Hvordan reagerer kroppen på sult?

Verden over, særligt i krigs- og konfliktområder som Gaza og Sydsudan, er der børn, kvinder og mænd, der får alt for lidt mad.

Men hvad sker der egentlig på den korte og lange bane med kroppen ved langvarig faste eller hungersnød? Hvad er langtidseffekterne for børn, hvis mødre ikke får nok mad under graviditeten?

Det ved vi faktisk en hel del om. Vores viden stammer især fra forskning baseret på historiske begivenheder med sultkatastrofer og hungersnød, eksempelvis Anden Verdenskrig.

Men sultestrejker og kontrollerede forsøg har også gjort os klogere på, hvordan vi mennesker reagerer på mangel på mad.

Jeg forsker i de cellulære og molekylære processer, der styrer, hvordan kroppen optager, lagrer og bruger energi.

Før jeg dykker ned i, hvad forskningen viser om hungersnød, skal vi forstå, hvordan kroppen håndterer mangel på mad på den korte og på den lange bane.

Kroppen har flere energilagre

Kroppen har heldigvis energidepoter, som vi kan tære på, hvis der ikke er nok mad til rådighed.

I hovedparten af menneskets historie har mad været en mangelvare, så de depoter har været helt essentielle for vores overlevelse.

Konkret oplagrer vores krop energi til senere brug i forskellige lagre:

• Fedt: Der er et langtidslager af fedt i depoter i underhuden, især omkring numse, lår og mave, omkring tarmene samt, ved overvægt, i leveren og andre væv.
• Stivelse og protein: Vi har et mindre lager af stivelse i lever og skeletmusklerne, og kroppen kan også nedbryde musklernes protein og bruge det til energi.

Dét sker der i kroppen ved sult i kortere perioder

Ved kortvarigt stop for indtag af mad – det vil sige fra nogle timer til få dage – nedbryder kroppen først sine stivelsesdepoter i lever og skeletmuskler og laver det om til sukker.

Men når stivelsen er brugt op, går kroppen over til at nedbryde og forbrænde fedt (triglycerider) fra langtidslageret.

De fleste væv fungerer godt med at bruge fedtmolekyler (fedtsyrer) til at dække energibehovet, men hjernen vil helst forbrænde sukker.

Derfor begynder kroppen at producere sukker ud fra glycerol (fra fedtnedbrydning) og aminosyrer (fra protein-nedbrydning), så hjernen kan blive ved med at fungere. Det foregår mestendels i leveren.

Hjernens nerveceller kan dog omstille sig til at bruge ketonstoffer, som leveren og til dels nyrerne kan danne fra fedtsyrerne.

Det har den fordel, at man ved langvarigt stop for indtag af mad ‘sparer’ på musklerne, så de i så lang tid som muligt ikke nedbrydes.

I figuren herunder kan du se, hvordan energidepoter i lever, muskler og fedtvæv forsyner resten af kroppen med næringsstoffer under faste (til højre) samt processen med glukose og ketoner.

Energien reserveres til hjernen og musklerne

Under mangel på mad omstilles en række hormonsystemer, så både stofskiftet og fertiliteten nedsættes.

Det langvarige stressrespons aktiveres, og immunforsvaret bliver mindre aktivt. Vi bliver med andre ord mere modtagelige overfor infektioner med bakterier og virus, som vores immunsystem normalt let ville kunne slå ned.

Det lyder jo umiddelbart som et uønsket respons, men alle disse omstillinger af kroppens stofskifte handler om at bruge mindre energi.

Den energi, som er til rådighed, reserveres til livsnødvendige processer – eksempelvis i hjernen til at planlægge, hvordan der kan skaffes føde og i musklerne til at skaffe føden.

Man kan overleve cirka to måneder fuldstændigt uden mad!

Alle disse tiltag betyder, at ved fuldstændig stop for indtag af mad kan er voksent menneske (75 kg) begrænse vægttabet til cirka 300-400 gram om dagen.

Efter omkring 50 dage, er vægttabet i omegnen af 20 kg for et normalvægtigt voksent menneske, svarende til omtrent 25 procent af kropsvægten.

Det kan man komme sig over, hvis man begynder at spise igen.

I historisk tid har det været normalen, at mange levede på sultegrænsen i senvinteren og det første forår, hvor forrådet slap op.

Får man ikke mad i over 60 dage, vil man typisk være døden nær, hvis man startede fra en normal vægt (75 kg).

IRA (Irish Republican Army)-medlemmet Bobby Sands, som sultestrejkede i 1981 i Maze-fængslet ved Belfast, overlevede 66 dage uden mad, før han døde af sult.

I øvrigt var der 23 IRA-fanger i starten af 1980’erne, som sultestrejkede for at opnå status som politiske fanger; udover Bobby Sands døde yderligere ni fanger under den samme sultestrejke.

Blandt dem, som døde under sultestrejken, varede den fra 46 til 73 dage; 3 personer overlevede 70 eller flere dage uden mad, hvoraf 2 døde mens 1 overlevede, fordi familien intervenerede.

Forsøgsdeltagere fantaserede om mad og blev apatiske

Så hvad sker der helt konkret, når vi sulter i længere tid? En betragtelig del af vores viden om konsekvenserne af hungersnød stammer fra Anden Verdenskrig.

I ghettoen i Warszawa i perioden efter 1942 fik fængslede kun 180 kalorier om dagen, svarende til cirka 10 procent af de nødvendige energibehov per dag.

I løbet af en periode på 18 måneder døde 43.000 i ghettoen.

Her udførte 28 fængslede jødiske læger et studie på sig selv og andre tilbageholdte og smuglede resultaterne ud, før ghettoen blev tømt.

Resultaterne blev udgivet efter krigen (se her og her), og viste klare effekter af hungersnød på immunforsvaret (tuberkulose var en stor dræber i ghettoen), og på hjerte-, lunge- og nyrefunktionen, samt på synet.

Sultende soldater fantaserede om mad og blev nedtrykte

I USA indså regeringen i 1944, at sultkatastrofer var overhængende flere steder i verden, og designede et klinisk kontrolleret forsøg med militærnægtere ved navn 'The Minnesota Starvation Experiment'.

Forsøgsdeltagerne (unge, raske mænd) blev budt en diæt på 50 procent af deres basale energibehov i en periode på seks måneder, hvor de tabte cirka 25 procent af deres kropsvægt.

Forsøget påviste – udover de fysiologiske effekter – også de mentale effekter af mangel på mad.

Forsøgsdeltagerne begyndte at fantasere og fokusere enormt meget på mad og følte sig nedtrykte, irritable, trætte og apatiske.

Forsøgsdeltagerne blev derefter fedet op med forskellige diæter, for at man kunne finde ud af, hvilken diæt som gavner mest, hvis man har sultet i lang tid.

Her er det bedste blot at sørge for, at diæten indeholder så mange kalorier som muligt.

Børnene rammes særligt hårdt

Mangel på mad og hungersnød er særligt alvorligt for børn, som ofte ikke har så store fedtdepoter.

Børn, som ikke får mad nok, vokser langsommere og får en lavere sluthøjde (en proces, der kaldes 'stunting' på engelsk).

Hjernens udvikling prioriteres på bekostning af kroppens vækst, så det er kun i ekstreme tilfælde, at de kognitive evner svækkes betydeligt. Men sker det, er skaden svær at rette op på.

Man har fundet, at alvorlig underernæring hos børn under fem år generelt er associeret med langsommere mental udvikling og lidt lavere (10-15 procent) intelligens som voksne.

Ved hungersnød i svær grad hos små børn, hvor der især mangler protein i kosten, opstår tilstanden kwashiorkor.

Den er kendetegnet ved en meget opsvulmet mave (der dog kan have flere årsager) og ekstremt tynde arme og ben – det billede som man typisk vil se for sig, når man tænker på hungersnød hos børn.

Flest underernærede børn i Sydøstasien

På verdensplan er 45 millioner børn under fem år alvorligt underernærede.

Hungersnød berører i øjeblikket særligt Afrikas Horn (Somalia, Somaliland, Ethiopien og Eritrea, hvor op mod 50 procent af alle børn under fem år er underernærede).

Men også i Sydsudan, flere lande i Vest- og Centralafrika, samt Afghanistan og Madagaskar er flere millioner børn underernærede.

Det er typisk lande med stor usikkerhed omkring tilgængeligheden af mad, præget af krig og politisk usikkerhed.

Det kan derfor heller ikke overraske, at FN i februar 2024 rapporterede, at i Gazastriben er mindst ét ud af seks børn under to år underernærede, og nye optællinger fra maj 2024 viste, at 8 procent af børn i alderen seks måneder til fem år var underernærede.

Hvad man dog ofte ikke tænker på er, at langt størstedelen af underernærede børn findes i lande i Sydøstasien (Indien, Indonesien, Pakistan, Bangladesh) blandt fattige i slumområder eller afsides landsbyer, hvor piger oftest giftes bort og får børn før deres 18-års fødselsdag.

Her er underernæring både til stede hos mor og barn og berører således hele familier og generationer.

Ufødte fostre præges for livet af moderens hungersnød

Hungersnød skaber ikke kun akutte effekter hos børn (og voksne) – det skader også en mors ufødte børn, hvis hun selv sulter.

Også her har vi viden fra Anden Verdenskrig, hvor nazisterne afskar en del af Holland fra forsyninger i vinteren 1944-45 (også kaldet ‘The Dutch Hunger Winter’).

Selvom gravide fik større rationer end andre, måtte de stadigt overleve på mindre end 600 kalorier per dag - cirka 20 procent af behovet for en gravid.

Fostrene, hvis mødre ikke fik energi nok under graviditeten, undergik såkaldt ‘føtal programmering’.

Det betyder, at fosteret bliver ’programmeret’ til at reagere på en bestemt måde, når det er kommet til verden.

Opfølgende studier fra dyreforsøg og andre sultkatastrofer (såsom i Kina under ’Det Store Spring Fremad’ (1959-61)) har vist, at føtal programmering er varig og ændrer individets vækst og stofskifte resten af livet.

Voksne, som er føtalt programmerede på grund af underernæring, er en lille smule lavere, har et lavere basalt stofskifte, har tendens til overvægt samt betydeligt større risiko for forhøjet blodtryk og type 2-diabetes (se også her).

Men hvorfor? Årsagen findes i vores DNA.

Hungersnød går hårdest ud over børn og ufødte fostre

Føtal programmering som følge af underernæring forårsager nemlig såkaldte epigenetiske ændringer i DNA’et, hvor gener involveret i vækst og stofskifte bliver tændt eller slukket.

Det var faktisk den hollandske sultevinter, der førte til opdagelsen af epigenetik.

Som en lille sidenote kan det samme fænomen faktisk observeres hos børn, som fødes med lav fødselsvægt ved terminen.

Fostre, hvis mødre har graviditetssukkersyge, og hvor barnet fødes med meget høj fødselsvægt, bliver også føtalt programmerede. Her ses der ligeledes øget risiko for overvægt og type 2-diabetes.

Overordnet kan man sige, at den sult og hungersnød, vi især ser i verdens krigszoner og tørkeramte udviklingslande, går allerhårdest ud over børn og ufødte fostre.