Ifølge biskoppen Geoffrey of Monmouth, der var forfatter til ‘History of the Kings of Britain’ fra 1136, blev Stonehenges mystiske monolitter på mystisk vis først fragtet til Stonehenge af troldmanden Merlin.
Merlins hær stjal de enorme sten fra en myteopspunden, irsk stencirkel kaldet Giants' Dance.
Flere århundrede før udviklingen af selv den mest rudimentære (uudviklede) geologi indhyllede Geoffrey of Monmouths eksotiske teori de 5.000 år gamle kæmpesten i endnu et lag mystik.
Men nu ser det ud til, at den middelalderlige krønikeskriver og biskop havde fat i den lange ende.
Selvom stenene ganske vist ikke blev flyttet ved hjælp af magi, men muskelkraft og råstyrke, og heller ikke blev stjålet fra Irland, men flyttet fra Wales, afslører vores nylige forskning, at Stonehenge sandsynligvis først stod på en forblæst bjergskråning ved kysten i Pembrokeshire i det sydvestlige Wales, nærmere betegnet et sted kaldet Waun Mawn, 3.000 år før vor tidsregning.
Vores fund har enorm betydning for vores forståelse af det verdensberømte stenaldermonument.
Man har længe vidst, at stenene stammede fra Wales
Opførelsen af Stonehenge på den nuværende lokation (Salisbury Plain, et kalkstensplateau i det centrale sydlige England, red.) blev påbegyndt omkring 3.000 år før vor tidsregning.
Selve konstruktionen var opdelt i 5 faser, det strakte sig over 1.500 år.
Blandt stenene (de såkaldte bluestones) finder vi: blålig dolerit, rhyolit, vulkansk aske og sandsten, som, vi længe har vidst, stammede fra Preseli Hills (Mynydd Preseli) i det sydvestlige Wales, mere end 225 kilometer væk.
Stonehenge er dermed den eneste stencirkel i Europa med sten fra stenbrud, der lå mere end 20 kilometer væk, hvilket er meget usædvanligt.
Fund bekræfter, at der fandtes stenbrud, hvor Stonehenges sten stammer fra
Vores udgravning ved Stonehenge i 2008 producerede evidens for, at de walisiske bluestones havde udgjort Stonehenges første stencirkel, hvor de var arrangeret i en stor, udstrakt cirkel kaldet ’Aubrey Holes’.
For nylig matchede geologer to slags dolerit og rhyolit fra Stonehenge med specifikke dagforekomster (dagforekomster er klipper, der rager op over jordskorpen, red.) ved Preseli Hills kaldet Carn Goedog and Craig Rhos-y-felin.
Det førte vores team til Preseli Hills for at granske dagforkomsterne. Her fandt vi evidens for redskaber brugt i et stenbrud – stenkiler og hammersten – der bekræfter, at der rent faktisk var et stenbrud på denne lokation i stenalderen.
Nok allermest afgørende var det forkullede træ og hasselnødder identificeret af arkæobotanikeren, Ellen Simmons, fordi dette leverer evidens for, at sten og klippestykker blev udvundet ved begge lokationer fra omkring 3.400 år før vor tidsregning.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Stenene må have stået et andet sted først
Men den tidlige datering af stenbruddene undrede os. Det tog vel ikke 400 år at fragte de store sten til Stonehenge?
Stenene fra Carn Goedog and Craig Rhos-y-felin må altså have stået et andet sted i flere århundrede, før de blev transporteret til Wiltshire.
Dette stemmer også overens med den fremtrædende walisiske geolog Herbert Thomas' teori. I 1923 foreslog han, at Stonehenges bluestones blev fragtet til Salisbury Plain af mennesker - og ikke af istidens gletsjere, som det ellers var blevet foreslået.
Herbert Thomas konkluderede, at de såkaldte bluestones først havde været sat i en såkaldt 'venerated stone circle' ('cirkel, der næres ærbødighed for', red.) et sted i Wales.
For at finde evidens for denne teori var vi nødt til at finde den originale lokation. Derfor vi gik i gang med at søge efter en walisisk stencirkel, som vi endeligt kunne forbinde med stenene på Salisbury Plain.
Waun Mawn havde stenhuller, der passer til Stonehenge-stenene
Vi kiggede faktisk først på Waun Mawn: En ærligt talt uimponerende bue med fire sten kun fem kilometer fra stenbruddet.
Vi afskrev lokationen efter en kortvarig besigtigelse, og først da vi intet held havde med andre cirkulære monumenter i området, vendte vi tilbage til Waun Mawn for en sidste spekulativ udgravning.
Til alles glæde opdagede vores udgravningssupervisor Dave Shaw to tomme stenhuller: én i hver ende af stenbuen, hvor der engang har stået sten.
Efterfølgende udgravninger afslørede yderligere stenhuller, placeret i en cirkel med den samme diameter som Stonehenges indhegnende grøft.
Datering af hullerne passede med hypotesen
Dateringen af stenhullerne - hvornår stenene først blev placeret i Waun Mawn, og hvornår de blev fjernet igen - var afgørende for etableringen af en forbindelse til Stonehenge.
Opførelsen og afmonteringen måtte have fundet sted før 3.000 før vor tidsregning; altså før den første fase af opførelsen af Stonehenge.
Vi anvendte en teknik kaldet 'optisk stimuleret luminescens' (OSL) til at datere sedimentet i stenhullerne.
OSL-teknikken kan angive, hvornår mineralkorn i sedimentet sidst blev udsat for dagslys, umiddelbart før aflejring.
Ved hjælp af denne metode daterede vi opførelsen af Waun Mawn til at ligge i midten til den sidste del af det 4. årtusinde før vor tidsregning, hvilket vil sige, at Waun Mawn blev bygget kort før den første opførelse af Stonehenge.
\ Læs mere
Afslået stenflig ved Waun Mawn passede perfekt i en Stonhenge-sten
Bemærkelsesværdigt nok fandt vi også i et af stenhullerne ved Waun Mawn en stenflig, der må være faldet af den bluestone-søjle, der oprindeligt stod der.
Stenfligen viste sig at være ‘unspottet’ dolerit, den finkornede bjergart som tre af stenene ved Stonehenge består af.
Aftrykket, der blev efterladt af bluestone-søjlens flade bund af var usædvanligt tydeligt.
Det afslørede, at denne sten havde et usædvanligt femkantet tværsnit, som kun blev matchet af én af de 43 blåsten ved Stonehenge.
En computermodel af Waun Mawn-aftrykket og sten nummer 62 ved Stonehenge viste, at de passede perfekt sammen: som en nøgle i en lås.
Et spørgsmål står stadig hen: Hvorfor flyttede stenalderfolk stenene?
Evidensmængden, der knytter Waun Mawn til Stonehenge, er stærk. Men et fascinerende spørgsmål er stadig ubesvaret:
Hvorfor flyttede menneskene i den yngre stenalder overhovedet stenene?
Analyser af de kremerede jordiske rester af de mennesker, der blev begravet ved Stonehenge for tusinder af år siden, leverer muligvis svaret.
En ny teknik til udvinding af strontiumisotoper fra kremerede knogler har hjulpet os med at lære mere om de jordiske rester, der er begravet ved Stonehenge.
Teknikken afslører, at de mennesker, der blev begravet der for 5.000 år siden, kom fra forskellige geologiske regioner i Storbritannien.
\ Strontium-isotoper sladrer om fortiden
Strontium er et grundstof, der findes i små mængder i jordbunden og i søer, bække og åer.
Men det er også et grundstof, der binder sig til kalk, der findes i mad og vand. Derfor vil vores tænder indeholde en særlig strontium-signatur, der afspejler det område, vi er vokset op i, gennem den mad, vi spiser, og det vand, vi drikker.
Videnskab.dk har tidligere skrevet om, at strontium-isotoper har sået tvivl om, hvorvidt nationalklenodier som Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden overhovedet stammede fra Danmark eller var indvandret.
Læs mere i artiklen Nyt studie sår tvivl om Egtvedpigen og Skrydstrupkvindens oprindelse
Fire af de analyserede individer havde geologiske signaler, der var i overensstemmelse med mennesker, der boede i det vestlige Wales. Det er derfor meget sandsynligt, at folk kom med de såkaldte bluestone - og at de blev hos dem.
Teori: Stonehenge var for de afdøde
En teori om, der forsøger at forklare, hvorfor forhistoriske mennesker demonterede en stencirkel i det vestlige Wales og transporterede den hele vejen til Salisbury Plain, lyder, at stenene var legemliggørelsen af disse personers forfædre.
Denne hypotese er baseret på den madagaskiske arkæolog Ramilisoninas observation: På Madagaskar repræsenterer sten og klipper forfædrene, fordi de er varige og permanente, i modsætning til træ, der er forbigående, ligesom de levende.
Vores fund slutter sig til Ramilisoninas teori: Gravene indikerer, at Stonehenge var et sted for de afdøde, mens der er evidens for nærliggende ‘woodhenges’ ved Durrington Walls, der var omgivet af de levendes huse.
Måske besluttede menneskene i Preseli Hills, Wales, i den yngre stenalder for omkring 200 generationer siden at flytte til et andet ceremonielt kompleks ved at hive stenene op og 'genplante' dem for at vinde en slags 'nedarvet' autoritet over dette nye landområde.
Stonehenge er stadig mystisk - men den nye viden giver os lidt flere svar
Hvis der er nogen som helst sandhed i biskoppen Geoffreys legende, er det ikke meget.
Historier, der går fra mund til mund, vokser og forandrer sig, i takt med at de bliver fortalt, og tilsyneladende uforklarlige fænomener som de enorme monolitter ved Stonehenge bliver ofte tilskrevet magiske kræfter.
Stenene ved Salisbury Plain vil uden tvivl fortsætte med at fortrylle verden, og vores forskning har hjulpet med at besvare nogle af de mange spørgsmål, der omgærder ét af de mest berømte forhistoriske monumenter.
Mike Parker Pearson modtager støtte fra British Academy, Gerda Henkel Stiftung, Rust Family Foundation, NERC, National Geographic Society, Cambrian Archaeological Association, Society of Antiquaries, Royal Archaeological Institute og National Museums Wales. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
