Al magt til sovjetterne!

Sloganet i overskriften stammer fra den russiske revolution i 1917. Det blev især brugt af bolsjevikkerne, men i virkeligheden var det et bedrag.

Sovjetterne var imidlertid populære blandt arbejderne og soldaterne, og derfor ville bolsjevikkerne udnytte dem til at fremme deres egne interesser og til selv at gribe magten. Det lykkedes dem som bekendt i oktober 1917, og det skete vel at mærke i sovjetternes navn.

Men hvad var sovjetterne egentligt for noget?

Vi hører første gang om dem under nogle omfattende uroligheder i Rusland i 1905, hvor arbejderne på de store virksomheder i hovedstaden Petersborg og andre steder mere eller mindre spontant begyndte at danne arbejderråd for at forsvare deres interesser. Et råd hedder på russisk sovjet.

Da den sociale uro atter når et højdepunkt i begyndelsen af 1917, begynder arbejderne igen at organisere sig i sovjetter, men denne gang fik de følgeskab af først soldaterne og siden af bønderne.

Sovjetterne kommer snart til at udgøre det, man med et moderne begreb kunne kalde en basisdemokratisk organisation. På en arbejdsplads, i en hærenhed eller i en landsby vælger medlemmerne af de pågældende sovjetter, hvortil alle har adgang, nogle folk, der repræsenterer dem på de såkaldte sovjetkongresser, som der i 1917 blev afholdt to af i hovedstaden Petrograd (Sankt Petersborg).

Bolsjevikkerne får momentum

I 1917 var hovedstadens sovjet den største og den mest dominerende i landet, og alle andre sovjetter fulgte dens beslutninger. I spidsen for Petrogradsovjetten, der bestod af flere hundrede mand, stod Eksekutivkomiteen, der populært kunne kaldes for sovjetregeringen.

Sovjetterne var fra begyndelsen et socialistisk projekt, og de to helt dominerende partier var De Socialrevolutionære, der især havde tilslutning på landet, og mensjevikkerne, der var et arbejderparti.

Disse to partier ønskede at erstatte tsarismen i Rusland med et demokratisk system, og det skulle ske gennem en politisk revolution.

Det langt mindre og mindre betydningsfulde Bolsjevikparti lå i begyndelsen på samme linje, men da Lenin vendte hjem til Rusland efter 17 år i politisk eksil i april 1917, indledtes et kursskifte, der betød, at partiet ikke længere ville nøjes med en politisk revolution, der skulle give landet demokrati. I stedet krævede det en social revolution, der ville være ensbetydende med afskaffelsen af den private ejendomsret til jord og produktionsmidler.

Med andre ord indførelsen af socialismen.

\ Læs mere

Krigen 1914-1918 – og hvordan den forandrede verden

Socialister valgte borgerlig regering

Martov, der var et fremtrædende medlem af Mensjevikkerne, mente, at det var halsløs gerning at ville gennemføre socialismen i et tilbagestående bondesamfund som Rusland, der oven i købet befandt sig i en blodig krig, der havde bragt landet på sammenbruddets rand. Det kunne, skrev han, ikke føre til andet end et blodigt tyranni.

Da arbejderkvinderne gik på gaderne i Petrograd i februar 1917 med krav om brød og fred, udviklede det sig hurtigt til meget omfattende demonstrationer og social uro, hvor våbenlagre, ammunitionsdepoter og fængsler blev stormet.

Efter nogle få dage besluttede liberale kræfter i Dumaen (det russiske parlament) at få sat en stopper for de mere og mere kaotiske tilstande. Man overtalte for det første tsar Nikolaj II til at træde tilbage og give plads til en regering, der havde folkets tillid.

Da regeringen skulle dannes, kontaktede politikere Petrogradsovjettens ledelse (Eksekutivkomiteen), og man blev enige om at danne en rent borgerlig regering. Den skulle forberede valget af en grundlovsgivende forsamling og arbejde på hurtigst muligt at få afsluttet krigen.

Det kan undre, at socialisterne i sovjetten således uden videre godkendte en borgerlig regering. Man var imidlertid af den opfattelse, at der var tale om en borgerlig revolution, og det derfor var det rigtigste med en borgerlig regering.

Kritikere af sovjetten mente, at årsagen var, at der ikke var nogen af lederne, der ville risikere at tage regeringsansvar i den i sandhed meget problematiske situation, landet befandt sig i.

\ Læs mere

Hvordan afslutter man en revolution?

Regering på sovjettens nåde

Da denne foreløbige (provisoriske) regering var på plads, var der imidlertid en ministerpost, der var besat af et medlem fra Sovjetten. Det var Kerenskij, der blev justitsminister. Allerede i april fulgte flere socialister i hans fodspor. Regeringens borgerlige ledere håbede, at socialisterne, når de fik ansvar, ville lægge en dæmper på deres krav og opføre sig som ansvarlige ministre.

Sandheden var, at den Provisoriske Regering allerede fra første færd følte sig presset af sovjetten, og bedre blev det ikke, da sovjetten vedtog den såkaldte 'Ordre nummer et'. Her hed det, at hverken regeringen eller den militære ledelse kunne beslutte noget, der angik krigen, uden at rådføre sig med sovjetten.

Selv om det næppe var meningen, blev det taget meget bogstaveligt af soldaterne ved fronten og i garnisonerne. Man fremsatte således krav om at vælge officerer og at blive taget med på råd, når og hvis der blev blæst til angreb.

Denne beslutning er med rette blevet set som den første mindre alvorlige nedtur for ikke bare den russiske hær, men også for den russiske stat – også selvom det nok mest var ment symbolsk.

Et ledende medlem af regeringen gav udtryk for, at han var helt klar over, at hans og hans kolleger kun sad på deres poster på sovjettens nåde. En anden sagde, at regeringen havde legitimitet, men ingen magt, mens sovjetten ikke havde nogen legitimitet, men til gengæld magt.

\ Læs mere

Stalins egen tro på systemet gjorde ham til massemorder

Folkeopstand eller politiske forhandlinger

I de såkaldte aprilteser fremsatte Lenin ved sin hjemkomst krav om fred, jord, brød og arbejde – krav, der snart skulle vinde genklang i befolkningen.

Soldaterne var allerede forinden begyndt at smide deres våben og vandre hjem til landsbyerne for at slutte sig til deres kammerater, der var i gang med at beslaglægge godsernes jorde. Bagerbutikker og brødlagre blev i stigende omfang stormet og plyndret, og arbejderne stillede krav om medindflydelse på fabrikkerne.

Der var egentlig ikke mange politikere, der ikke kunne se det rimelige i disse krav, men forskellen på Lenin og de fleste andre var, at han krævede dem opfyldt omgående, mens andre først ville have en grundlov og senere forhandlinger om blandt andet jordfordelingen.

Lenin ville med andre ord social revolution, mens de fleste andre, her ikke mindst det store flertal i sovjetledelsen, ville have gang i en demokratisk proces.

\ Læs mere

Derfor går krige ikke, som politikerne tror

Al magt til bolsjevikkerne

Krisen ved fronten og i det russiske samfund tog til hen over sommeren 1917, og folk blev i stigende grad lydhøre over for bolsjevikkernes krav. Samtidig tog utålmodigheden med den provisoriske regering til. På et tidspunkt fik bolsjevikkerne sågar flertallet i Petrogradsovjetten og i Moskvasovjetten.

Det gav Lenin og Trotskij så meget blod på tanden, at de mente, at tiden var kommet for at styrte den provisoriske regering og udråbe sovjetmagten og den socialistiske revolution.

I de dramatiske dage omkring bolsjevikkernes magtovertagelse var der folk fra de andre socialistiske partier, der bakkede magtovertagelsen op.

Men da de snart så, at Lenin og bolsjevikkerne ikke havde tænkt sig at lave en bred koalitionsregering bestående af medlemmer fra alle de socialistiske partier, men kun af bolsjevikker, og at bolsjevikkerne begyndte at fjerne demokratiske socialister fra sovjetternes ledelser og erstatte dem med bolsjevikker, slog de bak.

Da det skete, var den russiske borgerkrig en realitet. Da den sluttede små fire år senere, havde den kostet millioner af mennesker livet, og sovjetterne var blevet reduceret til værktøjer i det bolsjevistiske statsmaskineri.

'Al magt til sovjetterne' var fra begyndelsen en hul frase. Bolsjevikkerne mente i virkeligheden 'al magt til bolsjevikkerne', og det ønskede de demokratiske socialister ikke.