En ny metode til at behandle posttraumatisk stress viser gode resultater.
Metoden kaldes narrativ eksponeringsterapi og er blevet brugt i et studie af flygtninge og asylansøgere, som har overlevet tortur.
»Tidligere studier har vist, at denne gruppe kun har begrænset udbytte af traditionel psykologisk behandling. Vores studie viser, at over 60 procent får det betydeligt bedre.«
»Omtrent 20 procent viser ikke symptomer på posttraumatisk stress efter behandling med narrativ eksponeringsterapi.«
Det siger specialpsykolog Håkon Stenmark. Han er lektor ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU) og står bag studiet sammen med lektor Joar Øveraas Halvorsen.
Blomster og sten repræsenterer de gode og dårlige oplevelser
Narrativ betyder fortællende, og en normal terapisession kan se således ud: Patienten sidder med et tov udstrakt foran sig. Han skal fortælle sin livshistorie fra det tidligste, han kan huske, og frem til nutiden.
Tovet repræsenterer livslinjen. I kronologisk rækkefølge skal han lægge blomster for de gode oplevelser og sten for de dårlige.
»Jeg blev taget ind i afhøringslokalet i fængslet, hvor jeg blev sat på en stol. Jeg havde bind for øjnene og fik flere slag på kroppen uden at vide på forhånd, hvor jeg ville blive ramt,« fortæller patienten med besvær.
På den anden side af bordet sidder terapeuten og lytter opmærksomt. Han skriver det, han hører, ned. I skriftlig form kan beretningen blive vigtig som et bilag til en asylansøgning eller dokumentation til for eksempel Amnesty.
»Jeg fik elektroder på mine tæer, og de sagde, at de ville sætte strøm til mig. En tynd mand med en cigaret i munden drejede på en kontakt. Der kom et intenst smertefuldt stød, og musklerne spændtes i hele kroppen.«
Fortællingen, der gengives her, er blot et eksempel. Håkon Stenmark fortæller, at historierne har mange lighedstræk, uafhængigt af patienternes nationalitet og de torturmetoder, de har været udsat for.
Terapien ændrer hjernens alarmcentral
Tortur kan give vidt forskellige reaktioner, afhængigt af torturmetoden og varigheden. Almindelige reaktioner inddeles ofte i påtrængende minder, undgåelsesreaktioner og kropsligt alarmberedskab.
»De påtrængende minder kan komme som flashbacks eller mareridt. Undgåelsesreaktioner kan vise sig ved for eksempel ekstrem angst for politi eller andre, som kan ligne nogen, der vil begå overgreb,« siger Stenmark.
»Nogle mennesker isolerer sig og prøver at undgå folk generelt. Alarmberedskabet kan komme til udtryk igennem koncentrationsbesvær, søvnproblemer og irritabilitet,« forklarer Stenmark.
Posttraumatisk stress kan give koncentrationssvigt
Den faglige betegnelse for disse symptomer er posttraumatisk stress. Ubehandlet kan posttraumatisk stress føre til reduceret funktionsniveau eller invalidering. Et typisk symptom er koncentrationssvigt.
»Konsekvensen kan være, at indlæringsevnen svækkes, eller at man ikke magter at passe et arbejde,« siger Håkon Stenmark.
Der har været gode behandlingsresultater med eksponeringsterapi. Men hvorfor terapien virker, og hvilke mekanismer, der sættes i sving, står ikke klart.
»Den mest fremtrædende teori er, at eksponeringsterapi fører til en ændring af angstcentret i hukommelsen. Vi kan kalde det hjernens alarmcentral, da den får os til at reagere på det, der er farligt,« siger Stenmark.
»Ved at blive eksponeret for traumatisk minder i en tryg behandlingssituation lærer patienten, at det ikke er farligt at tænke tilbage på de grusomme hændelser. At de traumatiske begivenheder var noget, der skete dengang, og ikke noget der sker her og nu. At hændelserne var farlige, da de skete, men at de ikke er farlige at mindes.« siger han.
Største undersøgelse i Vesten
»Hovedmålet med behandlingen er at reducere de posttraumatiske symptomer og dermed opnå et øget funktionsniveau. Det er særligt vigtigt for asylansøgere og flygtninge, som skal tackle mange udfordringer i mødet med det nye samfund,« uddyber Stenmark.
Narrativ eksponeringsterapi blev udviklet af traumespecialister hos den internationale bistandsorganisation Victims' Voice (VIVO) til arbejdet i flygtningelejre i Afrika og Asien.
Metoden er foreløbig ikke lige så udbredt i andre dele af verden. Halvorsen og Stenmarks undersøgelse er den største, der hidtil er udført i Vesten.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
