Hvad gemmer sig egentlig bag vores navle?

Navlen er en evig påmindelse om, at vi engang var forbundet til og helt afhængig af vores moder. Vi flød rundt i fostervandet som en lillebitte astronaut.

Strengen og navlen har altid fascineret menneskeheden, der stadig har en masse interessante traditioner, som fejrer den fysiske separering af navlestrengen.

Navlestrengen er formentlig det første legetøj, vi får imellem hænderne; embryoer bliver sommetider fanget i fuld gang med at lege med navlestrengen i løbet af scanningen.

Den mest almindelige kirurgiske procedure

Klipning af navlestrengen umiddelbart efter fødslen er i dag en af de allermest almindelige kirurgiske procedurer, som langt de fleste mennesker har været igennem.

Nylig videnskabelig evidens har ført til overvejelser om, hvor hurtigt klipning af navlestrengen bør ske efter fødslen. Evidens viser, at den nyfødte kan modtage helt op til 80-100 ml (næsten 1/3 af den samlede blodvolumen), hvis man venter 3 minutter (eller mere) med at klippe navlestrengen.

Den nyfødte modtager ikke alene mere blod; den ekstra blodvolumen har en positiv effekt på barnets senere udvikling.

Navlestrengen bliver dannet meget tidligt i løbet af graviditeten. Fosterets bevægelser strækker navlestrengen, så den bliver længere og ender med at være 50-70 cm lang.

Aktive babyer, der bevæger sig meget, har som regel også en længere navlestreng.

Naturens 'airbags'

Navlestrengen består af en en tykvægget navlevene, som fører oxygenrigt blod og næringsstoffer til fosteret, samt to tynde navlearterier, der fører oxygenfattigt blod med affaldsstoffer fra fosteret til moderkagen.

Navlestrengen er forbundet med livmoderen, så den er ikke direkte forbundet med moderens cirkulation. Livmoderen er et meget avanceret filtreringssystem.

For at blodkarrene kan modstå belastningerne og ikke går i stykker, er de omgivet af navlesnorsvæv, blandt andet en geléagtig bindevæv kaldet 'Whartons gelé', der nærmest fungerer som airbags.

Gelén er grunden til, at det som regel ikke er et problem, hvis babyen får navlestrengen viklet rundt om halsen, hvilket ofte sker.

Efter fødslen ophører navlestrengens afgørende funktion med at transportere blodet frem og tilbage mellem moder og barn. Efter at navlestrengen er blevet klippet, visner resterne væk i løbet af et par uger og bliver til en sort, fast klump, før stumpen falder af og efterlader en navle.

'Inny' eller 'outie'?

Måske har du talt med venner og kærester om, hvorvidt I har en 'inny' (navle, der går indad) eller en 'outie' (navle, der går udad), og kvinder undrer sig ofte over, hvordan deres navle ændrer facon og ligesom bliver fladere i løbet af graviditeten.

Vi fortæller vittigheder om navlefnuller, og nogen af os pynter endda navlen med piercings.

Men gemmer der sig egentlig mere bag den indskrumpede evige påmindelse om vores første tid her på Jorden?

Umiddelbart efter fødslen trækker den nyfødte baby vejret for første gang, og blod transporteres til og fra lungerne, der inden fødslen er fyldt med fostervæske, for at sikre iltning og afgivelse af kuldioxid.

Et forbløffende omslag finder sted i cirkulationen, og de to arterier indsnævrer sig for at stoppe blodstrømmen til moderkagen, og venen falder langsomt sammen.

Venerne og arterierne i navlestrengen trækker sig sammen og danner ligamenter, der er seje bånd af fibrøst bindevæv.

Ligamenterne deler leveren op i sektioner og forbliver fastgjort til indersiden af ​​navlen.

Den del af navlestrengen, der er tættest på navlen, degenererer til ligament, som ikke tjener noget egentligt formål, men den interne del bliver en del af kredsløbssystemet i bækkenet, der leverer blod til blæredeler, urinledere og ductus deferens (sædleder; hver af de to rørformede organer som fører sædcellerne fra bitestiklerne op til sædblæren, hvor sædvæsken dannes).

En sjælden gang forekommer manglende lukning af de to kanaler, der under fosterlivet forbinder navlestrengens indmunding i bugvæggen med urinblæren.

Denne sjældne udviklingsdefekt kræver næsten altid umiddelbar kirurgisk indgriben.

Navlen er fantastisk

Har du nogensinde bemærket, at du kan mærke en prikkende fornemmelse i blæren og bækkenområdet, hvis du stikker en finger i navlen? Nu ved du hvorfor.

Dét, der engang transporterede blod fra moder til foster, er blevet til ligamenter og fortsat forbindelse til blodforsyningen dybt inde i vores krop.

Så hvis du nogensinde får at vide, at du ikke skal være så navlebeskuende, kan du jo afsløre, hvor fantastisk vores navle rent faktisk er.

Hannah Dahlen modtager støtte fra NHMRC og ARC. Hun er tilknyttet Australian College of Midwives. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.