En ny canadisk undersøgelse tyder på, at kvinders menstruationscyklus kan have en effekt på deres rygetrang.
Forskerne mener, at det kan hjælpe kvinder til at holde op med at ryge, hvis de planlægger rygestoppet efter, hvornår de sidst har haft menstruation.
»Vores data viser, at ukontrollerbar trang til at ryge er stærkere i begyndelsen af den follikulære fase, der begynder efter menstruationen,« siger forskeren Adrianna Mendrek fra det canadiske University of Montreal i en pressemeddelelse.
En dansk forsker i rygestop, Charlotta Pisinger, er imidlertid langt fra overbevist af det canadiske studie.
Modstridende resultater
»Man har i årtier interesseret sig for, hvorfor der er forskel på mænd og kvinders evner til rygestop – kvinder har typisk flere tilbagefald end mænd. Man har ikke nogen helt fornuftig forklaring endnu, men det kan være både psykisk, socialt og biologisk betinget,« siger Charlotta Pisinger, som er forskningsoverlæge ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.
Hun påpeger, at mens de canadiske forskere er nået frem til, at det vil være nemmest for kvinder at holde op med at ryge under den sidste fase af menstruationscyklussen – efter ægløsning – så er andre undersøgelser nået frem til stik modsatte resultater.
»Der er stor uenighed på området. Nogle studier viser det ene, og nogle studier viser det andet. Så man kan ikke sige, at der er nogen klar sammenhæng mellem menstruationscyklus og kvinders rygetrang,« siger Charlotta Pisinger.
Hjerneskanner rygere
Den nye undersøgelse bygger på hjerneskanninger – såkaldte fMRI-skanninger – af i alt 19 kvinder og 15 mænd.
Charlotta Pisinger påpeger, at det er meget få forsøgsdeltagere at drage konklusioner på.
»Det er nok en af forklaringerne på, at vi ser så forskellige resultater på området – at mange af de studier, som undersøger sammenhængen mellem rygestop og menstruationscyklus er meget små,« siger Charlotta Pisinger.
Handler det om hormoner?
I den nye undersøgelse forklarer de canadiske forskere, at det kan være hormonelle ændringer under menstruationscyklussen, som forandrer kvinders trang til nikotin fra cigaretter.
»Hormonelle fald i østrogen og progesteron kan måske forværre abstinenserne og øge aktiviteten af neurale kredsløb, der er forbundet med trang (til at ryge, red),« siger Adrianna Mendrek fra University of Montreal i en pressemeddelelse.
Charlotta Pisinger er enig i, at hormoner kan være med til at påvirke vores rygetrang, men hun påpeger, at sammenhængen fortsat er ukendt - og derfor kan man ikke på nuværende tidspunkt konkludere, at forskellen på mænd og kvinders håndtering af rygestop skyldes hormoner.
»I forhold til det biologiske virker det selvfølgelig indlysende, at det handler om hormoner, og derfor har man lavet en del studier på området. Men der er ikke kommet noget entydigt resultat ud af det,« siger Charlotta Pisinger.
Godt råd til rygestop
Hvis man ønsker at stoppe med at ryge, anbefaler Charlotta Pisinger, at man søger professionel hjælp - uanset om man er kvinde eller mand.
»Mit budskab til både mænd og kvinder er, at rigtig mange har svært ved at håndtere et rygestop alene. Der er meget stærk videnskabelig dokumentation for, at der er meget større sandsynlighed for at blive røgfri, hvis man får hjælp. Så søg professionel hjælp, for eksempel på et rygestop-hold, hvor man kan få ordenligt rådgivning og rygestopmedicin, hvis der er behov for det,« siger Charlotta Pisinger, som anbefaler folk, der vil kvitte smøgerne, at kontakte den gratis telefonrådgivning Stoplinien.
Den nye undersøgelse er publiceret i Psychiatry Journal.






























