Her i Bangkok, hvor jeg for andet år er gæsteprofessor i januar, har de lægestuderende en 1. del, hvor de ikke ender med at kunne sig bachelorer.
Lateralisering, hvor man efter 1-2 år skifter fra én uddannelse til en anden, er også et ubekendt problem. Til gengæld ser det for mig at se ud, som om de er mere på sengeafdelingerne end i Danmark, og de får i hvert fald tildelt flere opgaver i direkte relation til patientbehandling.
De ser så et ganske andet patient grundlag end i Danmark, hvor vi har den primære sundhedstjeneste som et bolværk for bekostelige indlæggelser. Det vil i praksis sige, at flere sygdomsbilleder, som i Danmark varetages hos den praktiserende læge, vil være en sag for en hospitalsafdeling.
Unge læger tager de lettere patienter
Sådan er der mange forskelligheder, som også skinner igennem ved de yngre lægers uddannelse, som på Siriraj hospitalet, hvor jeg nu har været i to uger, er 3-årigt med det sidste på den afdeling, hvor den unge læge har vist interesse for. Her får vedkommende så tildelt et betydeligt ansvar for patienterne i et sengeafsnit, som er opdelt efter speciale, dog sådan at blodsygdomme og kræftsygdomme ligger sammen her.
Der er ydermere en formaliseret mentorfunktion, som gennemsyrer systemet mere ned i Danmark. Altså at studenterne vejledes af 1. årslægen, 1. årslægen af 2. årslægen og så videre helt op til overlægerne i afdelingen.
En student i afdelingen har således timer med sin lægelige vejleder, som er på specialist niveau, hvor vedkommende gentagen gange lærer omgangstone og undersøgelses teknik med en rigtig patient.
Dette ses også på ambulatorium niveau, hvor den unge læge bogstavelig talt sidder i forkontor for den ældre. Førstnævnte tager de lettere patienter, men kan så hurtigt gå ind og spørge den ældre. Vi har ikke helt den samme mentorering i Danmark, hvor hver yngre læge har en vejleder, som agerer mest i baggrunden.
Den Elektroniske Patientjournal er ikke udviklet i Thailand
Jeg skal ikke her dømme den en tilgang bedre end den anden, men blot konstatere, at for både studenterne og de unge læger er tiden tæt på patienterne længere.
Som jeg skrev om for et år siden, er EPJ (Den Elektroniske Patientjournal) ikke udviklet i Thailand, og det er i udgangspunktet en klar mangel, som gør det sværere at få en oversigt over patienten. På den anden side er der ikke så megen spildtid med idelige opslag og indtastninger.
Der er imidlertid én ting, som både studenter og læger lærer her, og som vi ikke er så gode til i Danmark og det er en gensidig hjælpe kultur: Her er alle medicinske afdelinger samlet i én (14 etagers) bygning, og der er en udbredt konsultations kultur. Dvs. at en patient med blodmangel, som ligger på en anden medicinsk afdeling, ses af en specialist i blodsygdomme - oftest dagligt.
Omvendt vil en patient med en blodsygdom, som har nervegener, ses af en neurolog. På mit hospital (Århus Universitetshospital), som jo ligger spredt i byen er dette ikke nær så udtalt (det bliver nok bedre, når alle er flyttet til Skejby om nogle år).
På den ene side går der en del tid for lægerne med at gå på andre afdelinger, på den anden ser både de yngre læger og studenterne flere patienter med komplicerede – uafklarede - sygdomsbilleder.
Der er forskellige tilgange til uddannelsen
Sidstnævnte krydsen frem og tilbage ses også i de såkaldte Grand Rounds, hvor studenter skal fremlægge en sygehistorie, mens alle afdelingens læger er til stede. De er ofte meget nervøse (det er danske studerende heldigvis bestemt ikke!) og der er også nogle gange et tydeligt moment af overhøring, men hvad jeg synes, er at det endnu en gang får de yngre til at involvere sig i en patient.
Hvordan deres eksaminer er her, har jeg ikke noget klart indtryk af, men da jeg nævnte den uheldige sag fra mit eget universitet, hvor gamle opgaver blev givet igen (så alle fik topkarakter) for den overlæge, som igen i år har tilrettelagt mit forløb her, gjorde hun store øjne.
Samlet set må man konstatere, at der er forskellige tilgange til uddannelse her og i Danmark og at det mestendels er system-afhængigt. En nærmest ikke-eksisterende primær sundhedstjeneste, en større mængde privathospitaler i Thailand gør, at patient strømmen er anderledes.
Både studenter og unge læger har længere arbejdstider her og jeg synes ikke, at den mere intensive patient kontakt opvejer den øgede fritid og deraf følgende livskvalitet, som vi har derhjemme.
Hæren er tilstede når kongen er indlagt
Men det ændrer ikke ved, at man kan være imponeret over det engagement, der lægges for dagen fra alles side på Siriraj hospitalet, som for tiden er præget af, at kongen er indlagt fire etager over mit kontor.
Der er en enorm folkelig opbakning bag ham, som er blevet 87 år og er svagelig, faktisk så svagelig at han ikke kunne holde tale på sin fødselsdag for nylig. Dette gør, at befolkningen valfarter til hospitalet for at skrive sig i 'God bedring' bøger, som ligger fremme bag den statue af Prins Mahidol, som var både søofficer og læge, og som i 1920'erne oprustede hospitalet til det, det er nu.
Kongens tilstedeværelse gør også, at hærens tilstedeværelse på området er om muligt endnu mere fremtrædende end ellers – se billedet.
