Er der forskel på graviditeten alt efter, om du bærer en dreng eller en pige i maven?
Ja, lyder det korte svar fra de forskere, som Videnskab.dk har talt med.
»Der er helt klart en forskel på, om du bærer en dreng eller en pige,« siger Jacob Alexander Lykke, der er fødselslæge på Rigshospitalet.
Graviditet med drenge er nemlig behæftet med en lille forhøjet risiko for en række sygdomme og fødselskomplikationer, fortæller han videre.
»Der er studier, der viser, at flere drengefostre aborteres tidligt, der er flere for tidligt fødte drenge, og så er der også en øget risiko for svangerskabsforgiftning, når du er gravid med en dreng, sammenlignet med en pige,« fortæller lægen.
\ Miniserie om graviditet
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s miniserie om graviditet. Vi undersøger påstande om myter og graviditet.
Vi dykker blandt andet ned i:
- Hvorvidt man virkelig stråler, når man er gravid?
- Hvordan graviditet påvirker vores tandsundhed
- Om der er forskel på graviditet med drenge og piger?
Du kan læse første installation hér og følge med i serien her på Videnskab.dk.
En svensk undersøgelse fra 2010 på over en million nyfødte børn født i perioden 1990 til 2001 konkluderer, at den overordnede risiko for svangerskabsforgiftning generelt er højere for graviditeter med drengebørn.
Hvor risikoen for svangerskabsforgiftning ved graviditeter med drenge lå på 3 procent, var den for graviditeter med piger 2,9 procent.
»Vi undersøgte forskellige fødselsrelaterede komplikationer for både drenge og piger, og på samtlige af dem havde drengene en lille, men alligevel markant højere risiko for komplikationer,« lyder det fra Karin Källén, der er professor på afdeling for Obstetrik og Gynækologi på Lunds Universitet i Sverige og en af forfatterne bag det store studie.
Øget risiko for spontan abort og moderkageløsning
Udover at den overordnede risiko for svangerskabsforgiftning var højere for kvinder, der var gravide med drenge, steg også risikoen for tidlig fødsel i forbindelse med såkaldt ’tidlig vandafgang’, hvor fostervandet siver og kan føre til spontan og for tidlig fødsel.
Her var risikoen for tidlig vandafgang for graviditeter med drenge 1,3 procent og for graviditeter med piger 1,2 procent.
Derudover viser de svenske forskeres resultater, at graviditet med drenge øger risikoen for væksthæmning hos barnet, hvilket betyder, at barnet ikke vokser normalt.
»Der var også større risiko for moderkageløsning, der i værste tilfælde kan medføre, at moren forbløder, eller at fosteret ikke står til at reddes, hos de kvinder, der var gravide med drenge,« forklarer Karin Källén.
Det er dog vigtigt at understrege, at selvom der er tale om en øget risiko for de nævnte komplikationer i graviditeter med drenge, er risikoen for sygdommene generelt lave for gravide - både med piger og drenge.
Risikoen for alle gravide i Danmark, når det gælder svangerskabsforgiftning, moderkageløsning, væksthæmning og for tidlig vandafgang ligger nemlig i et spænd på omkring 0,5 til 5 procent.
\ Hvad er svangerskabsforgiftning?
Svangerskabsforgiftning er en sygdom, der rammer cirka fem procent af gravide i Danmark, og risikoen er størst blandt førstegangsfødende.
Sygdommen er kendetegnet ved forhøjet blodtryk og protein i urinen. I sjældne tilfælde kan sygdommen udvikle sig til kramper og hjerneblødninger. I Danmark dør cirka én kvinde af sygdommen om året.
Kilde: Herlev Hospital
Big brother is killing you?
Udover at graviditet med drenge kan give flere fødselsrelaterede komplikationer, er der forskning, der peger på, at kønnet på ens førstefødte barn kan have betydning for, hvor let eller svært det er at gennemføre nye graviditeter.
I et studie fra 2021 viser danske forskere fra Aalborg Universitet, at kvinder med sønner som deres førstefødte i højere grad oplever såkaldt sekundære gentagende graviditetstab – det vil sige problemer med at gennemføre efterfølgende graviditeter.
»Kvinder, der har drenge som deres førstefødte, har større risiko for spontan abort, sammenlignet med kvinder, der har fået piger første gang, de fik et barn,« lyder det fra Ole B. Christiansen, der er overlæge og professor på Aalborg Universitetshospital og en af forskerne bag studiet.
Faktisk har kvinder med sekundære gentagende graviditetstab, som har en dreng som deres førstefødte barn mere end 20 procents øget risiko for abort i hver graviditet, sammenlignet med kvinder med en førstefødt pige.
Fænomenet kaldes noget så dystert som 'Big brother is killing you'.
Kønnet er ikke den eneste faktor
Dog er det ikke kønnet på det førstefødte barn alene, der er afgørende for, hvorvidt kvinder kan gennemføre efterfølgende graviditeter, uddyber Ole B. Christiansen.
»Det er langt fra alle kvinder med drenge som deres førstefødte, der får problemer med at gennemføre graviditeten med barn nummer to. Det ser ud som om, det er barnets køn i kombination med genetiske faktorer - blandt andet en særlig vævstype hos kvinderne - der er afgørende,« forklarer han.
Kvinder med bestemte HLA klasse 2-vævstyper har nemlig en tendens til at reagere mere kraftigt på såkaldte HY-antigener fra manden, der er givet videre i cirka halvdelen af barnets gen-materiale.
Et foster består som bekendt af gen-materiale og væv fra både mor og far, og hvis barnets væv eksempelvis adskiller sig for meget fra morens, kan der opstå en uhensigtsmæssig reaktion fra morens immunforsvar.
»Hvis kvindens førstefødte er en dreng og hun i øvrigt har en af de her HLA-vævstyper, så kan hendes immunforsvar reagere voldsomt på drengefosteret eller moderkagen, hvilket øger risikoen for abort, sammenlignet med kvinder, der ikke har de her vævstyper,« forklarer Ole B. Christiansen og tilføjer:
»Men det er vigtigt at understrege, at det her er behæftet med en del usikkerhed. Vi kan se, at kvinder med førstefødte sønner, der har svært ved at få barn nummer to, oftere aborterer. Men det er muligvis blot en sammenhæng og ikke en årsagssammenhæng,« pointerer Ole B. Christiansen.
Læs mere om forskellen på sammenhæng og årsagssammenhæng - også kendt som korreation og kausalitet - her.
Gravide med drenge bør ikke bekymre sig
Hvis du er gravid med en dreng, bør du da heller ikke være ekstra bekymret, lyder det fra fødselslæge Jacob Alexander Lykke.
»Selvom der er små forhøjede risici for en række fødselskomplikationer med drengebørn, er det vigtigt at huske på, at langt de fleste graviditeter i Danmark går godt,« siger han.
Derudover kan vi jo hverken styre kønnet på vores børn eller vores gener, pointerer Jacob Alexander Lykke.
»Det er ude af vores hænder, og heldigvis er lægevidenskaben langt fremme, når det for eksempel gælder behandling af svangerskabsforgiftning eller tidligt fødte børn,« slutter fødselslægen.
\ Kilder
Gentagne graviditetstab, Ugeskrift for Læger (2017)






























