Det er en myte, at erhvervsuddannelserne tiltrækker unge, som ikke ved, hvad de ellers skulle tage sig til. Unge på erhvervsuddannelserne bliver nemlig først umotiverede, når de går på uddannelsen. Paradoksalt nok skyldes det, at der er for meget fokus på at fastholde de unge og for lidt fokus på pædagogikken. Det konkluderer Arnt Vestergaard Louw fra Aarhus Universitet i en ny ph.d.-afhandling.
»Frem for at styrke elevernes motivation og engagement kommer nogle lærere i praksis til at demotivere og disengagere eleverne. Det store fokus på frafald og fastholdelse og incitamentsstrukturen rundt om erhvervsuddannelserne skaber nogle pædagogiske praksisser på erhvervsuddannelsen, der frem for at styrke fastholdelsen af eleverne risikerer at øge frafaldet,« siger Arnt Vestergaard Louw i pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet.
Forskeren mener, at der på erhvervsuddannelserne er et stort potentiale for at lave en mere spændende undervisning.
»Jeg har oplevet nogle af de fedeste læringsforløb på erhvervsuddannelsen – det var, så hårene rejste sig. Jeg har oplevet fremragende undervisere. Men undervisningen på erhvervsuddannelserne spænder bredt, så det er vigtigt, at vi får hævet bundniveauet,« siger Arnt Vestergaard Louw.
Læs også:
Tillid er primus motor for at få unge gennem uddannelse
Forsker: Lav de hårde teknisk-naturvidenskabelige uddannelser om
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer
Ibp





























