Forældre til overvægtige børn forsøger i al ubemærkethed at få deres barn til at tabe sig ved at snige sundere kostvaner og mere motion ind i hjemmet. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet.
»Forældrene er meget opmærksomme på at være gode forældre. De er bange for at skade børnenes selvværd, hvis der kommer for meget fokus på deres overvægt. Eller også er de nervøse for, at barnet får et forkert forhold til mad og krop og ender med at udvikle en spiseforstyrrelse. Derfor forsøger de at skjule, at de har sat børnene på slankekur,« siger Pernille Andreassen fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet.
Hun har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om forældres oplevelser med at have et overvægtigt barn.
I to år har Pernille Andreassen fulgt 14 forældre og deres overvægtige børn og har oplevet, at især forældre til små børn undgår at fortælle dem, at de er for tykke og har brug for at tabe sig. Forældrene forsøger i stedet at snige sundere vaner ind i familien ved at fortælle barnet, at ingen har godt af slik og chokolade og opfordre til sammen at gå en hyggetur med hunden.
»På den måde får barnet ikke indtryk af, at der er noget specielt galt med det. Samtidig håber forældrene at fremme et vægttab. Så man kan sige, at forældrene forsøger at skjule overfor børnene, at de gerne vil forandre dem,« siger Pernille Andreassen.
Læs også på Videnskab.dk: Er lidt fedt virkelig en fordel?





























