Al forskning viser, at fysisk aktivitet er afgørende for at fremme sundhed og forebygge sygdomme. Alligevel er der alt for mange mennesker, der får for lidt motion.
Så hvad skal der til for at få folk op af stolen? Er det et spørgsmål om flere cykelstier, motion på arbejdspladsen eller mere idrætsundervisning i folkeskolen? Og hvad kan samfundet gøre?
Forskningsenheden for Sundhedsfremme ved Syddansk Universitet har netop modtaget 3 mio. Euro – svarende til 22,5 mio. kr. - fra EU til at forske i, hvordan man får viden til at spille sammen med lokale værdier og ressourcer og skabt politikker og indsatser, der kan fremme borgernes sundhed. Det skriver Odense Universitet på deres hjemmeside.
Projektet kaldes REPOPA, hvilket står for “REsearch into POlicy to enhance Physical Activity”, og inddrager institutioner fra seks andre lande.





























