Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Senere mødetider er bedre for teenagere ifølge amerikansk studie

Annonce:

De bliver ofte oppe til sent om natten, og så er de som zombier resten af dagen.

Manglende søvn kan påvirke teenageres udbytte af undervisningen i skolen, men nu har amerikanske forskere fundet en mulig løsning, skriver New Scientist.

Lad teenagerne møde senere i skole, lyder rådet fra forskerne, der har undersøgt effekterne af at skubbe mødetidspunktet med 55 minutter i 2 amerikanske skoleklasser fra Seattle.

Begge klasser skulle møde til undervisning i biologi på 10.klasses-niveau, men den ene af klasserne mødte til time klokken 7:50 om morgenen, mens den anden mødte 8:45.

Gennem et apparat på håndleddet kunne forskerne måle de to klassers sovevaner, og det viste sig, at de, der mødte senere, i gennemsnit fik 34 minutter mere søvn om dagen.

Udover en halv time mere under gåsedunene, fik den klasse, der mødte senere, også i gennemsnit fem procent bedre karakterer end den anden klasse.

Annonce:

Det kan ifølge en forskerne bag, Horacio de la Iglesia, professor i biologi ved University of Washington, skyldes, at søvn er afgørende for vores evne til at lære og huske ting.

Klassen, der fik mere søvn, havde desuden et bedre fremmøde til timerne. I gennemsnit havde de to færre sygedage, og så var eleverne bedre til at møde til tiden.

Det nye studie er ifølge New Scientist det første, der beviser, at senere mødetider gavner teenagere, ved at bruge et objektivt måleapparat - en måler på håndleddet - frem for elevernes egne informationer om deres sovevaner.

Ifølge en af medforfatterne til studiet, Gideon Dunster, som er ph.d.-studerende i biologi ved University of Washington, kan man vinde mere ved at skubbe mødetidspunktet til et endnu senere tidspunkt.

»Selvom eleverne fik mere søvn, så fik de ikke de ni timer per nat, som er anbefalet,« fortæller han ifølge New Scientist.

Studiet, som er publiceret i Science Advance, er gennemført i USA, og man skal derfor være opmærksom på, at det er usikkert, om resultaterne kan overføres til danske forhold.

fghs

Annonce: