Mange drikker en stærk kop kaffe eller tager koffein som kosttilskud før træning, og et nyt studie indikerer, at det har en effekt under træningen.
Ifølge det lille studie kan indtag af koffein øge mænds fedtforbrænding, mens de udfører motion med moderat intensitet, skriver International Business Times.
Studiet blev udført på 15 mænd, med en gennemsnitsalder på 32, over en måned.
Deltagerne skulle udføre en motionstest 4 gange med 7-dages intervaller, hvor de indtog enten 3 milligram koffein per kilogram kropsvægt eller tilsvarende placebo, først klokken 8 om morgenen og derefter ved 17-tiden.
Forholdene før hver test var nøje kontrollerede og standardiserede, og forskerne styrede, hvor mange timer der gik mellem måltiderne, og hvor mange stimulanser deltagerne indtog før hver træningsgang.
Resultatet var klart: Indtagelse af koffein en halv time før aerob træning ved moderat intensitet øger fedtforbrændingen under træningen, skriver International Business Times.
Bemærk, at studiet kun handler om fedtforbrændingen under træning i en kortere periode. Det har ikke målt, hvordan forbrændingen påvirkes over længere tid, eller hvorvidt forsøgsdeltagernes vægt blev påvirket.
Forskerne påpeger også, at eftersom studiet blev lavet på mænd, kan de ikke sige med sikkerhed om effekten er den samme for kvinder.
Læs en mere grundig gennemgang af studiet i denne artikel: Kan koffein fyre op under fedtforbrændingen i løbet af træningen?
Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of the International Society of Sports Nutrition.
\ Læs mere
cll






























