Hvad passer ekstra godt til hvidløgsbrød? Det gør muligvis en yoghurt dip!
Et hold fødevareforskere har udført en række forsøg for at teste, om almindelig yoghurt kan fjerne hvidløgsånde, og det er der noget, der tyder på.
Det skriver Ohio State University i en pressemeddelelse.
Forsøgene, som blev udført i et laboratorie, men som snart også skal udføres med mennesker, viste, at yoghurt kan forhindre lugten fra hvidløg i at trænge ud i luften. Og dermed kan du potentielt undgå at komme til at lugte af det.
Forklaringen er, at de stoffer, der er skyld i hvidløgets skarpe lugt, kan indfanges af proteinet i yoghurt.
Hvidløgets lugt kommer fra såkaldte flygtige forbindelser - at de er flygtige vil sige, at de fordamper i forskellig hastighed, når de omsættes fra væske- til gasform.
Forsøgene blev udført ved at placere rå hvidløg i glasflasker, hvor de svovlholdige, flygtige forbindelser blev frigivet i mængder, som et menneskes næse opfanger.
Forskerne brugte metoden massespektrometri, der bestemmer massen af atomer og molekyler, til at måle mængderne af de flygtige stoffer i gasform, som var til stede, før og efter de behandlede dem med yoghurt.
Resultatet viste, at yoghurt kan reducere 99 procent af den svovlholdige lugt fra rå hvidløg.
I forsøget tilførte forskerne vand, fedt og protein fra yoghurten og fandt frem til, at fedt og protein klarede opgaven bedst.
Derefter testede de hvedeprotein og mælkeprotein - alle kunne neutralisere lugten, sandsynligvis, fordi de kan indfange de flygtige forbindelser, inden de blev frigivet i luften:
»Vi vidste, at protein binder smag, og det er ofte negativt, fordi mad med højt proteinindhold ofte har mindre smag, men i det her tilfælde er det positivt,« siger seniorforsker bag studiet Sheryl Barringer i pressemeddelelsen.
Hun er professor i fødevarevidenskab og teknologi ved Ohio State University.
\ Læs også
Barringer har tidligere identificeret, at æbler, mynte, salat og mælk har lignende egenskaber. Takket været deres enzymer og fedt kan de fjerne de svovlholdige stoffer i hvidløget, der får det til at lugte.
Hun fremhæver, at der i fremtiden vil være en stigende efterspørgsel på proteinholdige fødevarer, der kan flere ting.
Derfor håber hun, at resultaterne kan lede til fremtidige studier, der analyserer en række af proteiner, som kan bruges til at udvikle det perfekte madprodukt, der også kan reducere lugten fra hvidløg.
Men indtil sådan et produkt er på markedet, kan du overveje at prøve at starte med at spise yoghurt (især græsk yoghurt, som typisk indeholder mere protein), lige efter du har spist hvidløg, siger Barringer i pressemeddelelsen.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Molecules.
les






























