Derfor går krige ikke, som politikerne tror

Det hedder sig ofte, at politik kan styre en krig. Og det kunne man også ønske sig. Nemlig, at det var det politiske system, der bestemte, hvorfor, hvornår, og hvordan der skal føres krig.

Sådan er det faktisk også oftest. Men kun i den første og desværre mindre vigtige fase.

Den mest berømte udlægning af tesen kommer fra den tyske krigsanalytiker og filosof Carl von Clausewitz (1780-1831), der var direktør for Berlins militærakademi.

Han skrev værket ’Om krigen’ (1832), der, skønt det var ufærdigt ved Clausewitz’ pludselige død af kolera i 1831, regnes for krigsanalysernes ubestridte hovedværk.

Hans berømte formular er, at »krigen er en fortsættelse af politik, men med andre midler.«

Spørgsmålet er nu, hvor anderledes de midler er.

Man må ikke glemme modstanderen

Mange politikere vil gerne vise handlingskraft og beslutningskraft. De ser derfor let krig som et instrument for politik.

Den tilgang så man for eksempel hos Antoine-Henri Jomini (1779-1869), der var generalstabschef hos Napoleon.

Jomini mente, at man kunne styre krigene. Det betød, at man rationelt kunne beregne, hvordan krige skulle forløbe.

Man kunne derfor opstille planer, formler og geometriske kalkuler for, hvem der ville vinde en krig, hvor mange våben og mand der behøvedes, og hvor de skulle sættes ind.

Den tilgang beskrev han i et værk om 'Sammenfatning af krigskunsten' (1839). Napoleon havde da også vundet ualmindeligt mange slag i Napoleonskrigene fra 1795-1815; men slutteligt tabte han. Han vandt ikke freden.

Clausewitz kritiserede Jominis tankegang for at overse, at krige ikke kan planlægges – eller rettere: det kan de godt, der kommer bare til at ske noget andet, så man må ændre planer igen og igen.

Clausewitz’ pointe ligner den, en gammel kinesisk general Sun Tzu havde fremsat i sit lille elegante værk 'Kunsten at føre krig'. Det blev skrevet for over 2.400 år siden og handlede om de krige, der gennem godt 300 år havde samlet Kina.

Clausewitz og Sun Tzu peger begge på, at der er en modstander, som spænder ben for ens planer. Dermed kommer der til at ske noget andet, end man tror. Irakkrigen og Afghanistankrigene er gode eksempler på det.

LÆS OGSÅ: Hvilke regler gælder i krig?

Krigens stridigheder

Næsten alle krige, specielt de større af slagsen, kan illustrere Clausewitz’ analyser

Clausewitz viste, hvordan der altid opstår tilfældigheder i krig, som kan udnyttes af modstanderen. Frem for alt opstår der det, han kalder ’friktion’ og ’tåge’.

Oprindeligt havde han iagttaget ’friktion’ som den politiske friktion, der findes, når tingene ikke flasker sig så gnidningsløst, som man måske havde håbet.

Et eksempel er, da USA håbede på at kunne få godkendt sin plan om Irakkrigen i FNs Sikkerhedsråd i 2003 uden større gnidninger. Men tre af de fem magter, der har vetoret i Sikkerhedsrådet, nemlig Frankrig, Rusland og Kina var ikke overbeviste om USA's argumentation.

Også Tyskland spillede en aktiv rolle i tilbagevisningen af USA's argumentation.

De vejrmæssige udfordringer

Også krigens ’tåge’ havde en indflydelse. ’Tåge’ kan være både vejrmæssige og andre tilfældigheder. I beslutningen om Irakkrigen udgjorde vejret en vigtig faktor.

Den svenske FN-diplomat Hans Blix blev i vinteren 2002-2003 udsendt til Irak, for at finde ud af, om Irak, som USA påstod, havde masseødelæggelsesvåben, og om de havde dem i tilstrækkelig mængde til at kunne true og iværksætte dem over for nabostater, eventuelt endda over længere distancer.

Han fremlagde 14. februar 2003 en rapport i Sikkerhedsrådet. Han og hans stab havde efter 700 ekspeditioner ikke fundet sådanne våben. Men først efter endnu et par måneders eftersøgning kunne han give sikkerhed for, at der ikke forelå nogen form for trussel.

USA ville dog ikke vente yderligere. Det ville nemlig betyde, at den varme irakiske sommer med temperaturer over 50 grader ville forhindre et angreb. ’Tåge’ i form af varme spillede altså en afgørende rolle for USA.

Ligeledes spillede vejret en afgørende rolle i Nazitysklands angreb på Sovjetunionen, da værnemagten foran Moskva angiveligt målte temperaturer langt under 50 graders kulde og frøs fast i enhver henseende.

LÆS OGSÅ: Ukraine-Rusland: De første skud er allerede blevet affyret – i cyberspace

Krigen, der blev startet på falsk grundlag

USA's vicegeneralstabschef, Bill Owens, havde ellers i 2001 i bogen ’Lifting the Fog of War’ argumenteret for, at Clausewitz' teori var forældet. For nu havde man computerberegninger og satellitter til iagttagelse af krigsteatret.

Hans geometriske skitse over Iraks krigsteater ligner faktisk Jominis skitse over Napoleons angreb på Tyskland i 1806. Faktisk havde USA's militær da også længe lagt Jominis kalkulerende tilgang til grund for sine militære taktikker. Men paradoksalt nok påpegede Owens også, at satellitter ikke kan iagttage, hvad der er inde i lastbiler og lagerbygninger.

Det er paradoksalt, for USA havde umiddelbart før Blix’ fremlæggelse i Sikkerhedsrådet ladet sin udenrigsminister, Colin Powell, afholde en meget omdiskuteret tale om, at amerikanske satellitter havde afsløret masseødelæggelsesvåben i Irak. Powell vidste altså, at han løj under sin fremlæggelse, som både massemedier og et flertal af danske politikere troede på.

Bagefter gik Irakkrigen sin gang. Alt, der kunne gå galt, gik galt. Invasionen i Irak medførte en borgerkrig i Irak, som spredte sig til Syrien, hvilket igen sendte massive flygtningestrømme til Europa.

Alt dette var forudsigeligt, og advarslerne herom var blevet overhørt. Advarsler, som går helt tilbage til slutningen af 1980’erne.

LÆS OGSÅ: Hvilke krige var de værste

Overudstrækning af militærmagt

I 1989 udgav den britisk-amerikanske historiker Paul Kennedy en berømt stor bog om ’The Rise and Fall of Great Powers’. I bogen skrev han, at 500 års historie havde vist, hvordan supermagter i deres selvsikkerhed om, at de kunne dominere andre magter, havde haft det med at sende en stor og velforsynet hær langt bort i lang tid.

Siden de spanske habsburgere dominerede Europa i 1500-tallet, har denne fatale overdrivelse af egen magt været kendetegnende for, hvordan supermagten laver et ’overstretch’. Supermagten strækker sig længere, end den kan magte.

Et eksempel er Frankrig, som har gjort det flere gange, eksempelvis da Napoleon forsøgte at erobre Rusland i 1812. Også England strakte sig for langt under Første Verdenskrig, hvilket betød, at landet mistede sin dominerende magt. Nazityskland gjorde det samme i Sovjetunionen, og Clausewitz’ lektie må have redet de tyske generaler som en mare under Anden Verdenskrig.

Tilsvarende skete det for USA, der mistede grebet om Vietnamkrigen. Siden var det Sovjetunionens tur, da landet forsøgte at erobre Afghanistan i 1980’erne, hvor USA – i forsøget på at få Sovjetunionen til at opleve et nederlag svarende til USA’s i Vietnam – støttede partisanerne, der bestod af de mujahedinere, som senere udgjorde kernen i al-Qaeda og Taliban.

Sovjetunionen gav op, og Paul Kennedy advarede derpå i 1989 USA om at foretage en lignende overudstrækning af sin magt. Den kom imidlertid med Afghanistan- og Irakkrigen.

LÆS OGSÅ: Virkelighedens krige er uberegnelige

Partisanangreb gjorde det af med Osmannerriget

Paradokset i super- eller stormagternes nederlag over for mindre magter blev udviklet af den britiske oberst Lawrence (of Arabia) under Første Verdenskrig.

Han havde opfordret arabiske stammer til at gøre oprør mod den tyrkiske overmagt, som med det omfattende Osmannerrige havde underlagt sig hele det østlige Middelhav.

Ved partisanangreb og uforudsigelige nålestik her og der kunne de svage arabiske stammer få tyrkerne til at sende større hærstyrker, end det dårligt finansierede tyrkiske Osmannerrige kunne klare.

Konsekvensen var, at Osmannerriget kollapsede.

Al-Qaeda tirrer den amerikanske ørn

På baggrund af partisanangreb og nålestik var den islamistiske bevægelse al-Qaeda i stand til at lave en strategi om, at USA's greb efter verdensmagten kunne knægtes ved at tirre den amerikanske ørn. Den eneste magt, der efter Sovjetunionens opløsning kunne bekæmpe USA, ville være USA selv.

Al-Qaeda vidste, at nogle strategisk velanbragte nålestikangreb ville få USA til at forsøge at vise sin almægtige supermagtsstatus. USA ville da sende en stor og dyrt velforsynet styrke langt bort, og så gjaldt det blot om at få styrken til at blive i lang tid i eksempelvis Afghanistan, hvor al-Qaeda holdt til.

Afghanistan er ikke en jungle som Vietnam, men er dog ret uigennemtrængeligt, bjergrigt og velegnet til bagholdsangreb og vejsidebomber. I ’bedste’ fald ville et angreb på Afghanistan ikke udgøre en tilstrækkelig demonstration af USA's styrke, og supermagten ville dermed også forsøge at gå efter endnu et land, for eksempel Irak.

Med diktatoren Saddam Hussein ved magten stod Irak ’så godt for hug’ – som en gammel dansk formel fra vikingetiden lyder.

LÆS OGSÅ: 20 år efter 9/11: Det har vi lært af krigen mod terror

USA gik direkte i fælden

USA gik direkte i fælden ved angrebet på World Trade Center og Pentagon 11/9/2001. Allerede to dage efter begyndte man at forberede invasionen af Irak samtidig med Afghanistan-invasionen.

Begge krige har kostet over en million mennesker livet, og man kan rettelig spørge, om det nu også var meningen med al-Qaedas strategi, at så mange muslimer skulle omkomme.

Det blev konsekvensen af den forudsigelige religionskrig mellem sunnimuslimer og shiamuslimer, som man kunne forudsige ville komme efter Irak-invasionen.

Men man kæmper for et evigt rige, ligesom da Nazityskland og Sovjetunionen i 1941-1945 tørnede sammen i kampen mellem to tusindårsriger.

Den slags kampe bliver ekstremt blodige, og omkostningerne bliver let umådelige.

Sovjetunionen mistede på 4 år omtrent 27 millioner soldater og 17 millioner civile, ikke mindst fordi nazisterne også forsøgte at sulte borgerne ihjel ved at erobre Sovjetunionens spisekammer, Ukraine.

Myten om den amerikanske almagt

Spørgsmålet er, hvordan USA fik en sådan myte om egen almagt?

Det hænger ikke blot sammen med udviklingen af informationsteknologi. Baggrunden ligger også i, at der næsten gik politisk sport i at ignorere Sovjetunionens virkelighed under Den Kolde Krig fra 1945 til 1989.

For det første udgjorde Sovjetunionen efter Den Anden Verdenskrig dårligt nok nogen trussel mod andre end sig selv og de stater i Østeuropa, som Den Røde Hær havde erobret i forsøget på at dæmme op for endnu en vestlig invasion.

Stalin ville ikke indrømme over for hverken sine borgere eller udlandet, at landet var helt i knæ efter det store blodbad, der fandt sted under krigen. Det er først arkivernes åbning inden for de seneste årtier, der har muliggjort opgørelsen af landets tabstal under Anden Verdenskrig.

For det andet betyder det ufatteligt meget, at Den Kolde Krig kunne have ført til et fuldstændig civilisations- og naturhistorisk sammenbrud, hvis datidens 50.000 atombomber var blevet udløst.

Det gik næsten galt to gange: i 1962 og i 1983. Det betød også, at den magt, der faktisk var under Den Kolde Krig, var en form for almagt, som næsten kun kan beskrives teologisk sammenligneligt med, hvad man i Højmiddelalderen kaldte Guds Almagt.

Den tilstand førte imidlertid til en fejlslutning, da Sovjetunionen brød sammen i årene efter 1989. USA anså nemlig sig selv som vinder af Den Kolde Krig. Men USA overtog på ingen måde den almagt, som gjorde sig gældende i tiden op til 1989.

Politiske bestemmelser om Vestens frie markedsøkonomiske model kontra socialismens forskellige afskygninger var dengang noget nær altdominerende i kampen om hver eneste sjæl og hver eneste tomme af Jorden og de grænsefastlæggelser, der dengang kunne skabes.

Fejlslutningen kom imidlertid til at betyde et fatalt fejlskøn af, hvad USA var i stand til i de efterfølgende år. Et fejlskøn, der formodentlig stadig dominerer amerikansk politik under Donald Trump.