Lundbeckfonden har udvalgt 11 forskere inden for neurovidenskab, der kan se frem til at blive støttet af fonden med et økonomisk beløb på 5 millioner kr. over de næste fire år.
Det oplyser Lundbeckfonden i en pressemeddelelse.
Pengene gives som en del af Ascending Investigator-programmet. Programmet har til formål at støtte forskere, der typisk er ansat på lektorniveau og som oftest overses, når der uddeles forskningsbevillinger, lyder det i pressemeddelelsen.
Lundbeckfonden oplyser, at den samlede bevilling til programmet i år er på 55 millioner kr. delt ud mellem 11 forskere. De får i snit hver 5 millioner kroner, som udbetales i rater over de næste fire år.
»Ascending Investigator-programmet er et væsentligt element i Lundbeckfondens sammenhængende indsats for at støtte dansk neurovidenskab«, udtaler Peter Thostrup, videnskabelig direktør for Lundbeckfondens talentprogrammer i pressemeddelelsen.
Peter Thostrup oplyser, at 65 forskere i år har søgt om at komme i betragtning til pengepuljen, og alle ansøgninger er kvalitetsbedømt af et talentpanel, der har har udvalgt de 11 projekter, der tildeles støtte.





























