Jeg sidder i toget, da kupeen pludselig fyldes op med fodboldboldfans, der kommer lige fra en kamp.
Den ene af dem finder en efterladt avis og begynder at gøre grin med de seneste 'alternative fakta' faldbudt af Donald Trump.
Resten af flokken byder straks ind med deres holdninger til den amerikanske præsidents forkærlighed til konspirationsteorier, og samtalen vender sig hurtigt til at handle om andre sejlivede konspirationsteorier.
Jeg morer mig over gruppens brutale behandling af såkaldte flat-earthers (der er overbeviste om, at Jorden er flad), chemtrails (ifølge fortalere for teorien om chemtrails er mange af de flystriber, vi ser i kølvandet på flyene, slet ikke stort set ufarlig vanddamp fra flymotorer, men giftige kemiske eller biologiske sprøjtemidler, som i al hemmelighed sendes ned over hovedet på os i enorme mængder) og Gwyneth Paltrows seneste teorier om healende klistermærker.
\ Historien kort
- Konspirationsteoretikerne forsøger sig med alternative forklaringer på hændelser og tilfældige sammentræf.
- Men fakta og data kan ikke benyttes til at overbevise skeptikerne, der ikke ønsker, at deres verdensbillede bliver udfordret.
- Psykologien byder derimod på metoder, der kan hjælpe med at overbevise selv de mest indædte konspirationsteoretikere.
Fra rationelle mennesker til skøre kugler
Én i gruppen griber en pause i samtalen til at formane de andre:
»Alle de ting er måske sludder og vrøvl, men I skal ikke fortælle mig, at I tror på alt dét, som mainstream-medierne propper os med. Tag nu for eksempel Månelandingerne. De var helt klart opstillede - og ikke engang særligt godt. Forleden læsten jeg en blog, der påpegede, at vi ikke engang kan se andre stjerner på nogle af billederne.«
Jeg er forbløffet, da resten af flokken byder ind med yderligere evidens: uoverensstemmende skygger i fotografierne, et flag der blafrer, på trods af at der ikke er en atmosfære på Månen, og hvordan Neil Armstrong blev filmet, selvom der ikke var nogen, der kunne holde kameraet.
På ganske få minutter gik flokken fra at være en samling rationelle mennesker, der var udmærket i stand til at vurdere evidens og træffe en logisk konklusion, til en flok skøre kugler.
Overbeviser ikke andre med fakta
Jeg tager en dyb indånding og beslutter mig for at give mit besyv med:
»Det er faktisk meget enkelt at forklare…« Flokken vender sig forbløffet om, men jeg fortsætter ufortrødent med en byge af fakta og rationelle forklaringer:
»Flaget på månen blafrede ikke i vinden, det bevægede sig blot, da Buzz Aldrin plantede det. Fotografierne blev taget ved højlys dag på Månen, og vi kan jo ikke se stjernerne om dagen. De mærkværdige skygger skyldes kameralinsernes brændvidde, der forvrænger fotografierne. Og optagelserne af Neil Armstrong på vej ned ad stigen blev filmet af et kamera, fastgjort på ydersiden af Månelandingsfartøjet. Og hvis det ikke er nok, så er det afgørende bevis at finde i NASA's månesonde Lunar Reconnaissance Orbiters billeder, der tydeligt viser de spor, som astronauterne satte, da de gik rundt på Månen.«
»Nailed it!« roser jeg mig selv i tankerne.
Men det lader ikke til, at mit publikum er særlig overbeviste. De vender sig imod mig og producerer flere og flere latterlige påstande:
Stanley Kubrick filmede det hele, nøglepersoner er siden hen afgået ved døden under mistænkelige omstændigheder og så videre…
Fakta får ikke folk til at ændre mening
Da toget standser ved den næste station, stiger jeg af, selvom det ikke er mit stoppested. Ventetiden på det næste tog giver mig tid til at fundere over, hvorfor mine argumenter faldt for døve ører.
Det mest enkle svar er nok, at fakta og rationelle argumenter faktisk ikke er særlig gode til at få andre til at ændre deres mening.
Det er, fordi vores rationelle hjerner er udstyret med forbindelser, der ikke er særligt udviklede.
Vores trang til at påtvinge struktur og vores utrolige evne til at genkende mønstre er blot to af grundene til, at konspirationsteorier hårdnakket dukker op igen og igen.
Vi ser 'mønstre' og struktur alle vegne
For nylig viste et studie en sammenhæng mellem en persons behov for struktur og tendens til at tro på en konspirationsteori.
Tag nu eksempelvis denne talrække:
0 0 1 1 0 0 1 0 0 1 0 0 1 1
Kan du se et mønster? Højst sandsynligt - og du er ikke alene.
En hurtig spørgerunde på twitter (en reproduktion af et større og grundigt studie) indikerer, at 56 procent af de adspurgte kan se et mønster; og det er på trods af, at jeg generede sekvensen ved at slå plat eller krone.
Det lader til, at vores behov for struktur og evne til at genkende mønstre kan være en smule overaktive, hvilket kan resultere i, at vi ser mønstre - eksempelvis skyer, der ligner hunde, eller vacciner, der er skyld i autisme - der faktisk ikke eksisterer.
Evnen til at se mønstre var uden tvivl vigtig for vores forfædres overlevelse. Det er trods alt bedre at se lidt for mange spor efter rovdyr end at overse spor efter et stort, sultent kattedyr.
Men når vi overfører denne tendens til vores over-informerede nutid, er der risiko for, at det resulterer i, at vi ustandseligt ser ikke-eksisterende sammenhænge mellem årsag og effekt og konspirationsteorier.
Vi mennesker er flokdyr
Endnu en årsag til, at vi er så villige til at tro på konspirationsteorier, er, at vi er sociale dyr, og vores samfundsstatus er (fra et evolutionært synspunkt) meget vigtigere end at have ret.
Derfor sammenligner vi konstant vores egne handlinger og overbevisninger med vores ligemænds - og så ændrer vi dem for at passe ind.
Stir mod himlen, og andre vil gøre det samme
Denne effekt blev påvist på en rigtig fin måde i 1961 af den amerikanske socialpsykolog Stanley Milgram (der er mest kendt for at udføre ét af psykologiens mest tankevækkende eksperimenter vedrørende lydighed over for autoriteter i 1960-63).
Eksperimentet var såre simpelt (og sjovt); det kan med lethed genskabes:
- Udvælg et befærdet gadehjørne.
- Bøj hovedet bagover, og kig op i himlen i et minuts tid.
Forbipasserende vil højst sandsynligt stoppe op for at se, hvad det er, du stirrer på. Stanley Milgram fandt, at 4 procent af de forbipasserende stoppede og deltog i betragtningen af himlen og skyerne.
\ Læs mere
Du kan også få nogle venner til at tage del i eksperimentet, for jo flere personer, der står og stirrer op mod himlen, desto flere forbipasserende vil også stoppe op.
Når 15 personer står og glor op mod himlen, vil cirka 40 procent af de forbipasserende stoppe og bøje hovedet bagover.
Det er den samme effekt, som man kan opleve ved markedsboder; vi er tiltrukket af boden med den største kødrand af tilskuere.
Vi godtager argumenter, der passer os bedst
Denne regel gælder også for teorier. Jo flere tilhængere en vis idé har, desto mere tilbøjelige er vi til at godtage den som værende sandt.
På denne måde kan en idé eller overbevisning blive rodfæstet i vores verdensbillede, hvis vi i høj grad bliver eksponeret for den gennem vores omgangskreds og socialgruppe - gennem såkaldt 'socialt bevis'.
Kort fortalt, er socialt bevis en mere effektiv overtalelsesteknik end evidensbaseret bevis, hvilket naturligvis er grunden til, at netop denne form for ‘overtalelse’ er så populær i reklameverden (’80 procent af mødre er enige’).
Socialt bevis er blot et af de mange logiske fejlslutninger, der kan få os til at overse evidens.
Et nært beslægtet problem er det såkaldte 'confirmation bias' (bekræftelse på formodninger, red.), der betyder, at vi er irrationelt stærkt dragede af informationer, som bekræfter det synspunkt, vi allerede har.
Vi ser lige dét, vi leder efter og ignorerer informationer, der modsiger vores overbevisninger, og det er noget, vi alle gør.
Vi leder efter 'fakta', der stemmer overens med vores overbevisning
Tænk bare tilbage til sidste gang, du hørte en debat i radioen eller på tv.
Hvor overbevisende fandt du de argumenter, der modsagde din egen overbevisning, sammenlignet med de argumenter, som du var enige i?
Vi forkastede højst sandsynligt de argumenter, der ikke stemte overens med vores egne, mens vi bifaldende nikkede til de argumenter, der svarede til vores overbevisning.
'Confirmation bias' manifesterer sig også som en tendens til at vælge information fra kilder, der allerede er enige med vores synspunkter (som sandsynligvis kommer fra den sociale gruppe, vi også tilhører).
Derfor dikterer din politiske overbevisning sandsynligvis dine foretrukne nyhedskilder.
Videnskaben forvandler anekdoter til data
Der findes selvfølgelig også et trossystem, der genkender faldgruber som eksempelvis confirmation bias, og som forsøger at fjerne dem.
Videnskaben forvandler anekdoter til data, reducerer confirmation bias og erkender, at teorier kan få brug for at blive opdateret som følge af ny evidens.
Det betyder, at videnskaben kan rette op på kerneteorierne.
Ikke desto mindre er vi alle plaget af confirmation bias.
Stjernefysikeren Richard Feynman illustrerede på glimrende vis, hvordan det dukkede op i partikelfysik.
»Milikan bestemte elektronens ladning ved at måle ladningen på ioniserede oliedråber, som blev holdt svævende af et elektrisk felt, og han vidste, at der ikke findes mindre elektriske ladninger. I dag ved vi, at det svar, han kom frem til, ikke er helt korrekt. Det er en smule forkert, fordi han havde den forkerte værdi for luftens viskositet (sejhed - egenskab ved en væske eller gas, red.). Det er interessant at se på målinger af elektronens ladning efter Millikan. Hvis vi indtegner målingerne som en funktion af tid, finder vi, at én er en smule større end Millikans, og den næste er lidt større endnu, og den følgende er en smule større og så videre, indtil vi til sidst ender med et tal, som er større.«
Hvorfor indså de ikke med det samme, at det nye resultat var større?
Forskerne er faktisk ret flove over lige denne episode, for det er tydeligt at se, at det gik sådan hér for sig:
Da forskerne stødte på et tal, der var større end Millikans, troede de, at ét eller andet var forkert, og så ledte de efter - og fandt - grunden til, at deres resultat afveg. Når de kom frem til et tal, der lignede Millikans, ledte de ikke nær så grundigt.«
Mytedrab: Fakta kan øge modviljen og modstanden
Man kan blive fristet til at tackle misforståelserne og konspirationsteorierne gennem mytedrabs-tilgangen, hvor man stiller myten side om side med realiteterne og sammenligner fup og fakta, så sandheden til sidst viser sig.
Men det har også vist sig at være en dårlig tilgang, der kan resultere i en såkaldt 'backfire-effect' (bagslagseffekt, red.), hvor fakta og informationskampagner kan have en paradoksal effekt på de mest overbeviste skeptikere.
Et af de mest slående eksempler blev set i forbindelse med et studie, der evaluerede en 'myte og fakta'-informationsbrochure om influenzavacciner.
Umiddelbart efter at have læst informationsbrochuren huskede deltagerne nøjagtigt fakta som fakta og myterne som myter.
Men blot 30 minutter senere var det blevet vendt fuldstændig på hovedet, og myterne blev husket som 'fakta'.
Vi risikerer at konsolidere og underbygge myterne
Tankegangen er, at vi ved blot at nævne myterne rent faktisk hjælper med at konsolidere og underbygge dem.
Og med tiden glemmer vi, i hvilken sammenhæng vi hørte myten - i dette tilfælde i forbindelse med et egentligt mytedrab - så vi ender med kun at huske selve myten.
For at gøre det hele værre, kan man ved at præsentere korrigerende informationer for en gruppe personer med faste overbevisninger faktisk styrke deres overbevisninger, på trods af at de nye informationer undergraver den.
Ny evidens skaber en uoverensstemmelse i vores overbevisning og medfølgende følelsesmæssigt ubehag.
Men i stedet for at ændre vores overbevisning har vi en tendens til at påberåbe os selvretfærdiggørelse og en endda stærkere modvilje mod modstridende teorier, som kan gøre os mere forankrede i vores synspunkter.
Analytisk tænkning overbeviser tvivlere
Det kaldes ‘boomerang-effekten’, og det er et stort problem, når eksempelvis sundhedsmyndighederne forsøger at nudge (påvirke, red.) befolkningen til mere hensigtsmæssig adfærd.
Studier har vist, at repressive (afværgende, red.) skrækkampagner (som antiryge- og alkoholkampagner) får folk til at gøre 'oprør' ved at vise deres individualitet og frihed ved at gøre det stikmodsatte af, hvad autoriteterne anbefaler.
Så hvad gør vi for at få andre til at lægge diverse konspirationsteorier og irrationelle ideer på hylden, hvis vi ikke kan overbevise dem ved at fremlægge fakta?
Videnskabelig læsedygtighed vil sandsynligvis hjælpe på lang sigt.
Med dette mener jeg ikke viden om videnskabelige fakta, figurer og teknikker, men læsefærdigheder i den videnskabelige metode, eksempelvis analytisk tænkning.
Og flere studier viser faktisk, at forkastelse af konspirationsteorier er associeret med analytisk tænkning.
De fleste mennesker er ikke forskere, men vi støder på forskningen og bruger den til daglig. Derfor har vi alle behov for at kunne evaluere videnskabelige påstande kritisk og analytisk.
Sådan overbeviser man konspirationsteoretikere
Selvom vi ændrer pensum og læseplanerne, vil det nok ikke hjælpe meget på den diskussion, jeg havde med fodboldfansene i toget.
Men det kan hjælpe, hvis vi så at sige er en del af 'stammen' eller samfundet. Derfor er det afgørende, at vi finder fælles fodslag, før vi begynder at forkynde vores budskab.
- Fremfør hovedbudskabet: Vacciner er sikre og reducerer risikoen for at få influenza med mellem 50 procent og 60 procent, basta.
- Nævn ikke alle misforståelserne - de har nemlig en tendens til at blive husket.
- Få ikke modstanderne til at vende dig ryggen ved at udfordre hele deres verdenssyn.Tilbyd i stedet forklaringer, der lægger sig op ad deres eksisterende overbevisning. For eksempel er konservative klimabenægtere meget mere tilbøjelige til at ændre holdning, hvis de også bliver præsenteret for de miljømæssige mulighederne for erhvervslivet.
- Og lige et sidste forslag: Benyt fortællinger til at hamre dit budskab hjem.
Vi forholder os i større grad til narrativer (hvordan vi vha. skrift, tale og kropssprog kan gøre vores historier spændende, medrivende og overbevisende) end argumenterende eller en beskrivende dialog.
Fortællinger fletter forholdet mellem årsag og virkning - kausalitet - sammen, hvilket betyder, at konklusionerne bliver nærmest uvægerlige.
Vi skal se egen forudindtagethed i øjnene
Det er ikke det samme som at sige, at fakta og den videnskabelig konsensus ikke er vigtige, for det er de helt bestemt.
Men en bevidsthed om måden at tænke på giver dig mulighed for at præsentere dit synspunkt på en langt mere overbevisende måde.
Det er afgørende, at vi udfordrer tom dogmatik, og i stedet for at lægge to og to sammen og ende med tre og en konspirationsteori, skal vi afkræve beviser fra beslutningstagere.
Forlang adgang til de data, der understøtter overbevisninger, og søg informationer, der stiller spørgsmålstegn ved dem.
En del af processen kræver, at vi ser vores egne forudindtagede instinkter, begrænsninger og logiske fejlgruber i øjnene.
Et andet resultat
Så hvis jeg kunne skrue tiden tilbage og havde fulgt mine egne råd, var samtalen i toget endt på en helt anden måde:
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Denne gang tager jeg en dyb indånding og siger:
»Fedt resultat! Holdet spillede rigtig godt. Jeg er så ked af, at jeg ikke fik fingrene i en billet.«
Det resulterer i en sludder, hvor vi debaterer holdets chancer i denne sæson.
Efter et par minutter vender jeg mig mod Månelandingsbenægteren:
»Du, jeg undrede mig lige over én af de ting, du sagde om Månenlandingerne. Var Solen ikke synlig i nogle af billederne?«
Han nikker som svar.
»Hvilket betyder, at det var i løbet af dagtimerne på månen. Så ligesom her på Jorden, ville vi jo heller ikke forvente at kunne se stjerner.«
»Øh, det har jeg ikke lige tænkt over. Måske tog bloggen fejl.«
Mark Lorch hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
