’Ork, du bliver mindst 100 år, skat’.
Den bemærkning er nok faldet på mange børneværelser de seneste år, for vi har fået at vide, at det gør de fleste børn født i det 21. århundrede.
Men nu viser forskning, at det formentlig ikke passer. Forskere fra University of Illinois i Chicago, USA, har fundet ud af, at levealderen rundt om i verden ikke stiger så hurtigt, som man har troet.
Hidtil har aldringsforskere sagt, at for hver dag, der går, bliver menneskets forventede levetid otte timer længere.
»Det er den stigning i gennemsnitlig levetid, vi har regnet med. Men den stigning ser nu ud til at aftage,« lyder det fra læge og lektor Morten Scheibye-Knudsen ved Center for Sund Aldring, Københavns Universitet.
Han har ikke været involveret i det amerikanske studie, som lander i en - i sig selv - langlivet debat i forskerkredse om, hvorvidt der er en øvre grænse for forventet levetid, eller om vi bare vil blive ældre og ældre. Studiet fra USA peger på det første.
»At stigningen i levetid viser sig at være aftagende indikerer, at vi begynder at nærme os en øvre grænse for menneskets levetid,« siger Morten Scheibye-Knudsen.
Loft ved 120 år
Det har ellers set overordentligt godt ud med udviklingen i menneskets levetid. I løbet af det forrige århundrede – det 20. - er menneskets levetid i højindkomstlande steget med cirka 30 år. Faktisk er vores forventede levetid steget med omkring tre år per årti, svarende til 0,3 år per år.
Spørgsmålet har bare været, om stigningen også ville fortsætte ufortrødent ind i det nuværende århundrede. Og det er altså her, at data fra en række højindkomstlande med højeste nuværende levealder viser, at stigningen i forventet levetid er aftaget siden 1990 - og især efter 2010. Til under 0,2 år per år.
»Det betyder, at børn født i de senere år har en relativt lav chance for at nå 100 år,« skriver forskerne i studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Aging.
Ifølge Morten Scheibye-Knudsen bekræfter studiet det, som han selv og de fleste andre aldringsforskere allerede har hældt imod: At der er en øvre grænse for menneskelig levetid, og at den ligger tæt på 120 år, som er nogenlunde den alder, som de allerældste mennesker lever til i dag. Dér ligger loftet altså.
For hvis vi skulle nå en middellevetid på over 100 år, som vi ellers har lovet vores børn, så kræver det, at den øvre grænse bliver skubbet til omkring 150 år. Men med vores nuværende medicinske formåen kalder den danske aldringsforsker en maksimumlevetid på 150 år for »meget urealistisk«.
Ingen livsforlængelse i sigte
Når det er gået så godt med at forlænge middelevetiden i løbet af det 20. århundrede, skyldes det store forbedringer i folkesundheden og markante medicinske landvindinger, såsom at man er lykkedes med at nedbringe spædbarnsdødeligheden dramatisk og behandle sygdomme, herunder infektioner, effektivt med blandt andet penicillin. Fremskridt, som har resulteret i det, som forskerne bag det nye studie kalder ’radikal livsforlængelse’.
Uden medicinsk hjælp og folkesundhedsindsatser ville mennesket sandsynligvis leve til et gennemsnit på 60 år eller deromkring, forklarer professor i biodemografi og gerontologi Jay Olshansky fra University of Illinois til Videnskab.dk. Han står i spidsen for det nye studie.
Desværre mener forskerne bag studiet ikke, at der er noget, der tyder på, at radikal livsforlængelse vil forekomme i dette århundrede, sådan som det har gjort i det forrige. De kalder det »usandsynligt«, at vi i dette århundrede finder metoder til at bremse processerne for biologisk aldring markant.
Det er den danske aldringsforsker enig i.
»Indtil videre findes der ingen lægemidler, der kan påvirke menneskelig aldring radikalt nok til, at vi får en højere øvre levealder. Der kan sagtens være meget at hente. Men vi kan ikke endnu,« slår Morten Scheibye-Knudsen fast.
\ Om studiet
Studiet er baseret på dødelighedstendenser i verdens otte længstlevende befolkninger, som er Australien, Frankrig, Italien, Japan, Sydkorea, Spanien, Sverige og Schweiz, samt i Hong Kong og USA.
Før midten af det 19. århundrede var den forventede levealder ved fødslen for mennesker 20-50 år. Men fremskridt inden for folkesundhed og medicin i begyndelsen af det 20. århundrede affødte en levetidsrevolution, som har betydet, at stigninger i forventet levetid ved fødslen er steget med accelererende hastighed fra et gennemsnit på 1 år hvert eller hvert andet århundrede i de foregående 2.000 år til 3 leveår tilføjet pr. årti (svarende til 0,3 år årligt) i løbet af det 20. århundrede
Men studiet viser altså, at det er blevet gradvist sværere at øge den forventede levetid, og at stigningen i menneskets forventede levealder er aftagende i det 21. århundrede, især efter 2010. I alle de målte befolkninger - undtagen Hong Kong og Sydkorea - er den årlige stigning i forventet levetid ved fødslen aftaget til under 0,2 år årligt.
Hvis vi skal nå en forventet levealder ved fødsel på 110 år i dette århundrede, vil det ifølge forskerne kræve fuldstændig helbredelse eller eliminering af de fleste større dødsårsager, der findes i dag.
Skulle vi nå en forventet levealder ved fødslen på 110 år, ville det kræve en overlevelse til 100 år af omkring 70 procent af kvinder.
Studiet viser, at børn født i de senere år har en relativt lav chance for at nå 100 år. 5,3% chance for kvinder og 1,8 procent chance for mænd.
Den højeste landespecifikke sandsynlighed for, at børn født i 2019 overlever til de fyldte 100 år findes i Hong Kong, hvor 12,8 procent af kvinder og 4,4 procent af mænd forventes at nå en alder af 100 år. Til sammenligning forventes 3,1 procent af kvinder og 1,3 procent af mænd i USA at blive 100 år gamle. USA er dét af de målte lande, hvor accelerationen i stigningen i forventet levetid falder mest.
Forskerne konkluderer, at menneskehedens kamp for et langt liv stort set er blevet gennemført.
Radikal livsforlængelse kan dog stadig forekomme i dette århundrede, men det vil i så fald være i lav- eller mellem-indkomstlande, fordi de stadig har mulighed for at reducere dødsraten hos yngre og midaldrende.
Alder er primær risikofaktor
Dermed er det den biologiske aldring i sig selv, der bliver den dominerende risikofaktor, og altså den, vi skal bekæmpe.
»Hvis vi skal leve meget længere, end vi gør nu, bliver medicin og videnskab nødt til at modulere selve aldringen frem for de sygdomme, der er forbundet med den,« lyder det fra den amerikanske aldringsforsker.
Men en forhindring for, at vi kommer til at leve meget længere, er også den øvre grænse for levetid i sig selv. Det faktum, at vi i langlivede befolkninger i dag er tæt på den øvre grænse.
»Da vi bevæger os væk fra en grænse for livet og i stedet for mod den, bliver det stadig sværere at skabe mere overlevelsestid,« lyder Jay Olshanskys pointe, og han understreger den ved at påpege et paradoks:
»Stigningen i forventet levetid er blevet langsommere i en tid, hvor medicinske fremskridt accelererede.«
Konsekvenser for pensionsalderen
Hvad den viden skal bruges til, har både den danske og den amerikanske aldringsforsker nogle bud på.
Ifølge den amerikanske forsker bør den nye viden have konsekvenser for social-, sundheds- og økonomisk politik. For alt fra livsforsikringer til pension og tilbagetrækningsalder er bundet op på, at vi bliver ældre og ældre.
Men når det at nå en alder på 100 år stadig er en fjern begivenhed, betyder det ifølge de amerikanske forskere, at de beslutningstagere, der står bag pensionsplanlægning, bør justere deres prognoser.
Det danske pensionssystem er dog i forvejen indrettet, så pensionsalderen løbende justeres efter den forventede levetid - læs mere i faktaboksen.
\ Pensionsalderen i Danmark reguleres hvert femte år
I Danmark beror tilbagetrækningsalderen på den forventede levealder. Jo længere vi lever, des senere begynder pensionsalderen.
Da pensionsalderen i Danmark reguleres hvert femte år baseret på opdaterede levetidsforventninger, kommer det danske system automatisk til at tage højde for, at stigningen i levetid aftager.
»Det smarte ved levetidsindekseringen af pensionsalderen er, at den netop sikrer en tilpasning til den udvikling, der måtte vise sig i levetiden. De pensionsaldre, der nævnes i medierne, er baseret på den nuværende befolkningsprognose – skulle den vise sig at være for optimistisk med hensyn til udviklingen i levetiden, så vil stigningen i pensionsalderen blive mindre,« forklarer professor Torben M. Andersen, der forsker i pensionsystemet ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, i en mail til Videnskab.dk.
»Som det fremgår af artiklen, bliver levealderen ved med at stige, blot i langsommere tempo. Det vil sige, at de fem-årlige reguleringer af pensionsalderen nok bliver mindre med tiden. Måske stopper de helt en gang i fremtiden. Medmindre der kommer en radikal livsforlængelse,« supplerer arbejdsmarkedsforsker Johan Sæverud fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet til Videnskab.dk.
Forlængelse af helbred frem for levetid
Men det er ikke det faktum, at vi ikke fortsætter med at bygge år på levetiden, der er mest interessant for pensionsdebatten, mener Morten Scheibye-Knudsen. Det er mere det, den danske forsker kalder den ’komprimerede dødelighed’. For den betyder, at i stedet for at dø i alle mulige aldre, så dør vi i dag alle sammen mere eller mindre i samme gamle alder.
»Vi er sundere i længere tid. Så rammer vi muren. Og så dør vi,« forklarer Morten Scheibye-Knudsen.
Så hvornår vi skal pensioneres, handler måske snarere om, hvor mange raske år, man vil give befolkningen til at være på pension i, lyder det fra den danske aldringsforsker.
Det er netop forlængelse af helbred frem for forlængelse af levetid, der fremadrettet bør være fokus hos såvel forskere som beslutningstagere, mener den amerikanske forsker Jay Olshansky.
»Tiden er inde til at fokusere medicin og folkesundhed på at forlænge det sunde liv – altså raske leveår - i stedet for blot at prøve at få os til at leve længere«.
