Du har måske set den amerikanske tv-serie The Wire om livet omkring narkomiljøet i en amerikansk storby. Ellers bør du overveje at kaste dig over den.
Serien er én af de mest anmelderroste i verden, og seerne er enige med kritikerne.
The Wire ligger i skrivende stund nr. 2 på filmdatabasen IMDb’s brugerskabte liste over de bedste serier, der nogensinde er lavet.
Selv videnskabsfolk falder på halen over serien. Det vender vi tilbage til om lidt.
Anerkendte krimiforfattere løfter The Wire
Før du tænker: ’åh-nej, ikke endnu en krimiserie om politibetjente, der jagter forbrydere og fikser verden på 45 minutter’, skal du nemlig vide, at The Wire også indholdsmæssigt ligger langt fra andre serier.
Seriens fem sæsoner er lavet med input fra politifolk, journalister, kriminologer og andre med indsigt i dagligdagen i hårde kvarterer med narkohandel i f.eks. byen Baltimore, som The Wire fokuserer på.
Manuskriptet er lavet i samarbejde med anerkendte kriminalforfattere, og flere medvirkende i serien har selv levet mange år i det hårdkogte miljø.
Den samlede pakke løfter The Wire ud af mængden af populære, underholdende tv-serier som Hill Street Blues, NYPD Blue, CSI osv. og over mod en anden genre, som man meget sjældent oplever en tv-serie nærme sig: Den klassiske, store, virkelighedsnære roman.
The Wire minder om de største, klassiske romaner
»The Wire bruger nogle af de greb, som de store romanserier tidligere har gjort,« mener docent Jørgen Bruhn fra instituttet for sprog og litteratur ved Linnéuniversitet i Sverige.
»Forfattere som Balzac og Zola lavede store, sammenhængende romanværker med et gennemgående persongalleri, så man kan komme ud i alle hjørner af samfundet over lang tid og uden at begrænse sig af en lille form, om det så er 45 minutter i en tv-serie, halvanden time i en film eller 250 sider i en roman.«
»De meget store, sammenhængende fortællinger i The Wire gør noget af det samme, som de store romanværker gjorde før i tiden. De giver plads til skildringer af flere forskellige typer og samtidig mere afrundede mennesker, end man ser i for eksempel de skandinaviske krimier, og de skaber et mere komplet billede af et samfund.«
»I nogle henseender er kvalitetsserier endda blevet det, man taler om blandt folk og er blevet en referenceramme på en måde, som romanen var det tidligere,« siger Jørgen Bruhn.
Forskere analyserer vanvittigt projekt
Jørgen Bruhn har sammen med to nordiske kolleger analyseret The Wire i en artikel, der er udkommet i tidsskriftet Passage.
De tre forskere fokuserer i deres analyse på handlingen i tredje sæson af The Wire. Efter to sæsoner, hvor seeren først er kommet ind i narkomiljøet i et boligkompleks og siden i det kriminelle arbejdermiljø omkring havnen i Baltimore, stiller tredje sæson af The Wire skarpt på politiets rolle i storbyen.
Kernen i tredje sæson af den realistiske serie er et tilsyneladende vanvittigt projekt, 'Hamsterdam', som bliver sat i værk af kriminalpolitiets leder, ’Bunny’ Colvin.
Politiets daglige kamp mod den hårde kriminalitet fører ingen vegne, og da han er på vej mod pensionsalderen, beslutter Colvin sig for at gøre et sidste desperat forsøg på at dæmme op for narkohandlen i byen.
Han får de nærmeste støtter i politiet til uden for offentlighedens søgelys at overtale alle store narkohandlere i byen til at flytte handlen ud til et tomt og nedlagt boligområde mod til gengæld at få fred for politiet.
På den måde kan boligkvartererne inde i byen få fred for de kriminelle, som til gengæld i deres eget, isolerede område kan handle med narko, alt det de har lyst til – en tanke, der minder om en ekstrem udgave af Christiania.
\ Læs mere
The Wire laver eksperimenter på skærmen
Tredje sæson af The Wire (se traileren i toppen af artiklen) skildrer, hvad sådan et eksperiment kunne føre med sig:
- På den ene side roligere, narkotikafri boligkvarterer, som i The Wire næsten helt karikeret vender tilbage til midten af 1900-tallet med smilende beboere og blomster i gaderne.
- På den anden side et voksende helvede i den hemmelige bydel kaldet ’Hamsterdam’, hvor narkomaner vælter rundt mellem pushere, deres forældre og deres børn i et rod af handler, slåskampe, misbrug og mord – som politiet endda dækker over for undgå, at offentligheden skal få kendskab til og sætte negativt fokus på Hamsterdam.
Det ender med, at offentligheden og ledelsen i politiet får nys om eksperimentet. Selvom kriminaliteten helt åbenlyst er blevet fjernet fra byens boligkvarterer, bliver eksperimentet Hamsterdam jævnet med jorden, fordi det strider mod den etablerede ’War on drugs’, som går ud på, at politiet prøver at holde narkotikahandlen nede ved nul tolerance og hårde anslag mod især pushere på gadeniveau.
\ Konklusionen på Hamsterdam-eksperimentet
’Bunny’ Colvin vender kort sine overvejelser med én af hovedpersonerne i The Wire, den tidligere narkoman Bubbles. Men ingen af dem når frem til noget endeligt:
Bubbles: ”That’s something, huh? Like they just took a big eraser and rubbed across it.”
Colvin: “Yeah.” Pause.
Bubbles: “Yeah, but before, a dope fiend [narkoman] come down here, cop a little something, ain’t nary a soul hassle him. Hoppers [pushere] and police, they just let him be.”
Colvin: “Was a good thing, huh?” Pause
Bubbles: “I’m just saying.” Pause
Kilde: Gengivelse af manuskriptet til The Wire fra den videnskabelige artikel 'The Wire og kriminalitetens afkroge'.
Grundsten i samfundet bliver vendt og drejet
The Wire giver dog aldrig nogen konklusioner på, om eksperimentet i sig selv fungerede godt eller dårligt.
»Det er en slags social laboratorie-fiktion, hvor man undersøger sociale og menneskelige egenskaber. Det er blevet gjort før i litteraturen, igen f.eks. af Émile Zola, men det er næsten uhørt, at det bliver gennemført med en sådan alvor og seriøsitet i et medie, som i hvert fald delvist er populærkulturelt, nemlig tv-serien.«
»The Wire diskuterer meget uamerikansk selve strukturerne. Pointen i The Wire er, så vidt jeg kan se, at det er samfundet, der holder kriminaliteten oppe ved at skabe social ulighed og byområder, hvor kriminaliteten kan trives. Det er en serie, der tydeligt viser resultatet af New Public Management-tanken om, at man lever efter statistikker – ’juking the stats’ – hvor man fokuserer sin kriminalitetsbekæmpelse på det, der kan måles og på det, der gør politikerne glade.«
»Jeg kan huske Kojak og McCloud i 1970erne. De havde også dumme chefer, men de var dumme, fordi de var lade eller inkompetente. Det var mere personlige grunde, der lå bag. I The Wire er det hele evalueringssystemet og politiets økonomiske grundlag, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Er det virkelig den rigtige måde at skabe resultater i politiarbejdet på eller ej?«
Jeg har også set nogle af de andre populære serier fra USA, som f.eks. The Sopranos, Mad Men og Six Feet Under, der også er Quality TV, som man kalder det i USA. De er også gode, men de har andre ambitioner. Ingen har så gennemgribende, næsten aktivistisk, politisk fiktion, som, jeg synes, The Wire har.
Jørgen Bruhn
The Wire er mere seriøs end skandinaviske krimier
The Wire bryder på den måde med den klassiske politi-tv-serie og hæver formatet op til noget nyt og større, som vi måske også kunne lære lidt af i Skandinavien.
»Den skaber debat, fordi den tør tilbyde nogle nye indgange til det, som mange andre tv-serier også handler om, nemlig kriminalitet. Det afgørende for os er, at serien synes at have et budskab om, at det ikke er den enkeltes dårlige, mentale eller etiske værdier, der gør, at de bliver forbrydere, men snarere samfundet, der producerer dem.«
»Derfor er det en langt mere seriøs tilgang til hele kriminalitetsproblemet, som også tør tage en masse grimme ting med ind i historien, som jeg forestiller mig, at vi kan lære noget af, når vi bliver begejstret over de nordiske kriminalserier. I Norden er kriminalitet meget tit et problem, som et individ slås med, og så kommer der en kriminalitetsbekæmper, som mod alle odds får fanget forbryderen til sidst.«
»The Wire tager sig tid og plads til at bruge en sæson på at undersøge human trafficking-problemet og narkoproblemer relateret til havnen i Baltimore. Det bruger den 12 afsnit på, og så er nogen blevet fanget, mens andre er gået fri, og der har været en masse uskyldige ofre. Det er dens måde at gøre mere realistisk facit på i stedet for en typisk skandinavisk krimiserie, hvor vi til sidst kan være trygge ved, at kriminaliteten er inddæmmet,« bemærker Jørgen Bruhn.
Videnskabelig artikel er et eksperiment i sig selv
Jørgen Bruhn griber ikke sine konklusioner om realismen i The Wire ud af den blå luft. Som noget helt specielt har han skrevet sin videnskabelige artikel ikke bare sammen med en professor i filmvidenskab, norske Anne Gjelsvik – som i øvrigt er gæsteforsker ved Københavns Universitet i foråret 2013 – men også med en kriminolog, svenske Robert Andersson, som kunne give indspark om, hvor meget serien læner sig op ad virkelighedens USA.
»Forsøget med denne her videnskabelige artikel var at prøve at kombinere tre lidt forskellige synspunkter: min litterære tilgang med filmvidenskaben og så den usædvanlige kriminologiske vinkel. Vi havde en drøm om at udvide måden, man analyserer en tv-serie på, og jeg synes, det har været et opmuntrende arbejde,« siger Jørgen Bruhn.
Læs lidt mere om forskernes erfaringer i boksen under artiklen.
\ Læs mere
\ Forsker: Svært at sprede sig over tre fagfelter
Forskerne ville gerne udvide samarbejdet på tværs af faggrænser og dykke endnu længere ned i historien og kriminologien i The Wire. Men det viste sig faktisk, at det var svært at få tidsskrifter til at se fidusen i at sprede sig over tre fagfelter.
»Vi fandt for eksempel tidsskriftet Crime, Media, Culture, som vi troede var perfekt for os. Men vi blev alle lidt chokerede, da vi fik det hårdeste og hurtigste afslag på en artikel, nogen af os har fået. Efter 20 minutter skrev redaktøren, at han ikke kunne se, at det skulle være videnskab. Det er klassisk og det, man risikerer, når man arbejder på tværs, at selvom man taler om, at det er vigtigt at lave tværdisciplinær forskning, så læser en humanist en artikel med humaniora-briller osv. Det er svært at finde nogen, der vil læse en artikel på artiklens egne præmisser.«
»Men det har alligevel været opløftende, for vi har holdt møder, og vi har samskrevet artiklen, og det har givet en viden om nogle ting, som jeg som humanist vidste mindre om, samtidig med, at kriminologen Robert Andersson har kunnet skrive om en tv-serie på en måde, han aldrig ville gøre normalt. Så det er opmuntrende, men ikke ligetil at arbejde sammen på den måde,« bemærker Jørgen Bruhn.
