Et flertal i Repræsentanternes Hus, heriblandt 10 republikanere, stemte 13. januar for at stille Donald Trump for en rigsret anklaget for at ‘tilskynde til oprør’.
Afstemningsresultatet sætter gang i en retssag i Senatet - men retssagen vil sandsynligvis ikke være overstået, før Trumps embedsperiode slutter 20. januar.
Der er et uafklaret grundlovsmæssigt spørgsmål om, hvorvidt en præsident kan stilles for en rigsret, efter han har forladt embedet.
Et mere basalt spørgsmål er, om der overhovedet er en pointe i at stille Trump for en rigsret. Den konservative radiovært Hugh Hewitt skriver i The Washington Post, at hele foretagendet er »meningsløs hævn«.
»Det er ikke principbaseret, har intet at gøre med retfærdighed, og har intet at gøre med fremtiden,« konstaterer han.
Som en forsker, der beskæftiger sig med de etiske begrundelser for retlige og samfundsmæssige institutioner, argumenterer jeg for, at der kan være gode moralske grunde for denne rigsretssag - selv hvis den ikke kan afgøres, før Trump forlader embedet.
Rigsretssagen er ikke en strafferetlig procedure, men bliver generelt beskrevet som ‘kvasi-strafferetlig’ i amerikansk lovgivning (at den har nogle, men ikke alle elementer af en strafferetssag, red.).
Dog kan de filosofiske begrundelser, som ligger til grund for strafferetten, hjælpe os med at forstå formålet med denne rigsretssag.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Rigsretssag og strafferet
Strafferetten kan tjene flere formål:
- Den frihedsberøver forbryderen gennem fængsling.
- Den tjener et gengældelsesformål ved at tvinge forbryderen til at udleve en straf, som svarer til forbrydelsen.
- Og den udtrykker et bestemt synspunkt omkring grænserne ved moralsk uenighed ved at begrænse, hvilke handlinger samfundet er villigt til at acceptere.
Frihedsberøvelse er nok en dårlig begrundelse for en rigsretssag mod en afgående eller tidligere præsident. Formålet med frihedsberøvelse er at forhindre en kriminel i at gentage hans eller hendes forbrydelser.
Forbrydelsen, som ligger til grund for Trump rigsretssag, var en udtalelse, der i rigsregssagens artikel beskrives som at ‘tilskynde til oprør’. En præsident, som fjernes fra embedet, kan ikke længere besidde nogen andre statsembeder i fremtiden, men det påvirker ikke Trumps mulighed for at udtale sig.
Gengældelsesformålet er heller ikke en lovende begrundelse for rigsretssagen. Straffen - at Trump blandt andet mister sin Secret Service-beskyttelse, kontorplads og offentlig finansiering - virker ikke tilstrækkelig, hvis hensigten er at straffe en, som har opildnet til oprør.
Straf som moralsk fordømmelse
Dog er det endelige formål med strafferetten - understreget af filosoffen Joel Feinberg - nok den bedste begrundelse for at stille en afgående præsident for en rigsret. Strafferetten skal ifølge Feinberg sætte grænsen for moralske uoverensstemmelser ved symbolsk at fordømme visse handlinger som umoralske.
Borgere i et demokratisk samfund behøver ikke at være enige om politisk moralitet. De kan anerkende deres politiske modstanderes ret til, at have en anden holdning - uanset hvor fejlagtig man synes den er. Konservative og liberale har ofte betragtet hinandens holdninger som forkerte, men uden at det påvirker ens status i det politiske fællesskab.
Der er dog visse punkter, hvor et samfund laver et fælles udsagn om, at bestemte skikke og handlinger ikke er politisk hæderlige - og strafferetten er en af måderne, det budskab bringes.
Som Feinberg bemærker, er frihedsberøvelse ikke blot en ubehagelig straf, men et symbolsk budskab fra samfundet om, at den kriminelle har gjort noget, som han eller hun bør skamme sig over.
Forbryderen - eller rigsretdømte - føler ikke nødvendigvis nogen skam over sin handling. Men formålet med at strafferetten er at fortælle ham eller hende, at de bør skamme sig, og at folk, som opfører sig sådan, ligger uden for normale moralske uoverensstemmelser.
Politikken efter vold
Vi kan se eksempler på dette formål ved at se på, hvordan juridiske institutioner førhen har behandlet meget grovere tilfælde af politiske ulovligheder. Mest berømt er domstolene i Nürnberg, som retsforfulgte nazistyret for aggressiv krigsførsel og forbrydelser mod menneskerettighederne.
Straffene, som blev uddelt - alt fra ti års fængsel til en relativt hurtig død ved hængning - ville virke groft utilstrækkelige, hvis hensigten havde været at sidestille dem med den moralske tyngde ved folkemord og slavearbejde.
Den bedste retfærdiggørelse af Nürnbergprocessen havde dog ikke at gøre med selve nazisterne, men snarere dem, som måske ville følge i deres fodspor. Formålet med retssagerne var at identificere den linje, politiske samfund ikke må vige fra uden at blive betragtet som skamfulde - med øje både på nutiden og fremtiden.
Præsident Trumps ulovligheder er slet ikke tæt på at være lige så groteske som nazisternes, og det er formålsløst at lade, som om det er tilfældet. Dog kan man måske sidestille rigsretssagens etiske formål med det i Nürnberg.
Initiativet til at stille Trump for en rigsretssag er et tegn på behovet for, gennem et klart budskab, at vise, hvad ingen andre præsidenter bør gøre. Det vil også sætte en moralsk grænse for præsidentposten - og dermed sende et budskab til fremtidige præsidenter, som måske føler sig fristede til at følge i Præsident Trumps fodspor.
Michael Blake, der har skrevet denne artikel, modtager økonomisk støtte fra den amerikanske myndighed The National Endowment for the Humanities. Artiklen er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Christian Lynge Lindberg.
