Har spædbørn en forståelse for magtstrukturer og retfærdighed i en social kontekst? Ja, lyder konklusionen i et nyt studie.
For børn på 17 måneder forventer, at ledere - men ingen andre - griber ind, når et medlem af en social gruppe gør noget uretfærdigt.
»Vi ved, at voksne forventer, at lederne af de sociale grupper griber ind for at stoppe overtrædelser,« siger Maayan Stavans, der er postdoc på Bar-Ilan University i Israel, og som deltog i studiet.
»Vi prøvede derfor at finde ud af, hvor tidligt disse forventninger vises i menneskets udvikling, så vi undersøgte spørgsmålet hos meget små børn,« forklarer han.
Studiet bygger ifølge phys.org på en veletableret metode, der giver indsigt i ræsonnementet hos børn, der er endnu ikke har et færdigt sprog.
Og nu skal du holde fast - for metoden handler om at bruge bjørnedukker.
Man ved, at små børn typisk stirrer i længere tid på begivenheder, der udspiller sig på måder, de ikke forventer.
»Ved at spore, hvor længe børn stirrer på forskellige begivenheder, får vi indsigt i, hvad de synes,« siger Stavans.
Undersøgelsen involverede 120 spædbørn. I en række forskellige eksperimenter brugte forskerne bjørnedukker til at udspille forskellige situationer foran babyerne, der sad på deres forældre skød.
Nogle babyer kiggede på scenarier, der involverede en hovedpersonbjørn, som to andre bjørne behandlede som en leder, mens andre babyer så en hovedpersonbjørn, der ikke havde autoritet over de andre bjørne.
I alle scenarierne præsenterede hovedpersonen de to andre bjørne for to stykker legetøj, men den ene bjørn greb hurtigt begge stykker legetøj, så den anden bjørn ikke fik noget legetøj.
Dernæst udspillede forskerne to forskellige scenarier:
- Enten rettede hovedpersonbjørnen uretfærdigheden ved at give et stykke legetøj til bjørnen, der intet havde fået.
- Eller også ignorerede hovedpersonbjørnen overtrædelsen.
»Spædbørnene stirrede længere, da lederen ignorerede forseelsen, end da hun rettede det. Det antyder, at spædbarnet forventede, at lederen ville gribe ind og rette det forkerte i sin gruppe, og at barnet derfor blev overrasket, da det ikke skete,« siger professor i psykologi Renée Baillargeon fra University of Illinois, der logså deltog i studiet, til mediet.
Men selvom børnene reagerede, når lederen ikke greb ind, så havde de ingen særlig forventning om indblanding fra ikke-ledere (altså, når hovedpersonbjørnen ikke opførte sig som eller blev behandlet som en leder).
Fundet antyder, at børn i deres andet leveår har en veludviklet forståelse for sociale hierarkier og magtdynamikker, siger Baillargeon.
Studiet er udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences.






























