Filmen 'Fifty Shades of Grey' har netop haft premiere. Det foregik under stor fanfare; en engelsk biografkæde modtog eksempelvis forudbestillinger på billetter til en værdi af 1,3 millioner pund (ca. 13 millioner danske kroner, red.), så man kan roligt sige, at filmatiseringen af E. L. James' roman er kritiker-sikret.
Det er svært at skrive om 'Fifty Shades' uden at blive fanget af overflod: Oversat til 51 sprog, mere end 100 millioner eksemplarer solgt, traileren set over 50 millioner gange på YouTube. 'Fifty Shades' er romanen, der har peppet sexlivet op i de (hetroseksuelle) ægteskabelige soveværelser og ledt vejen til dens eget udvalg i sexlegetøj.
For at kunne udnytte lanceringen af filmen mest muligt, har den britiske byggemarkedskæde B&Q advaret deres personale om, at de kan forvente et skyhøjt salg af ledningsremme og gaffatape.
Der findes endda et 'Fifty Shades'-vaskemiddel, produceret i begrænset oplag, som hjælper med den værste rengøring efter samleje.
Springet fra trilogiens sadistiske milliardær til vaskemiddel kan virke enormt, men sammenstillingen af både romanens tilsyneladende almindelige heltinde, Ana Steele, og dens forfatter, den midaldrende, middelklassemor, med den utroligt velhavende, utroligt sexede og utroligt ødelagte Christian Grey, har altid været romanens kerne.
Defineret af kvinders indbyrdes forhold
På trods af, eller måske på grund af, dens resolutte heteroseksuelle måde at udtrykke sig på, er ‘Fifty Shades' fænomenet lige så, hvis ikke mere, defineret af kvinders indbyrdes forhold end deres forhold til mænd.
Det spilles der helt klart på forud for filmpremieren i portrætteringen af filmens instruktør, Sam Taylor-Johnson. Her er endnu en midaldrende mor, som efter fire børn er blevet overset i professionel henseende, men som bliver givet endnu en chance med ‘Fifty Shades'.
Der har selvfølgelig været meget kritik af bogen og nu filmen. Til tider har denne kritik været et dårligt forklædt kvindehad rettet mod forfatteren, fansene og nu instruktøren. Det har til gengæld gjort det lettere for tilhængerne af ‘Fifty Shades' at påstå, at fænomenet er feministisk.
Udfordringen i at kritisere ‘Fifty Shades' for feminister er at give udtryk for vores bekymringer, men uden at blive trukket ind i mediernes tilbøjelighed til at sætte kvinder op mod kvinder eller blive hevet ind i en diskussion om en vis seksuel skiks fortrin og ulemper.
Kærlighed og mishandling
Hvis man ser nærmere på dem, er sexscenerne i ‘Fifty Shades' nærmest distraherende. Det påstås hårdnakket om bogen - og det er også derfor, filmen har premiere lige før Valentinsdag - at bag al det ‘kinky bolleri’ gemmer der sig en kærlighedshistorie.
Jeg er enig. Dette er ikke en godkendelse. Det er simpelthen en konstatering. Selvom sex ikke er irrelevant, er det kærlighed, der oftest bruges i retfærdiggørelsen af misbrug og mishandling uden for BDSMs grænser (BDSM er en overlappende forkortelse for Bondage & Disciplin, Dominans & Submission (underkastelse) og Sadisme & Masochisme (eller Sadomasochisme).
Det er ikke overraskende, at det meste af kritikken rettet mod ‘Fifty Shades’ kommer fra feminister, der taler på vegne af kvinder, der er på flugt fra vold i hjemmet.
Den mest kendte kampagne rettet mod filmen, er under hashtagget #50dollarsnot50shades. Her opfordres potentielle publikummer til at anerkende denne forbindelse ved at donere prisen på en biografbillet til et lokalt asyl.
Hvad der i virkeligheden foregår
Sam Taylor-Johnsons seneste interviews forsøger at vende tilbage til sikre emner. ‘Behøver feminister at være øverst?’ spørger hun. På trods af sin egen kamp for at komme øverst professionelt efter fødslerne af sine fire børn, er dette ment som et seksuelt og ikke et socialt spørgsmål.
Det er klart, at kvinder (og mænd) kan vælge (og vælger) at deltage i BDSM-relaterede aktiviteter. Hvis disse valg er foretaget af ligeværdige deltagere, kan jeg ikke se, at det kommer nogle andre ved.
(Foto: taniavolobueva/ Shutterstock)
Men her ligger problemet. Christian og Ana er ikke ligeværdige uden for deres seksuelle forhold, så fantasien om seksuel underkastelse kolliderer med en mere brutal virkelighed.
Jeg er mindre bekymret over, hvad Ana og Christian foretager sig i soveværelset (og i karbadet, elevatoren, bilen, på klaveret ...) end hvordan Christians kontrollerende opførsel udenfor det, ikke bare bestemmer betingelserne for Anas ‘samtykke’, men i sig selv er en slags misbrug.
Lumsk og snigende overvågning
Han overvåger, hvad hun spiser, hvilken bil hun kører i, hvor hun arbejder, hvad hun har på, hvem hun ser, hvad de laver. Alt dette gøres på lumsk og snigende vis, fordi han elsker hende, og hans formue berettiger - og på en overdådig måde brandemærker - hans valg.
Det er ikke for ingenting, at det er blevet kaldt ‘formue-porno’. Derudover bliver Christians kontrollerende opførsel igen og igen fremstillet som Anas redning; både fra hende selv og den strøm af mænd hvis hensigter hun på farligste vis misfortolker.
Det er, hvad feminister i lang tid har kaldt den mandlige beskyttelsesfidus. Det er handlingen i utallige kærlighedsromaner, hvis naive og unge hovedpersoner danner par med mere livserfarne, magtfulde mænd.
30 år senere er debatten over ‘Fifty Shades' mere hedonistisk, samtidig med at den tjener en lige så konservativ funktion: Den endelige destination er stadig heteroseksuelt ægteskab og børn. Alle andre valg er der hurtigt lukket for.
‘Fifty Shades' af berettigelse
E. L. James placerer sig midt i bogens målgruppe, når hun gentagne gange - og en smule koket - fortæller, hvor frydefuldt det har været at udføre research til bogens sexscener sammen med sin mand. Romanen er hendes fantasi, i første omgang skrevet for hende selv.
Om den enkelte kvinde vil finde nydelse ved buttplugs er ikke det, det det drejer sig om her. Det er snarere, at romanens involvering i en bredere debat om kønsrolleopdelt vold og magt, ikke kan fantaseres væk.
I sidste ende er et af de tilbagevendende emner i de tre bøger, den udtrykkelige måde Ana beskriver Christians kontrollerende opførsel som ‘stalking’. Alligevel accepterer hun, at han gør det, fordi han elsker hende.
Det er overensstemmende med det fælleskulturelle syn, hvor neurotisk mandlig opførsel og mænds følelse af berettigelse over for kvinder, alt for ofte er legaliseret, med håndgribelig og materiel indvirkning på kvinders sikkerhed og liv.
Ana indvilliger i at gifte sig med Christian som 21-årig og efter kun et par ugers forhold, fordi han behøver bekræftelse på, at hun er ‘hans’.
Hun moderer sin opførsel for at holde hans vrede i skak, i anerkendelse af den moderlige omsorgssvigt og det pædofile misbrug (af en ældre kvinde), som har bragt ham til dette punkt. Maskulin vold er et feminint ansvar.
Og det er det, snarere end hvad der sker af seksuelle aktiviteter, som mest af alt bekymrer mig ved ‘Fifty Shades'. Den ophæver feminismen, ikke fordi Ana ‘vælger’ at være underdanig i nogle af deres sexscener, men fordi filmen bruger BDSM som røgslør for et meget konventionelt, krænkende forhold.
Karen Boyle hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.
