Abdicere: Hvor stammer ordet fra?

Da Dronning Margrethe II erklærede i sin nytårstale, at hun vil »træde tilbage som Danmarks dronning,« var det første gang i knap 900 år, at en dansk regent ’abdicerede’.

Dermed har det særlige verbum, som bruges, når en siddende regent frivilligt frasiger sig tronen, hidtil levet et relativt stille liv i de danske sprog. Men nu taler alverdens royalister, journalister og andre undersåtter pludselig om at abdicere – og om ’abdikation’ og ’abdicering’.

Men hvor stammer ordet egentlig fra? Og er det kun dronninger og konger, som kan abdicere?

Videnskab.dk har bedt en sprogforsker gøre os klogere på abdikation.

Stammer fra latin

Helt grundlæggende stammer udtrykket fra det latinske ord ’abdico,’ som direkte oversat betyder, at ’frasige sig', forklarer sprogforsker Adam Hyllested.

»Det lidt sjove er, at man også på dansk kan sige, at man ’frasiger sig’ tronen eller ’frasiger sig’ sine privilegier,« forklarer Adam Hyllested, som er ekstern lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Han påpeger, at mens mange danske ord siges at stamme fra latin – uden at det nødvendigvis helt passer, fordi de ikke stammer helt tilbage fra romertiden – så er den altså god nok, når det gælder 'abdikation'.

Brugt i 1695

Det er uvist, hvornår vi præcist begyndte at tale om abdikation på dansk, men udtrykket har i hvert fald mere end 300 år på bagen.

»Det ældste eksempel, som jeg har fundet i 'Ordbog over det danske sprog', er fra 1695. Men ordet kan sagtens have eksisteret før det,« fortæller Adam Hyllested.

Oprindeligt kunne udtrykket bruges på to måder på dansk. Tidligere kunne man nemlig godt ’abdicere andre’ – altså fjerne andre fra deres position – mens man i dag kun bruger udtrykket om noget, regenter gør mod sig selv; frasiger sig selv tronen.

»Oprindeligt kunne man også bruge udtrykket om andre. Man kunne abdicere nogen og altså fyre dem. Men sådan bliver udtrykket ikke brugt længere,« fortæller Adam Hyllested.

Hvem kan abdicere?

I streng forstand kan udtrykket kun bruges om konger, dronninger, kejsere, zarer og lignende regenter, som frivilligt giver afkald på magten.

»Strengt taget er det kun en person, som har en form for trone, som kan abdicere. Men fyrster, som har regeret over mindre områder, fyrstendømmer, kan også gøre det,« siger Adam Hyllested.

»Udtrykket kan selvfølgelig også bruges metaforisk. Man kan godt sige, at en håndboldtræner abdicerer, men i så fald har det nærmere en overført eller humoristisk betydning,« tilføjer han.

Så statsministeren kan ikke abdicere?

»Nej, statsministeren kan ikke abdicere. Hvis nogen sagde, at hun abdicerede, ville man fortælle noget andet og mere med ordvalget. Det kunne være, at man ville bruge det humoristisk eller sarkastisk og indikere, at hun følte eller opførte sig lidt som dronning,« siger Adam Hyllested.

Er det ikke mærkeligt at have et verbum, som udelukkende gælder den handling, at en regent frasiger sig tronen?

»Jo, det er selvfølgelig lidt specielt, men der er alligevel mange paralleller. Det er nok mest typisk for lovsprog og sprog, som har noget med vores institutioner at gøre,« siger Adam Hyllested.

Han henviser til, at institutionen Kongehuset for eksempel har flere helt specifikke udtryk og titler, som kun gælder ganske få personer; eksempelvis majestæt og hofmarskal.

»Ordet apanage er nok den bedste parallel, jeg kan komme i tanke om. Det er en løn og dækning af driftsomkostninger, som kun medlemmer af kongehuset kan modtage. Man kunne også bare kalde det løn, men der findes altså en specifik term,« siger Adam Hyllested.

Abdicering eller abdikation?

Siden den store kongehusnyhed breakede nytårsaften, har sprogforskeren i øvrigt bemærket et andet særligt ord, som har sneget sig ind på manges læber: ’Abdicering’ – altså et måske mere mundret alternativ til ’abdikation’.

»I de seneste dage har jeg hørt mange journalister og andre, som bliver inviteret i studiet, sige ordet ’abdicering’. Det er et nydannet ord, som ikke kan findes i den danske ordbog. Jeg har søgt i danske medier og kan kun finde ganske få eksempler fra før dronningens nytårstale,« siger Adam Hyllested og fortsætter:

»Det ældste eksempel, jeg kan finde, er fra 1997, hvor der står ’abdicering’, men nu er der pludselig en folkelig snak om emnet. ’Abdicering’ og ’abdikation’ bliver nævnt 100 gange på tv hver dag.«

Men er det mest rigtigt at sige abdicering eller abdikation?

»Vores opgave som sprogforskere er ikke at bedømme, om noget er rigtigt eller forkert. Vi registrerer, hvad der sker med sproget, og det udvikler sig hele tiden. Men du vil næppe se Kongehuset selv bruge udtrykket abdicering – det vil blive rettet, for det vil falde mange for brystet, hvis Kongehuset brugte udtrykket på den måde,« siger Adam Hyllested.

Hvis man vil holde sig til ordbogens – eller Kongehusets – terminologi, er det altså mest velvalgt at sige abdikation. Men spørger man Adam Hyllested, er det bestemt ikke utænkeligt, at 'abdicering' snart vil blive en del af ordbogens repertoire.