Indrømmet. De fleste af os vil nok se tilbage på sommeren 2020 som noget anderledes end så mange tidligere på grund af coronapandemien.
Men mon ikke, du stadig har hygget dig med en is eller varm kakao i det omskiftelige danske sommervejr?
Mens du har ferieret i det ganske, danske land, har videnskabens verden ikke stået stille.
Derfor giver vi dig her et overblik over nogle af de spændende historier, du måske er gået glip af.
På med mundbindet
Lad os starte med det, vi nok alle sammen har talt om hele sommeren: COVID-19.
Mens vi har hørt meget om smittetal og nedlukninger, forsøger forskere at kortlægge de senfølger, coronapatienter kan opleve.
Listen tæller blandt andet blodpropper, organsvigt og lungesvigt, og selvom der stadig er meget, vi ikke ved om følgerne af corona, giver en gruppe forskere dig et overblik her.
Forskerne er dog ikke i tvivl om, at 'den bedste strategi imod COVID-19 simpelthen er at holde smitten så langt nede, som vi overhovedet kan'.
Men med de mange muligheder på markedet er det altså ikke helt let at finde ud af, hvilket mundbind det bedst kan betale sig at hive over ørerne.
Frygt ej: En gruppe forskere har undersøgt sagen og filmet, hvilke mundbind der bedst afværger dråbespredning, når vi nyser, hoster og taler.
Corona spænder ben for FN's verdensmål
Coronakrisen har konsekvenser, der rækker langt ud over de sundhedsmæssige.
\ Mere til video? Videnskab på YouTube
Er du mere til video end til artikler?
Så se med på Tjek, som er Videnskab.dk's unge-magasin på YouTube.
Her finder du blandt andet serien Klimax, som ruster unge til klimadebatten og giver dem lyst og mod til deltage.
Over sommeren har du kunnet læse om og se Klimax-afsnittet om, hvad der ville ske, hvis hele verden kørte på atomkraft.
Læs mere i artiklen 'Hvad ville der ske, hvis hele verden kørte på atomkraft?'
Pandemien ser også ud til at have sat os tilbage i kampen for at opnå FN’s verdensmål.
Flere er blevet fattige, i store dele af verden er uligheden steget, og adgangen til sundhedsydelser er blevet mere begrænset.
Men måske er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.
For nogle forskere håber og tror, at krisen kan medføre en positiv forandring for både mennesker og klima.
Politisk er der nemlig kommet mere fokus på, at en bæredygtig udvikling er essentiel, hvis vi skal rejse os igen efter coronapandemien.
Samtidig har krisen vist, hvor omstillingsparate vi er både som individer og samfund.
Det er et momentum, vi ifølge forskere kan drage nytte af, så vi kan lave tiltag og forandringer, som kan gøre verden til et bedre sted.
Hver uge kan du her på Videnskab.dk læse de bedste historier om, hvordan mennesket kan redde verden, og i juli var der flere gode nyheder, som måske kan vende dit corona-humør.
Sølvpapirshatte, spekulationer og alternative teorier
Nu skifter vi mundbind ud med sølvpapirshatte og vender blikket mod konspirationsteorier.
For selvom mange ser konspirationsteorier som noget vås eller blot som underholdende læsning, har vi spurgt en forsker, om teorierne nogensinde holder stik.
Vi kan hurtigt afvise, at der findes beviser for, at månelandingen aldrig fandt sted, og at det engelske kongehus skulle bestå af krybdyr.
Men gennem historien har der været eksempler på såkaldte konspirationsteorier, som viste sig at holde stik.
For eksempel blev Watergate-skandalen i begyndelsen opfattet som en historie uden hold i virkeligheden, mens den i dag er en milepæl i moderne amerikansk historie.
I artiklen 'Har konspirationsteorier nogensinde haft ret?' kan du læse mere om Watergate-skandalen og andre konspirationsteorier, som viste sig at holde vand.
Selvom ikke alle såkaldte konspirationsteorier har vist sig at være det pure opspind, bruges begrebet ofte negativt som et skældsord.
Derfor kalder Rikke Alberg Peters, som forsker i konspirationsteorier selv, tit forklaringer, som afviser officielle forklaringer, for 'alternative teorier'.
Og hvem ved? Måske viser flere af disse alternative sandheder sig at holde stik.
Der findes ikke forskellige menneskeracer
Forsommeren bød på verdensomspændende 'Black Lives Matter'-demonstrationer og ønsker om opgør med strukturel racisme efter drabet på Georg Floyd, en 46-årig sort mand, der døde efter en anholdelse i Minneapolis 25. maj i år, hvor en hvid politimand sad med sit knæ på Floyds hals i 8 minutter og 46 sekunder.
I kølvandet på det slog en række forskere fast for os, at det ikke giver mening at opdele mennesket i forskellige racer.
I stedet er opfattelsen af, at der skulle findes forskellige menneskeracer, noget socialt konstrueret.
For selvom hudfarve hænger sammen med genetik, er det i så lille en grad, at det slet ikke giver mening biologisk at opdele mennesker.
Spørger man professor i genetik Mikkel Heide Schierup, giver det lige så lidt mening at opdele mennesker efter hudfarve, som efter om de har små eller store næser.
»At der er flere mennesker med lys hud mod nord, viser blot en tilpasning til mindre sollys. Intet andet,« siger han.
I stedet fastslår forskerne, at vi alle sammen er blandingsprodukter med genetisk lighed på tværs af kulturer og kontinenter, og at vi alle sammen er meget mere ens, end vi er forskellige.
Mars 2020: Har der været liv på den røde planet?
Fra sølvpapirshatte til rumdragter.
30. juli sendte NASA nemlig den avancerede sonde Perseverance afsted på sin rejse mod Mars, og der venter den en spændende mission.
\ Mere til lyd? Lyt til Brainstorm
Vil du lytte til videnskabshistorier?
’Brainstorm' er Videnskab.dk’s ugentlige podcast om hjernen - udkommer fredage.
I slutningen af sommerferien dykkede Brainstorm ned i, hvorfor mennesker begår kriminelle handlinger.
Hvad de fandt ud af, kan du læse og lytte dig frem til i artiklen 'Sidder kriminalitet i hjernen?'
Perseverance skal sende videoer hjem til os fra sine køreture på Mars' overflade.
Men sonden skal også leder efter spor af meget gammelt liv.
Engang lignede Mars nemlig Jorden langt mere end i dag, og måske var lighederne endda så store, at liv potentielt kunne udvikle sig på planeten.
Det er ikke nogen let opgave at skulle lede efter tegn på tidligere liv på Mars, og allerede ved landingen kan der opstå problemer.
For Perseverance skal lande meget præcist ved krateret Jezero, som måske engang har været en sø.
Men går alt efter planen, kan det altså muligvis være, vi snart bliver klogere på, om der potentielt har eksisteret liv på vores naboplanet.
Faktisk skal dansk udstyr hjælpe i den proces. Det kan du læse mere om her.
Men hvis du ikke kan vente med at se, hvad det danske bidrag til Mars 2020 er for noget, så kan du tage med en tur i DTU's kælder i videoen herunder.
Hvordan blev hunden menneskets bedste ven?
Sidder der en vovse i dit vindue derhjemme?
Forskere har stadig svært ved helt at kortlægge, hvordan hund og menneske blev venner. Det fremgår i endnu en af sommerens spændende artikler, du måske er gået glip af hos os.
Men når dig og din hund kigger hinanden i øjnene, udløses berøringshormonet oxytocin, og det styrker jeres relation.
Tamhunden har faktisk været en almindelig del af det menneskelige samfund i mere end 10.000 år.
Oprindelsen til menneskets samvær med hunde er svært at fastlægge, fordi det næsten er umuligt at skelne de tidligste hunde fra ulve.
Meget tyder på, at mennesket tæmmede hunden i langt tidligere, i jæger-samlersamfundene - altså for mellem 40.000 og for 15.000 år siden.
Men hvorfor blev mennesket og hunden overhovedet venner i første omgang?
Jo, hunden hjalp mennesket med jagt og vagt. Til gengæld fik hunden regelmæssig beskyttelse og føde ved at spise menneskernes affald.
Ifølge forskere er det en alliance, som har været afgørende for den menneskelige civilisation.
Der er altså god grund til at klappe lidt ekstra på din logrende ven, for I er et godt makkerpar, ligesom jeres forfædre var det.
Kobberfund starter diskussioner om dansk kobberalder
Den danske sommer startede med gråvejr, men stemningen har faktisk været ganske ophedet blandt historikerne.
Et nyt studie om et meget omdiskuteret kobberfund fik nemlig flere til at mene, at Danmark bør have en kobberalder.
Og det er et bemærkelsesværdigt og fantastisk fund, forskergruppen fra Nationalmuseet har gjort sig.
De har nemlig fundet en smeltedigel til kobber, som er mere 1.000 år ældre end andre direkte beviser på forarbejdning af metal i Danmark.
Det betyder altså, at der er bevis for, at danskere i stenalderen kunne smelte og støbe kobber for omkring 5.800-5.500 år siden.
Fundet startede diskussionen om, hvorvidt Danmark bør have en kobberalder, som man har det i flere andre lande.
Det forslag er kontroversielt og ligefrem provokerende, hvis man spørger nogle forskere.
Men uanset hvad perioden kaldes, er der ingen tvivl om, at fundet af smeltediglen ændrer vores opfattelse af, hvad vores forfædre var i stand til og gjorde.
Vild video af hjertemassage
Selvom bølgerne gik højt, da historikere skulle tage stilling til en potentiel dansk kobberalder, var der næppe behov for førstehjælp under diskussionerne.
Ikke desto mindre vender vi nu blikket mod de livreddende manøvrer.
Den danske forsker Kasper Hansen fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet har nemlig udviklet en skanningsmetode, så man kan se ind i kroppen, mens der bliver simuleret hjertemassage.
Sådan har man fanget på film, hvordan hjertemassage påvirker kroppen og flytter på de indre organer.
Selvom hjertemassage længe har været en fast bestanddel af livreddende førstehjælp, har læger og forskere indtil nu vidst meget lidt om, hvad der faktisk sker inde i kroppen, når der trykkes hårdt på brystet.
Men det kan Kasper Hansen og forskerholdets teknik nu være med til at ændre på, og potentielt kan det medføre, at vi kan udføre bedre og mindre skadelig hjertemassage i fremtiden.
Keder du dig?
Med alle de fede og fascinerende historier, du lige har læst, kan du næsten umuligt kede dig.
Men hvis du alligevel keder dig i ny og næ, hvad er det så lige, der sker i din hjerne? Det har vi spurgt forskerne om.
Faktisk kan det godt være, der er noget om, at det er sundt at kede sig.
For mens du stirrer ud i luften og tænker på ingenting eller dagdrømmer, brænder du ikke bare tomme hjernekalorier af.
Din hjerne er nemlig i gang med at organisere alle de indtryk, den samler ind, og få styr på fremtiden.
Al den teknologi, vi har til rådighed, har gjort os mindre tilbøjelige til at kede os.
Det er en skam, for kedsomhed får også kreativitet til at blomstre, hvis man spørger forskerne.
Derfor burde vi måske have skrevet en utrolig indviklet og lang artikel til dig.
Men i stedet har du nu fået et overblik over nogle af vores bedste historier fra den sommer, som snart vinker farvel for i år.






























