Voldtægtssager er sjældent simple, hurtige eller nemme at komme til bunds i.
Selv hvis ofret møder op på politistationen umiddelbart efter voldtægten og gennemgår en retsmedicinsk undersøgelse, er det ofte kompliceret at få fældet en dom.
Hvis gerningspersonen har brugt prævention, bliver det kun endnu mere kompliceret. Der er ikke engang noget DNA, der dokumenterer, at der har været en eller anden form for seksuel kontakt.
Men nu kan et nyt værktøj måske se dagens lys. Med det skal retsmedicinere lede efter et såkaldt ‘sexom’. Det er et mikrobiom - en unik blanding af bakterier, vira, svampe og parasitter - som alle mennesker har på deres kønsdele, og som overføres under sex. Som et slags fingeraftryk fra underlivet.
Ifølge et nyt studie i iScience kan ‘sexomet’ derfor bruges til at identificere en gerningsperson. Selv hvis der er brugt prævention, lader det til, at disse 'sexomer' er til at finde.
»Det er enormt spændende. Det virker til, forskerne bag har gjort et godt stykke arbejde,« siger Birgitte Schmidt Astrup, der er lektor på Syddansk Universitet og vicestatsobducent på Retsmedicinsk Institut, til Videnskab.dk.
Hun mener dog ikke, at vi står på tærsklen til en revolution i måden, retsmedicinere går til voldtægtssager, som forskerne bag studiet hævder. Men »jo flere værktøjer man har. Jo større mulighed for løfte enkeltsager«, lyder det fra retsmedicineren.
DNA-analysen kan få en hjælper
Politiet modtager anmeldelser for omkring 1.800 voldtægter om året ifølge Det Kriminalpræventive Råd. De anslår dog, at tallet er mange gange højere. Men sagerne afmeldes ikke af kvinderne - som i langt de fleste tilfælde er ofrene i voldtægtssager.
I op mod 7 ud af 10 tilfælde kender ofret gerningsmanden. En DNA-analyse vil som oftest ikke være relevant i de sager, da striden i retssagen ikke handler om, hvorvidt der har været en seksuel akt, men om der har været samtykke til den eller ej.
»Man er interesseret i de sager, hvor man ikke har en mistænkt. Personen er løbet sin vej. Eller i de sager hvor den mistænkte nægter, at der overhovedet har været et samleje,« siger Birgitte Schmidt Astrup om de tilfælde, hvor DNA-analyser spiller og sexom-analyser potentielt kan spille en afgørende rolle.
I de sager vil man typisk bruge en DNA-analyse til at lede efter gerningsmanden, der er stukket af, i politiets DNA-register.
Udfordringen med DNA - som oftest tages af sæden ved voldtægtssager - er dog, at det ikke altid er til stede. Gerningsmanden har måske brugt kondom, er steriliseret eller har af en tredje årsag ikke efterladt noget sæd eller anden DNA.
Her vil mikrobiomet fra vores kønsdele, eller sexomet, kunne tages i brug. For det er helt umuligt ikke at dele bare få af disse sexomer under sex, konstaterer forskerne bag det nye studie.
Politiet vil dog til en start ikke kunne bruge sexomet til at søge efter en gerningsmænd, da man ikke har et register for mikrobiomer på kønsdele, ligesom man har for DNA
Parforhold hjalp forskerne
Studiet er lavet med hjælp fra 12 heteroseksuelle par. De blev testet for sexomer på og inde i deres kønsdele. Det samme blev de igen to uger efter, hvor de i mellemtiden havde haft samleje med deres partner. Tre af parrene brugte kondom.
Forskerne har gennem deres analyser fundet mandens sexomer på kvinden og omvendt. De har altså kunnet identificere den seksuelle partner ud fra sexomet.
»De vil kunne se, at jeg har et såkaldt sexom - en unik bakteriesammensætning for mine genitalier - og så vil de kunne finde den sammensætning på en sexpartner,« siger Mikkel Meyer Andersen, der forsker i DNA-beviser til brug i retssager på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
Han mener ikke, at det er overraskende, at vi deler disse mikrobiomer mellem os under sex. For ham er det mest ‘sexom’ som et begreb, der er nyt, og så det at bruge mikrobiomer i retmedicinsk praksis.
»Jeg har ikke læst om det før, men ordet spiller på begrebet mikrobiom. Måske skal det hedde sexbiom i stedet,« siger han.
Han forklarer, at de fleste af os formentligt kender mikrobiomer fra undersøgelser af tarmflora, hvor en mangfoldig sammensætning af mikroorganismer ofte vil betyde, at man har en sund tarmflora.
I det her tilfælde er det ikke sundhed, man leder efter i det unikke biom, vi alle sammen har - men gerningsmænd.
Første små og tidlige skridt
Birgitte Schmidt Astrup forklarer, at brugen af mikrobiomer i retsmedicinsk praksis faktisk ikke er helt ny. Der er lavet ét studie før dette, som hun kender til.
Derfor er det nye studie altså ikke det første og får heller ikke helt æren for at være ‘proof of concept’ - ny forskning, der beviser, at en teori kan lade sig gøre i praksis.
»Men det her er et noget bedre pilotstudie, hvor de har brugt bedre teknologi,« siger hun.
Hun forklarer, at det smarte ved at lede efter de mikrobiomer, vi har på vores kønsdele, er, at vi sjældent deler dem med andre. Det er med andre ord nærmest umuligt, at vores underliv har nøgen kontakt med andre mennesker, uden at der tale om en form for samleje.
Mikkel Meyer Andersen ser også et potentiale, men han - ligesom Birgitte Schmidt Astrup - hæfter sig ved, at brugen af metoden ligger langt ude i fremtiden.
»Hvis det skal bruges i praksis, skal man eksempelvis påvise, hvor sjældent sexbiomet er, og hvor lang tid det bliver på mennesker, og om det eksempelvis ændrer sig over tid,« siger han.
Han vil først se bevis på, at man specifikt kan identificere en person ud fra sexomer og ikke ved en fejl identificerer gerningsmandens bror eller far, der måske kan have sammenlignelige sexomer.
Bakterier har potentiale i retssager
Ingen af de to forskere vil derfor kalde det en revolution inden for retsmedicinsk praksis. Det ændrer dog ikke ved, at de begge finder den nye metode spændende.
Birgitte Schmidt Astrup hæfter sig ved, at der er potentiale for, at sexomer kan blive længere tid på personer end DNA.
For DNA forsvinder hurtigt efter et samleje. Hvis DNA fra sæd er 100 procent til stede lige efter samleje, er der 10 procent tilbage efter en uge. En udfordring er for eksempel, at man går i bad efter en voldtægt, inden en retsmedicinsk undersøgelse og derfor vasker en masse DNA væk.
Det burde man ikke kunne på samme måde med bakterier, forklarer hun. Derfor ser hun også for sig, at sexomerne potentielt bliver ved kønsdelene i længere tid end for eksempel sæd. Det er dog ikke blevet undersøgt endnu.
Hun er derudover også imponeret over, at forskerne har kunnet finde sexomer blandt de tre par, der har brugt kondom.
Selvom Birgitte Schmidt Astrup ikke kan sige, hvor mange sager det nye værktøj kunne være relevant for om året, er det potentielt et godt nyt redskab for retsmedicinere.
»I retsmedicin forholder man sig kun til enkeltsager. Hvis det hjælper en sag om året, er man nået enormt langt,« slutter hun.
