Særligt terapiforløb hjælper flygtninge og torturofre i Mellemøsten

Ahmed på 50 år og Jawad på 48 år er flygtet fra Syrien til Libanon. Begge har overlevet tortur, vold og flugt.

De er blandt tusindvis af flygtninge, der befinder sig i Mellemøsten og Nordafrika og lider af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) som følge af tortur og krig.

Stoffer, aggression og selvmordsforsøg var blevet en del af deres hverdag.

»Jeg havde ingen vilje til at leve. Jeg var konstant bekymret for, at nogen skulle bortføre mine børn. På et tidspunkt forlod jeg min familie for at beskytte dem. Jeg forsøgte også at begå selvmord,« fortæller Jawad over en dårlig Skypeforbindelse på Restart – Rehabiliteringscenter for torturofre i Libanon.

Ahmed mistede håbet og viljen til at leve for to år siden, da han fik besked om, at hans mulighed for at få asyl i et andet land end Libanon var nærmest lig med nul.

»Jeg græd hele tiden. Hvis nogen sagde: ’Hej’ til mig, begyndte jeg at græde. Hvis jeg hørte en høj lyd, sprang jeg op. Nogen gange, når jeg var på arbejde, kunne jeg pludselig høre børn, som skreg og græd. Jeg løb hen til dem for at hjælpe dem, men de var der ikke,« fortæller han.

\ Læs mere

Ny terapimetode hjælper torturofre

Struktur på et liv gennem terapien

For halvandet år siden startede Ahmed og Jawad i et særligt terapiforløb, som tager udgangspunkt i torturofres livshistorie.

Terapien kaldes narrative exposure therapy og foregik på det libanesiske rehabiliteringscenter Restart.

Centeret samarbejder med DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur. DIGINITY har sammen med samarbejdspartnere udbredt terapien til rehabiliteringscentre i ni nordafrikanske lande præget af konflikt, ustabilitet og flygtningestrømme.

Ved narrative exposure therapy sammenstykker man sammen med terapeuten hele sit livsforløb med særligt fokus på de traumatiske hændelser.

Man taler i detaljer om, hvad man tænkte og følte i forskellige situationer i ens liv, herunder i forbindelse med tortur og traumatiske oplevelser.

På den måde opnår man flere ting, som er vigtige for torturofre:

• Mange, som har været udsat for tortur, har meget svært ved at sætte oplevelsen ind i et tidsperspektiv. Det gør det svært at adskille de traumatiske oplevelser fra nutiden. Det, kombineret med flashbacks, giver en konstant følelse af fare. Gennem terapien bliver de traumatiske oplevelser sat ind i en større kontekst.
• Fortællingen giver flygtningen mulighed for at se sin historie udefra og forstå det, han eller hun har oplevet. »Det er gået op for mig, at jeg faktisk er stærk. At jeg er en overlever. Jeg er ikke bare et offer, jeg er en, der har overlevet alle de her ting,« siger Jawad.
• Fortællingen gør, at man kommer til at huske ting, som har været positive i ens liv. »Jeg husker, da jeg mødte min kone, og vi blev gift. Hun er virkelig en god og stærk person, som har betydet alt for mig,« fortæller Jawad.
• Ved at opbygge fortællingen om sit liv bliver man langsomt eksponeret for de traumatiske oplevelser. Den voldsomme angst for flashbacks bliver på den måde reduceret, fordi man langsomt får genopdaget traumerne sammen med en terapeut. »Da jeg startede terapien, følte jeg det som en ballon, hvor der blev lavet et lille bitte hul i, hvor luften langsomt kunne sive ud,« fortæller Jawad.

Nu har danske forskere undersøgt effekten af terapien på 110 flygtninge med PTSD i de ni lande.

I gennemsnit havde deltagerne halveret deres symptomer på PTSD.

»En halvering af symptomerne, det er noget de her mennesker mærker. De er ikke raske, men de vil være mindre plaget af deres symptomer. De vil have færre mareridt og flashbacks og nemmere ved at håndtere støj og uro,« siger ph.d. fra Københavns Universitet Jens Modvig, som er overlæge hos DIGNITY og formand for FN’s Torturkomité.

Jens Modvig har været med til at skrive en artikel om studiet, som er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Torture Journal.

Oplever traumet igen og igen og igen

Flashback, hvor man oplever traumet igen og igen, som om det foregik lige nu, er noget af det mest invaliderende, når man har PTSD.

Læs mere om flashbacks og andre PTSD-symptomer i boksen under artiklen.

Når Ahmed hørte børn som skreg og græd, var det i virkeligheden et flashback. Børnene findes i hans hjerne, som har lagret mindet om de skrigende børn så lyslevende, at han faktisk hørte børnene, selv om de ikke var der.

»Når jeg taler med ofre for tortur, så er noget af det værste, at de oplever det igen og igen, fordi de har flashbacks. Det føles, som om de er der igen i torturkammeret. De føler den samme frygt og de samme smerter,« fortæller Jens Modvig.

Gentagne traumatiske oplevelser

Jawad flygtede fra Syrien i 2011. Han havde deltaget i en fredelig demonstration for at sikre basale nødvendigheder til befolkningen.

»Pludselig kom militæret og begyndte at skyde folk. Alle mine venner, som var med, blev slået ihjel. Der var blod og kropsdele over det hele. Jeg flygtede derfra helt dækket af blod og fik lov at gemme mig hos en kvinde, som tog mig ind. Militæret kom ind i huset og ledte, men fandt mig ikke,« fortæller Jawad.

Ahmed flygtede i 2006, hvor krigen i Syrien ikke officielt var gået i gang, men hvor forfølgelse, fængslinger og bortførelser var almindelige i Syrien.

I 1992 blev Ahmed fængslet og tortureret for første gang. Inden fængslingen var hans kæreste blevet voldtaget og tævet til døde for øjnene af ham.

Herefter har han med egne ord levet et liv med gentagne traumatiske oplevelser, vold, fængslinger og misbrug.

\ Læs mere

Traumatiserede skal forholde sig til virkeligheden

Flygtninge i Libanon

Både Jawad og Ahmed lever som flygtninge i Libanon. Det samme gør 1,5 millioner andre flygtninge fra Syrien. Derudover lever omkring en halv million palæstinensere også i Libanon.

Flygtningene skifter ofte bopæl, og nogen gange forsvinder de bare.

Da DIGNITY fik penge til at afprøve terapi i de såkaldte nærområder herunder Libanon, valgte de terapiformen narrative exposure therapy af tre årsager:

• Det er en af de former for terapi, der er bedst evidens for virker til at behandle PTSD hos flygtninge og torturofre. Den virker til mennesker, som har været udsat for flere traumatiske oplevelser.
• Terapien tager relativt kort tid (typisk tre måneder), hvilket er vigtigt, fordi flygtningenes situation er så ustabil og omskiftelig.
• Terapien tager udgangspunkt i, at man fortæller sin livshistorie, derfor formodede man, at den ville være acceptabel i en arabisk/afrikansk kultur – fordi mundtlige fortællinger om ens baggrund er kendt og acceptabelt i mange forskellige kulturer.

»Derudover er det virkelig stor mangel på psykologer og psykiatere i for eksempel Libanon. Med denne terapi behøver man ikke være psykolog eller psykiater for at lave terapien, hvilket var afgørende for, at det kunne lade sig gøre,« siger Jens Modvig.

\ Læs mere

Forsker: Kvindebevægelsen har gavnet torturofre

Første studie i et nærområde

Narrative exposure therapy er flere gange blevet afprøvet i større kontrolgruppekontrollerede studier, hvor man har sammenlignet PTSD hos en gruppe flygtninge, som har deltaget i terapien med en gruppe, som ikke har.

I det nye studie er terapien for første gang blevet afprøvet i nærområdet, hvor flygtningene stadig har en meget ustabil tilværelse.

Forskerne har sammenlignet flygtningenes PTSD-symptomer før og efter behandlingen, men ikke sammenlignet med en kontrolgruppe.

Terapien har signifikant effekt på både depression, angst og smerter, som også er meget udbredt blandt torturofre. Derudover sker der i gennemsnit en halvering af PTSD-symptomer målt på det anerkendte Harvard Trauma Questionnaire.

Professor: Fint inspirationsstudie

Ifølge professor på Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet Ask Elklit er resultaterne interessante.

»Det ser ud til, at denne her terapiform rykker rigtig meget. Jeg mener, man skal bruge denne terapiform til flygtninge. Det nye her er, at det tilsyneladende også virker i arabisk kontekst, og det kan jo være en inspiration for andre, der arbejder med flygtninge,« siger han.

Ask Elklit har ikke været med til at lave det nye studie, men forsker til dagligt i effekten af forskellige former for terapi til mennesker med traumer.

»Jeg har lavet studier af kognitiv adfærdsterapi til flygtninge, og der var effektstørrelsen ikke særligt stor. Kognitiv terapi handler ofte om at undersøge de tankegange om sig selv og omverden, folk har med sig. Det er rigtig svært at gøre med flygtninge. Det er en gruppe, der er meget svær at hjælpe,« siger han.

Kritik: Studiet har ingen kontrolgruppe

Ask Elklit er imponeret over, at det er lykkedes at inkludere så mange i studiet. 110 i alt.

Rent metodisk er han dog ikke så imponeret af studiet, fordi det ikke har en kontrolgruppe.

Når man ikke har en kontrolgruppe, er det svært at vide, om bedringen i PTSD reelt skyldes terapien, eller om den er opstået tilfældigt eller på grund af noget andet – for eksempel at man har haft kontakt med rehabiliteringscenteret.

Ifølge Jens Modvig havde de med i overvejelserne, om de skulle tage en kontrolgruppe med. Men fordi projektet først om fremmest handlede om at implementere narrative exposure therapy på centrene i Nordafrika, ikke om at validere terapien, valgte man ikke at gøre det.

Efter Jens Modvigs vurdering er det usandsynligt, at flygtningene tilfældigt ville have oplevet så stor en forbedring af deres PTSD på så relativt kort tid.

»Et kontrolgruppekontrolleret studie ville have været et stærkere design. Men det ville også have krævet væsentligt meget mere. Det her er et interventionsprojekt, hvor vi har koblet noget forskning på som led i gennemførelsen,« siger han.

Jawad og Ahmed oplever begge, at de i dag kan være bedre fædre for deres børn.

»Før var jeg hele tiden så aggressiv, også hjemme. Jeg ville starte skænderier. Det gør jeg ikke mere,« siger Ahmed.

Ahmed er begyndt at tegne igen, efter han er startet i terapiforløbet. Han har for eksempel lavet en tegning af sin første kærlighed, som blev voldtaget og slået ihjel.

\ Læs mere

Forbud mod tortur: Bare ét forbud blandt andre?

\ Læs mere

Fodtortur giver livsvarige fysiske skader