Nej, du har ikke en reptilhjerne inde i hjernen
Selvom myten om krybdyrhjernen er sejlivet, så er det i virkeligheden en gammel teori, der ikke stemmer overens med nyere forskning, fortæller forsker.
Selvom myten om krybdyrhjernen er sejlivet, så er det i virkeligheden en gammel teori, der ikke stemmer overens med nyere forskning, fortæller forsker.

Krybdyrhjernen (også kaldet reptilhjernen) får ofte skyld for vores primitive instinkter - blandt andet fight-, flight- og freeze-reaktionen der kan blive udløst, når vi bliver bange.
Men at en del af vores hjerne stammer fra krybdyr er en myte, siger Christian Krog Tamnes til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
»Vi, som forsker i hjernens udvikling og hjernens evolution, har længe vidst, at det ikke stemmer,« siger professoren ved Psykologisk Institut ved Universitetet i Oslo.
Krybdyrhjernen er en del af myten om den tredelte hjerne.
Teorien blev systematiseret af lægen Paul D. MacLean i 1960'erne, og senere populariserede Carl Sagan tankegangen i bogen 'Paradisets drager', som udkom i 1977.
Paul D. MacLeans teori lød, at hjernen har udviklet sig lag for lag gennem evolutionen.
Krybdyrhjernen skulle være den inderste og ældste del. Denne primitive hjerne var ansvarlig for instinkter som sult, overlevelse og parring.
Udenpå lå det følelsesstyrede limbiske system, og yderst lå den rationelle hjernebark.

Der er to ting, der gør denne teori direkte forkert, siger Christian Krog Tamnes.
For det første udviklede hjernen sig ikke på denne måde gennem evolutionen. For det andet hører instinkter, følelser eller fornuft ikke hjemme i separate dele af hjernen, slår han fast.
Ikke desto mindre lever myten i bedste velgående. Christian Krog Tamnes mener, det kan skyldes, at hjerneforskning lyder meget overbevisende.
»Denne teori giver en tilsyneladende simpel forklaring på komplekse ting, hvilket er appellerende,« forklarer forskeren.
Endnu et søm i kisten på myten om, at vi har en krybdyrhjerne dybt inde i vores hjerne, kom i et studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science i 2022.
Forskerne bag studiet undersøgte hjerneceller fra skægagame-øgler for at afdække, om de kunne opdage fællestræk mellem henholdsvis krybdyr- og pattedyrhjernen. Derfor sammenlignede de hjernecellerne hos øgler og mus.
De fandt da også en del ligheder. Cellerne, der ligner hinanden, kan stamme fra vores fælles forfædre for 320 millioner år siden, skriver forskerne.
Men disse urceller blev ikke samlet ét sted i firbenhjernen eller i musehjernen. I stedet findes de celler, der ligner hinanden, spredt ud over hjernen hos begge arter.
»Det udfordrer idéen om, at visse hjerneregioner er ældre end andre,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel.

Fundet stemmer godt overens med tidligere forskning i hjernens evolution.
Mennesker og andre nulevende dyr har fælles forfædre. Men de har udviklet sig sideløbende.
Avancerede hjerner og nervesystemer har udviklet sig uafhængigt mange gange. Det bekræftes af amerikanske forskere i en artikel, der tager livet af myten om krybdyrhjernen i det videnskabelige tidsskrift Current Directions in Psychological Science.
»Idéen om, at de gamle strukturer er blevet bevaret uændrede gennem evolutionen er forkert,« fastslår Christian Krog Tamnes.
For selvom flere nulevende dyr har en lignende struktur i hjernen, har de forskellige dele fortsat med at udvikle sig inden for hver art.
Og så til punkt nummer to.
At hver del af hjernen skal være ansvarlig for visse ting stemmer ikke overens med moderne hjerneforskning.
»At sige, at den del af hjernen har den funktion, og den del har en anden funktion, er en grov overforenkling og gælder i bedste fald kun for simple og specifikke funktioner,« siger Christian Krog Tamnes.
Sandheden er langt mere kompliceret.
Lisa Feldman Barrett er én af de hjerneforskere, der har vist dette. Hun er blandt andet professor ved Northeastern University.
Ved hjælp af hjerneskanninger har andre forskere undersøgt, hvor følelserne findes i hjernen. Lisa Feldman Barrett og kolleger samlede alle disse studier, og det, de fandt ud af, var opsigtsvækkende:
Følelser, såsom frygt og tristhed, skabes ikke et bestemt sted i hjernen. Flere dele af hjernen er derimod altid involveret.
Hvilke dele af hjernen, der er aktive, varierer fra gang til gang. Og fra person til person.
Tanken om, at den fornuftige hjernebark kæmper mod de mere primitive dele af hjernen, er også forkert, mener den amerikanske forsker.
»Din hjerne er ikke en slagmark mellem fornuft og følelser,« sagde hun i et foredrag på University of Waikato i 2020.
Derfor vil hun myten om krybdyrhjernen til livs.
Selv når den tredelte hjerne kun bruges som metafor, bør den skrottes, mener Christian Krog Tamnes.
»Jeg synes, at vi skal forsøge at formidle viden om hjernen, der er korrekt.«
»Så hvis vi absolut skal have en metafor, er det meget bedre at tænke på hjernen som et orkester. Selvom det er for at spille en simpel sang, har vi brug for mange stykker for at tale sammen effektivt og på en koordineret måde,« siger hjerneforskeren.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.