Rent og regelmæssigt er en god rettesnor for tandpleje i al almindelighed.
Men hvis du er gravid, er der endnu mere grund til at skrue op for tandbørstningen og tandtråden.
Ellers stiger risikoen for blandt andet tandsygdomme og fødselskomplikationer. Sådan lyder det fra flere forskere, som Videnskab.dk har talt med.
En af de tandsygdomme, som gravide er særligt udsatte overfor, er tandkødsbetændelse.
En tilstand, som måske lyder harmløs, men som faktisk kan få store negative konsekvenser for vores sundhed, hvis den ikke bliver behandlet, forklarer Palle Holmstrup, der er professor emeritus på Københavns Universitet og indtil 2021 var afdelingsleder i parodontologi på Tandlægeskolen.
»Gravides tandkød bliver lettere hævet og betændt. Hævelsen er noget skidt, fordi den skaber fordybninger rundt om tænderne, hvor der kan samle sig bakterier. Hvis det sker, kan det bindevæv, der holder tænderne på plads, til sidst blive nedbrudt, og tænderne kan falde ud,« siger han.
\ Miniserie om graviditet
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s miniserie om graviditet. Vi undersøger påstande om myter og graviditet.
Vi dykker blandt andet ned i:
- Hvorvidt man virkelig stråler, når man er gravid?
- Hvordan graviditet påvirker vores tandsundhed.
- Om der er forskel på graviditet med drenge og piger?
Følg med i serien her på Videnskab.dk.
I en nylig kronik bragt i Tandlægebladet forklarer blandt andre Berit Lilienthal Heitman, der er professor og tandlæge på Bispebjerg Hospital, at det er gravides forhøjede niveauer af hormonerne østrogen og progesteron, der gør, at de lettere kan få tandkødsbetændelse.
Hormonerne »ændrer vævets funktion« og giver øget blodgennemstrømning til slimhinderne.
Mere blod i slimhinderne gør, at »blodkar i tandkødet nemmere brister«, skriver hun i kronikken sammen med Ph.d. i ernæring, Karoline Winckler.
Ubehandlet tandkødsbetændelse kan betyde tidlig fødsel
De to forskere bag kronikken skriver også, at ubehandlet svær tandkødsbetændelse, som på fagsprog kaldes parodontitis, blandt andet kan øge risikoen for, at den gravide føder for tidligt, får diabetes eller blodpropper.
Et review-studie fra 2022, det vil sige et studie, der sammenfatter resultater fra en lang række andre studier, peger også på, at parodontitis kan føre til lavere fødselsvægt hos barnet og svangerskabsforgiftning for moren.
»Vi ved, at parodontitis og dårlig mundhygiejne er koblet til mere komplicerede graviditeter,« lyder det også fra Jacob Alexander Lykke, der er fødselslæge på Rigshospitalet.
Professor emeritus Palle Holmstrup forklarer, at de gravides kroppe kommer på overarbejde, når inflammationen er øget på grund af parodontitis.
»Inflammationen i kroppen kan være resultatet af bakterier fra mundhulen, som går ud i blodbanen, og det kan lede til mange forskellige problemer. Og ja, der er studier, som kæder parorontitis sammen med for tidlig fødsel. Betændelsesstofferne kan nemlig i nogle tilfælde få veerne til at gå i gang før tid,« siger han.
\ Får gravide flere huller i tænderne?
Når man bliver gravid, kan smagssansen ændre sig, og flere gravide får trang til søde sager.
»Mange gravide får en sød tand, og det giver mening, fordi de skal levere ekstra meget næring og energi til fostret gennem moderkagen. Og hvis man spiser meget sødt, stiger risikoen for huller i tænderne,« lyder det fra Jacob Alexander Lykke, der er fødselslæge på Rigshospitalet.
Tandlæge.dk skriver da også, at gravide bør være ekstra opmærksomme på tandhygiejnen på grund af eventuelt højere indtag af sukker under graviditeten.
Men selvom nogle gravide spiser mere sukker, er det langtfra ensbetydende med, at de får flere huller i tænderne, lyder det fra to forskere i tandsygdomme.
»Jeg kan afvise, at der er en sammenhæng mellem graviditet og flere huller i tænderne,« siger Palle Holmstrup, der er professor emeritus på Københavns Universitet.
For ikke-gravide spiser også masser af sukker, så man kan ikke tale om, at bare fordi man er gravid, får man flere huller i tænderne, uddyber Kim Ekstrand, der er professor på Odontologisk Institut på Københavns Universitet.
»Der er ingen evidens, der peger på en sammenhæng mellem graviditet og huller i tænderne,« siger han.
Sådan bør du holde tænderne rene som gravid
Derfor er det ekstra vigtigt at gå til tandlæge og have en god mundhygiejne, når du er gravid, forklarer Palle Holmstrup videre.
»Det er det klassiske råd om at børste tænder to gange dagligt og bruge tandtråd en gang imellem. Jeg vil anbefale, at man bruger de små mellemrumsbørster – dem, der ligner små piberensere - som renser inde mellem tænderne, fordi de er mere skånsomme og effektive end klassisk tandtråd,« siger han.
Derudover mener Palle Holmstrup, at vi her i Danmark bør indføre gratis tandpleje til gravide, som de eksempelvis gør i England og Brasilien.
»Jeg mener, at gravide – men faktisk også alle andre i befolkningen – bør have ret til gratis behandling af parodontitis. For vores tænder kan medføre slemme sygdomme på lige fod med alt muligt andet,« slutter han.
\ Kilder
Kronik: En tand pr. barn, Tandlægebladet (2024)






























