Søvnproblemer underrapporteres hos psykisk syge

»Søvnproblemer får så godt som aldrig en egen diagnose. Vi undersøgte diagnoserne på 42.000 patienter, og kun 34 havde fået en diagnose på deres søvnløshed,« fortæller psykolog Håvard Kallestad.

I hans ph.d.-afhandling har han taget søvnproblemer i det psykiske sundhedssystem under radaren. Han har blandt andet undersøgt om sådanne problemer bliver genkendt af behandlerne, og hvilke konsekvenser det kan få for patienterne.

»Jeg har undervist meget i søvnproblemer for behandlere i det psykiske sundhedssystem. For hver forelæsning har jeg spurgt, hvor mange der har givet diagnosen ikke-organiske insomni, og hver gang blev jeg overrasket over, hvor få det var.«

»Jeg tror, at dette skyldes, at folk tænker på søvnproblemer som en del af depressionen og en del af angsten, ikke som et eget problem som skal diagnosticeres,« siger Håvard Kallestad.

Ikke-organisk insomni betyder søvnløshed, som ikke er en direkte følge af et andet sundhedsproblem.

Ifølge Håvard Kallestad tyder nyere forskning på, at søvnløshed kan være et selvstændigt problem, og at det kan være nyttigt at behandle det uafhængigt af andre lidelser.

Meget af forskningen er imidlertid foretaget på grupper, som kan være meget forskellige fra de patienter, som opsøger det psykiske sundhedssystem. Derfor har det, ifølge Håvard kallestad, været et åbent spørgsmål, om denne forskning har været relevant for de grupper, der behandles.

Patienter og behandlere har forskellige opfattelser

Håvard Kallestad har undersøgt patienter, som var til behandling på psykiatriske institutioner og ambulatorier. Han og kollegaer har gennemgået diagnoser fra cirka 42.000 patienter – 93 procent af alle patienter i det psykiske sundhedssystem i en periode i 2008.

De har også undersøgt, i hvor høj grad over 2.000 patienter oplevede søvnproblemer. Både patienterne selv og deres behandlere rapporterede, om patienterne havde sådanne problemer.

Svarene var overraskende spredt. Mens cirka 40 procent af patienterne selv oplevede søvnproblemer, rapporterede behandlerne om sådanne problemer hos beskedne 20-25 procent af patienterne.

»Vi tænkte, at det sandsynligvis var de samme patienter, som selv rapporterede søvnproblemer, som behandlerne rapporterede om. Men sådan var det ikke. Der var et forbavsende lille overlap. Vi foretog de samme undersøgelser i to forskellige udvalgte grupper, og fik de samme resultater,« siger Håvard Kallestad.

Uenigheden er problematisk

Det har vist sig, at patienterne i højere grad rapporterer om søvnproblemer end behandlerne.

Imidlertid fandt han også en ganske stor patientgruppe, som behandlerne mener har søvnproblemer, selvom patienterne ikke selv oplever dette. Hvad dette kan skyldes, er dog lidt af et mysterium.

»Dette er ret mystisk for mig, og jeg ville ønske, at jeg havde en god forklaring på det,« siger han.

Uanset hvad uenigheden bunder i, er den problematisk, mener Håvard Kallestad. Hvis patienterne skal have behandling, er det en forudsætning, at patient og behandler er enige om, at søvnløsheden er et problem. Derfor bør behandlerne i større grad undersøge, hvordan patienterne oplever deres egen søvn, og om de gerne vil sove bedre, mener han.

»Fra tidligere studier ved vi, at patienter ikke nødvendigvis fortæller behandlerne om deres søvnproblemer, og at behandlerne ofte ikke spørger. Et andet aspekt er, at der er mangelfuld oplæring om søvnproblemer i uddannelsen af psykisk sundhedspersonale, og det opleves måske ikke som meningsfuldt at grave efter et problem, man ikke ved, hvordan man skal behandle.«

Fik dårligere livskvalitet og alvorlige symptomer

Hvis man ikke får sovet ordentligt over længere tid, kan det få alvorlige konsekvenser. I hans ph.d.-afhandling ville Håvard Kallastad finde ud af, hvordan søvnproblemer påvirkede patienterne.

Over 2.200 patienter og deres behandlere rapporterede om livskvalitet, symptomer på andre psykiske lidelser, og hvor godt udbytte patienterne havde af behandlingen, som de fik for disse lidelser.

Ikke overraskende viste det sig, at patienter med alvorlige søvnproblemer oplevede dårligere livskvalitet og alvorligere symptomer på andre psykiske lidelser. De fik også dårligere udbytte af behandlingen for disse lidelser.

»En del af grunden til, at søvnproblemer er relevante, er, at det er ganske mange patienter, der er tale om, og at problemet giver et selvstændigt bidrag til, at de har det værre,« siger Håvard Kallestad.

Der ér hjælp at få

Selvom Håvard Kallestad tror, at mange behandlere ikke har lært nok om, hvordan de skal behandle søvnproblemer, mener han, at disse problemer både kan og bør behandles.

»Behandlingen for søvnproblemer er relativt enkel. Havde det været en problemstilling, der ikke var noget at gøre ved, havde det været mindre relevant, men her findes der en ganske simpel behandling,« siger han.

Håvard Kallestad har foretaget en litteraturgennemgang af behandling for søvnproblemer hos patienter med psykiske lidelser. Der findes ikke så mange studier i dette, og Håvard Kallestad påpeger, at der er behov for mere forskning i denne type behandling.

Konklusionen er alligevel, at hvis man giver specifik behandling af søvnproblemer, for eksempel med kognitiv terapi, kan man også få bedre resultater af behandling for andre psykiske lidelser.

»Der er et behov for flere studier af behandling af søvnproblemer hos denne gruppe. Vi har nu startet et behandlingsstudie, hvor vi undersøger effekten af at give ikke-medikamentel behandling af søvnproblemer til patienter med bipolar lidelse,« fortæller han.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson