I legen forenes intellektet og kunsten, fornuften og følelserne, uden at der kommer et formål ind i spillet. Kun i forglemmelsen – i nuet – er vi autentiske.
Kun her kan vi forene fornuft og følelse.
Bildung-tænkningen er det, vi forstår som nyhumanitisk dannelse
Et andet tema i nyhumanismen er kritikken af dekadencen og forfaldet. Nyhumanismen er i den sammenhæng inspireret af franskmanden Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) filosofi.
Aftenlandenes forfald blev for Rousseau allerede synligt i Athen med sofisternes og relativismens entre på verdensscenen.
Spartas rå civilisationsprogram var for Rousseau medicinen mod Vestens dekadence. Rousseaus syn på årsagerne til civilisationens dekadence kan indirekte spores i den prøjsiske officerkultur, blandt andet hos Ernst Jünger (1895-1998) i værket 'In Stahlgewittern', i Oswald Spenglers (1880-1936) værk 'Der Untergang des Abendlandes' og hos Friedrich Nietzsche (1844-1900) i hans opgør med det apollinske livssyn.
Modsætningerne mellem en spartansk og en athensk tilgang til dannelse i Tyskland afspejles også i synet på staten.
Goethe og Schiller var fortalere for det decentrale milde tyske polissamfund, hvorimod prøjserne ville en antidekadent spartansk stat, som var mægtig.
Bildung-tænkningen i den athenske udgave (Goethe og Schiller) er imidlertid det, vi traditionelt forstår som nyhumanistisk dannelse.
Det forstillede er fraværende
Schiller har to tilgange til at forstå, hvad der er i spil vedrørende begrebet forfald, nemlig den rene natur og den kulturelle unatur. Den rene natur er det menneske og de adfærdsformer, der er uden et samfundsmæssigt overjeg.
Her hersker det freudianske id så at sige uden regulering. Her er det drifterne og det dyriske, der kommer til udtryk.
I den kulturelle unatur derimod er menneskets sande og harmoniske natur bortelimineret og erstattet af en dekadent væren.
Folket er hos Herder inkarnationen af det egentlige og det autentiske, dvs. det harmoniske. Her er det forstillede fraværende. Uden for folket eksisterer kunstlede, civilisationen (den kulturelle unatur) og den ublu natur som hos hoben, masserne og intelligentsiaen.
Uddannelse, dannelse og forankring skulle følges ad
Alliancen mellem masserne, pøblen og intelligentsiaen, som kom så markant til udtryk i nazismen, anes således allerede som et problemfelt for civilisationen af Herder. Samfundet indeholder både positive og dæmoniske kræfter, og Herder var en varm fortaler for, at folket skulle uddannes.
Uddannelsen skulle ikke være forbeholdt aristokratiet og det højere borgerskab. Det var først, når folket, som i den herderske verden pr. definition er i overensstemmelse med deres egen iboende natur, får en uddannelse, at vi kan tale om et egentligt fremskridt.
Uddannelse, dannelse og forankring skulle følges ad. Ja, faktisk forholdt det sig sådan, at uddannelsen af aristokratiet forringede kulturen, fordi kompetencerne dels blev et middel til at undertrykke folket med, dels skabte en vildfaren universalisme, som var abstrakt, vidtløftig og sværmerisk, dvs. ideologisk.
Herder og hans elev Grundtvig (1783-1872) mente således, at uddannelsen skal knyttes sammen med folkelighed. Det er sammenhængen mellem folk og uddannelse, der bliver garanten for udsynet, dannelsen og kulturen.
En befolkning, der ikke har opdaget deres bestemmelse, er almuen
Lad os vende blikket mod det grundtvigske dannelsesbegreb. Den grundtvigske dannelse har sit afsæt i fællesskaberne, dvs. i folkeligheden.
Det folkelige var for Grundtvig et åndeligt anliggende og ikke et spørgsmål om 'mængde, muld og strand', som det hedder i hans salmedigt 'Ingen har guldtårer fældet'. Vi kan ikke forstå folkeligheden ud fra statistik, madvaner og statsborgerskab, det folkelige er dybere.
Folkelig dannelse forudsætter, at befolkningen har fundet deres iboende guddommelige bestemmelse og forankring. En befolkning, som ikke har opdaget deres bestemmelse, er almuen. Grundtvig skelner mellem almue og folk.
Et folk er bekendt med dets historie og kultur, hvilket er forudsætningerne for folkets selvværd, frisind og frimodighed.
Det er først, når almuen opnår karakter af folk, at vi kan etablere en frisindet og åben internationalisme. Når vi hviler i vores egen kultur, ophører angsten og fjendskabet til andre kulturer.
Et demokrati uden selvværd, kan ikke etablere et folkestyre
Folkelighed er således forbundet med autenticitet, og det er forudsætningen for, at kristendommen og det nationale ikke bliver abstrakt og ideologisk. Det er folkeligheden, der danner det individuelle menneske og bringer det ud af radikal, abstrakt individualisme (masse-mennesket).
Det er i fællesskabet, folkeligheden, vi opdager os selv og andre – mente Grundtvig. Her mærker vi kærligheden, og her etableres tilliden og et perspektivbytte. Fællesskabet skaber så at sige en kulturel kapital, en dannelses- og skabelsesproces, som ikke blot er nødvendig for kristendommen, men også for folkestyret, tillidssamfundet og det kulturelle liv.
Hvis et demokrati (en formel bestemmelse) ikke besidder et selvværd (kulturel kapital), som udspringer af erfaringerne med hinanden, kan vi ikke etablere et folkestyre.
Frarøves sproget, mister vi noget af medmenneskeligheden
Vi er i en grundtvigsk kultur europæere med forstanden, og danskere af hjertet. Vi kan kun nære kærlighed til det, vi kender og erfarer. Kærligheden er konkret. For Grundtvig skulle dannelsen tage afsæt i kærligheden og fællesskaberne. Først når kærligheden og tilliden er til stede, kan vi indtage en sund rationalisme.
Sproget bærer autenticiteten. Sproget er for Grundtvig mere end blot et kommunikationsmiddel. Det udtrykker vores særlige kultur, og modersmålet er hjertesproget. Det er modersmålet, der åbner os for kærligheden.
Frarøves vi sproget, mister vi en del af vor menneskelighed. Hvert folk har en særlig dannelsesopgave, og alle folk bidrager med noget unikt til det universelle.
Nordmændene, russerne og tyskerne udfrier hver deres opgave til glæde for alle folk.
Potentialet til den folkelige dannelse lå i almuen
Sådan er det også for det individuelle menneske: Vi er forskellige og har hver vores særlige bestemmelse og dannelsesopgave, som vi skal finde, søge og udleve. Grundtvigs folkelighedsbegreb – personbegreb, dvs. dannelsesbegreb – er primært dualistisk, hvor potentialet for det folkelige og individuelle skal vækkes.
Almuen skulle dannes til et folk, slesvigerne skulle vækkes til det danske, og nordmændene skulle opdage, at bag den danske facade lå det egentlige Norge. Afsættet er på mange måder eksklusivt. Potentialet til den folkelige dannelse lå i almuen. Men det folkelige kan også rumme valget af det folkelige som udgangspunkt. Heri ligger en mulighed for nutidens integration.
Hverken det grundtvigske eller nyhumanismen kan forenes med det moderne begreb selv-dannelse eller med tidens optagethed af det nøgne kompetencebegreb. Sociologen Anthony Giddens (f. 1938) gør gældende, at i et moderne fragmenteret samfund kan vi individuelt og suverænt begrunde vores valg og handlinger uden at medtænke et fælleskab.
Gymnasieskolerne var præget af nyhumanismen
Det senmodernes forsøg på i et radikalt, individualistisk samfund at selv-danne individet i midlertidige fællesskaber, i projektkontekster og individuelt er uforståelig i en grundtvigsk sammenhæng, fordi vi netop opdager os selv og de andre i det fællesskab, vi adopterer historisk.
Hvis vi skal imødegå atomiseringen, radikal individualisme og det totalitære, må vi derimod fokusere på de tillidsskabende fællesskaber. Alt andet er ideologi, vildfaren idealitet og for filosoffen Hannah Arendt (1906-1975) mulighedsbetingelserne for det totalitære.
I Danmark havde vi indtil for få årtier siden grundtvigske, indremissionske og kundskabsbaserede (kompetencebaserede) seminarier. De enkelte folkeskoler (og sogne) valgte lærerne fra livsanskuelsesseminarier. På de grundtvigske seminarier, folkeskoler og friskoler var der fokus på fag som litteratur, sang, idræt, historie, patriarkhistorie og nordisk mytologi.
De grundtvigske fordringer skulle danne forudsætningerne for det selvværd, vi skulle møde kristendommen, politikken og kompetencefagene med. Det er det, som udtrykkes i den grundtvigske sætning: »Menneske først, kristen så.«
Gymnasieskolerne var præget af nyhumanismen. Her mødte man klassisk dannelse og fik indsigt i en holisme, som havde afsæt i Bildung. Her skulle man dannes til en harmonisk, klassisk student. De danske skoler var til for få år siden på folkeskoleplan forskellige fra andre lande, hvorimod vi på gymnasieskoleniveau var identiske med Nordvesteuropa og Skandinavien.
