I de sidste 2-3 år har jeg sammen med et par kollegaer arbejdet på en bog om økonomer, der blev ministre. Bogen 'Med hånden på statskassen – økonomer i regering' udkom sidste år.
Havde vi ikke været opmærksomme på det før, så blev det i hvert fald under arbejdet klart, at sammensætningen af danske regeringer og det danske folketing er skiftet relativt dramatisk i de sidste hundrede år.
Fra tidligt i det 20. århundrede til 1960 stod kampen mellem landets to store befolkningsgrupper og hovederhverv, arbejdere og bønder, industri og landbrug.
Ser man alene på statsministrene, var der tre gårdejere, Madsen-Mygdal (1926-29), Knud Kristensen (1945-47) og Erik Eriksen (1950-53) og tre arbejdere Thorvald Stauning (1924-26 og 1929-1942), Hans Hedtoft (1947-50 og 1953-55) og H.C. Hansen (1955-60).
Bortset fra krigsårene var der faktisk ikke andre statsministre fra 1924-1960.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Økonomerne fik magten… og mistede den til politologerne
Siden har akademikerne domineret, og det var fra 1960 til 2009 først og fremmest økonomer med statsminister Viggo Kampmann (1960-62), Jens Otto Krag (1962-68 og 1971-72) og Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001) og Anders Fogh Rasmussen (2001-2009).
Efter 2009 har der ikke været økonomer som statsministre – politologerne har taget magten. Det er ganske vist kun Helle Thorning-Schmidt, statsminister 2011-2015, der er cand.scient.pol., men ikke desto mindre er skiftet tydeligt.
Hvor der i 1972-73 i Krags sidste regering var seks økonomer og ingen politologer, er der i Mette Frederiksens nuværende regering fem scient.pol.'er, to BA'er i politologi og ingen økonomer.
Fra politisk substans til det politiske spil
Det er ret oplagt, at disse skift har haft afgørende indflydelse på den politiske debat. Søren Mørch sondrer i sin bog '24 statsministre' mellem to former for politik.
På den ene side landbrugspolitik, boligpolitik, økonomisk politik osv. og på den anden side det, han kalder 'politisk politik', der handler om regeringsdannelse, politisk strategi, bogstavlegen om regeringskoalitionerne – SR, SV, VKR, VLAK osv.
Hvor økonomer, bønder og arbejderne alle kom fra arbejdet med konkrete samfundsproblemer, er politologer specialister i det politiske spil, 'politisk politik'.
Og det præger den politiske debat. Hvor økonomen Hans Bischoff i 1970'erne i monopolfjernsynets tid forklarede de økonomiske sammenhænge i tv ved hjælp af byggeklodser og plastikskabeloner, er den slags svært at finde i dagens tv.
Nu er det politiske kommentatorer og besserwissere, der analyserer det politiske spil uden meget blik for de økonomiske og andre realiteter.
Denne holdning til politik har den prominente kommentator Henrik Qvortrup meget eksplicit formuleret i et interview med DSB-bladet 'Ud & Se':
»Jeg har jo aldrig interesseret mig for substansen i politik. Tanken om at beskrive en arbejdsmarkedsreform, studere detaljer i et forlig eller at læse en finanslov gør mig træt (…) Politik er staffage, udenomsværker, taktik. Jeg interesserer mig for skæbnerne, menneskerne, dramaerne, spillet, alt det ikke-kedelige.«
\ Læs mere
Unge politikere uden erhvervserfaring
Denne tendens til en mindre dybtgående debat om politikkens materielle indhold forstærkes af andre tendenser i dagens samfund. Der er ikke kun sket et skift i politikernes uddannelse, der er også sket et skift i alder og erhvervserfaring.
En meget stor andel af dagens politikere starter meget unge i politik og går mere eller mindre direkte fra eksamensbordet ved et samfundsvidenskabeligt fakultet til en plads i folketinget, mange endda uden en afsluttet kandidatgrad.
Det er der i og for sig ikke noget radikalt nyt i; to af 1950'ernes og 1960'ernes store navne, Per Hækkerup og Ole Bjørn Kraft havde begge uafsluttede økonomstudier bag sig.
Det nye er, at det er en så dominerende andel af folketingsmedlemmerne, der er helt uden erhvervserfaring og dermed uden erfaringer uden for politik.
Af de nyvalgte folketingsmedlemmer ved valget i 1966 var under 15 procent under 35 år, mens det efter årtusindskiftet er over 40 procent. I 1966 havde kun fire procent af de nyvalgte under fire års erhvervserfaring, mens det ved de seneste valg er over en tredjedel.
Tendensen til en manglende dybtgående debat forstærkes af, at en stor del af den politiske debat foregår på de sociale medier, for eksempel Twitter, hvor man højst må bruge 280 tegn.
Samtidig risikerer debatten på de sociale medier let at komme til at foregå i ekkokamre, hvor man kun kommunikerer med dem, man er enige med. En fyndig og slagkraftig formulering tæller mere end en grundig og konsistent argumentation.
Ingen akademiske fyrtårne i dagens politik
I dagens debat bliver det ofte hævdet, at da bønderne og arbejderne mistede den politiske magt, blev den overtaget af en akademisk elite. Det er imidlertid en sandhed med store modifikationer.
Det er jo rigtigt, at den jævne arbejder og bonde i høj grad er forsvundet ud af politik. Men det er de akademiske fyrtårne også.
Med Per Stig Møller forsvandt den sidste politiker med en doktorgrad. Tidligere var der i næsten alle partier adskillige, der kom fra topposter i både forsknings- og undervisningsverdenen og i erhvervslivet.
SF-lederen Morten Lange var professor i biologi og rektor for Københavns Universitet. Venstre-statsministeren Poul Harling var seminarierektor, den socialdemokratiske udviklingsminister Lise Østergaard var professor i psykologi, både den socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen og den konservative skatteminister Isi Foighel var professorer i jura.
\ Læs mere
\ Forskningens Døgn
20.-26. april skulle der have været afholdt Forskningens Døgn, hvor forskere lander over giver gratis foredrag i skoler, virksomheder, biblioteker m.v.
Det arrangement har coronakrisen desværre aflyst. Her på Forskerzonen markerer vi Forskningens Døgn med en række artikler af forskere, der ville have holdt foredrag i denne uge.
Økonomiske professorer blev politikere
Det er også tydeligt for økonomernes vedkommende. I bogen 'Med hånden på statskassen – økonomer i regering' beskriver Jens Thomsen, Jørgen Hansen og jeg de universitetsuddannede økonomer, der har været ministre i de sidste 100 år.
Der er selvfølgelig en del af dem, der er gået ind i politik som helt unge ligesom vore dages politikere, men der er også mange med imponerende karrierer bag sig, inden de blev politikere.
Hele fem af dem var professorer i økonomi, inden de blev politikere (socialdemokraterne Erling Olsen og Bent Rold Andersen, venstremændene Thorkild Kristensen og Poul Nyboe Andersen og den radikale Kjeld Phillip).
Viggo Kampmann var departementschef i økonomiministeriet, før han blev minister, og K.B. Andersen og Knud Heinesen højskoleforstandere.
Uden erhvervserfaring er det sværere at følge sin overbevisning
Det, at politikerne kom til politik med en glorværdig karriere bag sig, havde også betydning for den måde, de kunne drive politik på.
Havde de synspunkter, de for alvor gik ind for, kunne de stå fast på dem, uafhængigt af om de var populære eller havde partiledelsens opbakning.
De kunne jo altid vende tilbage til deres karriere uden for politik. Politik var for disse akademikere, som tidligere for gårdejerne, et tillidserhverv og ikke deres primære levebrød. 'Levebrødspolitiker' var et skældsord.; det ord er nu gået ud af brug.
Kendt er historien om Erling Olsen, der efter et interview bliver spurgt af journalisten:
»Mange andre økonomer og politikere siger det samme som dig, men der er ikke andre, der vil citeres for det. Er du modigere end de andre?«
Hvortil Erling Olsen svarede:
»Nej, men jeg har en bedre pensionsordning.«
En yngre politolog, der kommer ind i politik uden nogen former for erhvervserfaring uden for politik, vil ofte have ret ringe alternative beskæftigelsesmuligheder, hvis han ikke bliver genvalgt. '
Det kræver derfor en meget fast rygrad at gå imod en stærk stemning inden for ens egen vælgergruppe, gå ind for en upopulær reform eller lægge sig ud med partiledelsen.
Det kan let komme til at præge politik i retning af en lidet konstruktiv blokpolitik. Er man i oppositionen, kan man let fristes til gold kritik, og er man i regering, kan man fristes til at please ens egne vælgere.
'Blokpolitik' og 'man skal kunne tælle til 90' bliver derfor naturlige slagord, hvor det tidligere var 'det samarbejdende folkestyre'.
Nødvendigt med et bedre forhold mellem presse og politikere
Alt dette har resulteret i, at politikere og journalister – demokratiets kernetropper – i alle analyser af folks tillid til forskellige befolkningsgrupper ligger i bunden sammen med ejendomsmæglere og brugtbilsforhandlere. Og det er selvfølgelig yderst betænkeligt.
Det må kraftigt appelleres til politikere og journalister om, at de behandler hinanden så godt, at også nuancerede synspunkter kan komme frem, og at også egnede folk, der ikke er alt for hårdhudede, kan se sig selv i en politisk karriere.
Det er helt afgørende for demokratiets fremtid, at vi får sammensat regering og Folketing på en sådan måde, at det store flertal af befolkningen kan finde kandidater, som de betragter som nogen af deres egne, og ikke betragter politik som et særligt spil for en bestemt 'K 1214-kultur' (opkaldt efter Christiansborgs postnummer).
Det er oplagt, at pressen skal være en effektiv kontrol af magtapparatet, men hvis ethvert politikerinterview ligner et forhør, hvor journalisten prøver at få politikeren til at indrømme sine fejl og erkende sine skumle motiver, mister mange egnede kandidater lysten til at gå ind i politik, og befolkningen mister tilliden til både politikere og medier.
Hvis alle udtalelser betvivles, mister folk evnen til at skelne mellem fakta og fake news. Når en interviewer slutter et spørgsmål med 'ja eller nej', er det tid til at skifte kanal.
En tid med en helt anden tillid
Fortidens økonomiske toppolitikere som Thorkild Kristensen og Viggo Kampmann behandlede hinanden med respekt.
Da Hans Hedtofts regering med Viggo Kampmann som finansmister i 1950 blev væltet, og Thorhild Kristensen overtog finansministerposten, var han villig til at acceptere Kampmann som departementschef i sit ministerium.
Det blev af gode grunde ikke til noget, men det viste en forbilledlig tillid mellem politiske modstandere.
\ Læs mere
\ Kilder
- Niels Kærgaards profil (KU)
- 'Med hånden på statskassen – økonomer i regeringen', DJØF Forlag (2019)
- Kapitlet 'Fra folkestyre til politiker-, teknokrat- og markedsstyring' i antologien 'Fra modernitet til Pluralisme: Nation – Stat – Folk – Kirke i det 20. århundredes Europa', Forlaget Anis (2008)
- '24 statsministre', Gyldendal (2001)
- 'Fra ælling til ugle – erindringer', Forlaget Fremad (1999)
- 'Manden der gerne ville være blød', Ud & Se, DSB (2008)
