»Tik-tik,« sang Kim Larsen i 1983.
»Tiden går og går.«
»Og klokken slår og slår.«
Men selvom tiden går, og klokken slår, så er det faktisk muligt at skrue ned for tidens hastighed.
Eller rettere, så er det muligt at påvirke, hvordan vi opfatter tiden og dens hastighed.
Ny forskning viser nemlig, at tiden opfattes langsommere, når vi oplever noget mindeværdigt, skriver Scientific American på baggrund af et nyt studie publiceret i Nature Human Behaviour.
I studiet blev de 170 deltagere delt ind i fire hold og fik vist forskellige billeder med et interval på mellem 0,3 og 0,9 sekunder.
Efterfølgende skulle deltagerne svare, om de havde set et givent billede i kort eller lang tid. I et andet eksperiment skulle deltagerne holde en knap nede for at angive, hvor længe billedet, de havde set, blev vist på skærmen.
Eksperimenterne blev samtidig gennemgået af en kontrolgruppe.
Dagen efter skulle de gennem en hukommelsestest for at se, hvilke billeder de kunne huske at have set.
Konklusionen talte sit eget tydelige sprog:
Jo mere 'mindeværdige' billederne var, des langsommere blev tiden opfattet hos deltagerne. Samtidig var deltagerne også mere tilføjelige til at huske netop de billeder.
Selvom vi ikke ved, hvilke mekanismer i hjernen der forårsager tidsopfattelsen, har forskerne bag studiet en teori.
De tror, at det kan have noget at gøre med at hjælpe hjernen med at behandle mere information på en begrænset tid. Som en hjælp mod en 'flaskehals', hvor der er begrænsning for, hvor hurtigt informationen frit kan strømme.
»Det er muligt, at hjernen kan udvide 'flaskehalsen', når den skal åbne tingene en lille smule bredere for at tage mere information ind. Og som en konsekvens af dette udvider det tiden,« siger studiets medforfatter og professor i kognitiv neurovidenskab på George Mason University Martin Wiener.
Så hvis du synes, at dagene smelter sammen, og tiden løber ud i sandet, kunne det være, at du skulle svinge forbi dit lokale kunstmuseum og skabe dig nogle mindeværdige stunder.
Prip






























