KORT NYT FRA DANMARK:
Danske aviser afspejler i høj grad den politiske elites synspunkter, når de gennem de seneste 10 år har debatteret dansk deltagelse i krigene i Afghanistan, Irak og Libyen på lederplads.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse, hvor det påpeges, at aviserne hermed kun i ringe grad udfordret meningsdannelsen omkring Danmarks krigsdeltagelse.
Baggrunden for pressemeddelelsen er en netop publiceret analyse fra to medieforskere på Københavns Universitet.
»Vi har analyseret ledere i fem forskellige danske dagblade for at undersøge danske avisers holdninger til Danmarks deltagelse i krigshandlinger gennem mere end ti år. Vi kan se, at holdninger på lederplads i høj grad afspejler den politiske elites synspunkter, det vil sige de holdninger, der er bred enighed om blandt de fleste af folketingets partier,« siger professor Stig Hjarvard i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.
Sammen med sin kollega lektor Nete Nørgaard Kristensen har han netop publiceret sine resultater i det internationale tidsskrift Media, War & Conflict.
Analysen viser, at landsdækkende aviser som Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og B.T. generelt har bakket op om Danmarks krigsindsats, specielt i Afghanistan og Libyen. Støtten til krigene har i høj grad været begrundet ud fra højere, humanitære idealer og hensynet til generelle internationale politiske hensyn, som for eksempel ’kampen mod terror’, skriver Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Ifølge Stig Hjarvard adskiller kun dagbladet Information sig fra andre aviser ved i højere grad at indtage selvstændige, politiske synspunkter på lederplads, uafhængig af den herskende politiske enighed.
Læs også:
Krigen mod terror skyder menneskerettighederne i smadder
Derfor raser debatten om den kolde krig
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























