Danske sundhedsmyndigheder afviser luftbåren smitte med coronavirus

I løbet af weekenden rapporterede CNN, Los Angeles Times og en lang række andre internationale medier, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (CDC) havde ændret radikalt i deres informationsmateriale om, hvordan coronavirus smitter.

Videnskab.dk skrev også om de ændrede retningslinjer, der blandt andet betegnede COVID-19 som en luftbåren sygdom.

Sent mandag trak CDC imidlertid de nye retningslinjer tilbage, efter at de havde ligget på sundhedsmyndighedernes hjemmeside siden i fredags.

Tilbagetrækningen blev gennemført ved, at CDC tilføjede en note i sine anbefalinger, hvori det bliv gjort klart, at ændringen fra i fredags var udtryk for »et udkast til foreslåede ændringer«, som var blevet lagt på hjemmesiden ved en fejl.

Ændrer ikke retningslinjer

De forvirrende meldinger fra de amerikanske sundhedsmyndigheder kommer, efter at Verdenssundhedsorganisationen WHO for nyligt også ændrede sit syn på sagen med en anerkendelse af, at luftbåren spredning af coronavirus måske var muligt.

Herhjemme fastholder sundhedsmyndighederne imidlertid, at coronavirus generelt ikke spreder sig i samfundet med luftbårne dråber og partikler, og derfor nævnes muligheden for luftbåren spredning fortsat ikke i myndighedernes information til befolkningen.

»Umiddelbart har vi ikke tænkt os at ændre retningslinjerne, men vi følger selvfølgelig udviklingen og ser, hvad der kan komme af videnskabelige studier på området,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen fra Statens Serum Institut, da Videnskab.dk interviewer hende i forbindelse med de amerikanske myndigheders skiftende meldinger om luftbåren smitte.

WHO ændrer kurs

Oprindeligt afviste WHO ligeledes muligheden for luftbåren smitte, men i juli i år anerkendte organisationen, at visse udbrud på restauranter, fitnesscentre og korøvelser indikerede, at luftbåren smitte måske alligevel kunne være muligt:

»Særligt i indendørs omgivelser med dårlig ventilation,« lød det i en videnskabelig opdatering fra WHO 9. juli 2020.

Ændringen fra WHO kom, efter at 239 forskere havde skrevet under på en erklæring om, at det var på tide, at myndighederne fik øjnene op for, at coronavirus potentielt kunne smitte gennem luften.

Spørgsmålet om, hvorvidt coronavirus kan spredes gennem luftbårne partikler og dråber – tilsammen kaldet aerosoler - har blandt andet betydning for anbefalingerne til ventilation i bygninger. Og her har de danske myndigheders anbefalinger været præget af skiftende og uklare meldinger, påpeger flere ventilationsforskere.

Styrelse trak anbefaling tilbage

31. marts sendte Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen nemlig en anbefaling ud til flere aktører i ejendoms- og byggebranchen, som byggede på informationer fra REHVA – en brancheorganisationen som samler eksperter og fagfolk indenfor ventilation.

I anbefalingen lød det, at man burde slukke for ventilationsanlæg, hvor luften genbruges (recirkulerer), så udblæsningsluften fra ét lokale kan sprede sig til andre lokaler.

I begyndelsen af april måtte styrelsen imidlertid trække anbefalingen tilbage.

»Statens Serum Institut (SSI) har oplyst, at Danmark og andre lande ikke anser smitten som luftbåren og derfor ikke mener, at der er grund til at stoppe eller ændre på ventilationen, heller ikke selv om der er recirkulation,« står der i tilbagekaldelsen.

Nu hvor WHO anerkender, at coronavirus muligvis kan spredes via luftbårne aerosoler, hvordan ser Statens Serum Institut så på spørgsmålet om ventilation?

»Vi har ikke konkrete retningslinjer om ventilation, men vi har beskrevet, at god ventilation er vigtigt.«

»Samtidig er vi ved at undersøge sagen sammen med ventilationsforskere, som vi samarbejder med. Men med den viden, som vi har på nuværende tidspunkt om smitteforekomsten, så mener jeg ikke, at det giver anledning til, at man skal melde noget anderledes ud om recirkulation af luft. Hvis det virkelig betød noget, ville vi have set en højere smitteforekomst,« fortæller Elsebeth Tvenstrup Jensen, som er overlæge i Central Enhed for Infektionshygiejne hos Statens Serum Institut.

Men en række førende ventilationsforskere har fortalt til Videnskab.dk, at de netop anbefaler, at man ikke recirkulerer luften ved ventilation for at undgå smittespredning.

»Vi håber, at vi får mulighed for i fællesskab at lave retningslinjer sammen med ventilationsforskere. Men generelt har vi snildt kunnet klare os med de retningslinjer, vi har, og afstand og hygiejne har været de væsentligste faktorer for at forebygge smitten. Hvis der kommer ny forskning, og hvis vores samarbejde med ventilationsforskere giver anledning til at ændre på retningslinjerne, vil vi selvfølgelig kigge på det,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Når nu de amerikanske sundhedsmyndigheder tilsyneladende er ved at opdatere deres retningslinjer og WHO allerede har anerkendt, at coronavirus muligvis kan sprede sig gennem luftbårne aerosoler, bør danske sundhedsmyndigheder så overveje at følge trop?

»Ja, vi holder nøje øje med, hvad der bliver skrevet og meldt ud, men vi læner os op ad, hvad de europæiske sundhedsmyndigheder (ECDC) melder ud. Vi kigger selvfølgelig løbende på al den nye forskning, som kommer frem, og kombinerer den med vores viden og erfaring med at håndtere COVID-19 og andre infektioner.«

»Så vores anbefalinger står selvfølgelig ikke skrevet i sten, men på nuværende tidspunkt skal vi ikke ændre retningslinjer,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

CDC kaldte den luftbåren

I det lækkede udkast fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, som nu er tilbagetrukket, hed det, at »luftbårne virus, herunder COVID-19, er blandt de mest smitsomme.«

Hos WHO anbefaler man ligesom danske sundhedsmyndigheder, at coronavirus generelt håndteres som en sygdom, der smitter ved dråbesmitte og kontaktsmitte (se faktaboks) - også selvom WHO anerkender, at luftbåren smitteoverførsel med aerosoler måske kan finde sted, særligt i tætpakkede og dårligt ventilerede lokaler.

Ifølge WHO er en sygdom luftbåren, hvis den smitter via små dråber eller partikler (aerosoler), som er mindre end 5 mikrometer (0,005 millimeter).

Den slags aerosoler er nemlig så små, at de vil kunne holde sig svævende i luften i længere tid og dermed smitte over større afstande end eksempelvis de 1-2 meters afstand, som myndighederne anbefaler os at holde til hinanden.

Snæver opfattelse af luftbåren i Danmark

Elsebeth Tvenstrup Jensen forklarer, at der bagved debatten om, hvorvidt coronavirus kan være luftbåren eller ej, ligger forskellige forståelser af, hvad »luftbåren« betyder.

»I Danmark har vi indenfor sundhedsvæsnet en snæver opfattelse af, hvornår vi kalder en sygdom for luftbåren. Vi vil gerne sige, at COVID-19 kan sprede sig via aerosoler under visse omstændigheder – for eksempel, når man laver særlige procedurer på hospitaler såsom at lægge patienter i respiratorer.«

»I den slags tilfælde siger vi, at der er risiko for at der dannes aerosoler, og der har vi særlige forholdsregler for luftbåren smitte, som sundhedspersonaler skal følge. Men det betyder ikke, at sygdommen kan opfattes som luftbåren ude i samfundet,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Hvad skal der så til for, at Statens Serum Institut betegner en sygdom som luftbåren?

»Den ene definition, vi bruger, handler om, hvorvidt den smitter ved dråbekerner og partikler, som er mindre end 10 mikrometer. Samtidig har der i mange år været tradition for at se på, hvordan sygdommen smitter i praksis.«

»Man kan sige, at det er typisk for de sygdomme, vi kalder luftbårne, at en smittet patient skal give anledning til at smitte et større antal mennesker,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Hvor mange mennesker skal en patient så smitte for, at I kalder sygdommen for luftbåren?

»Når det gælder for eksempel mæslinger, som er en klassisk luftbåren sygdom, regner man med, at en enkelt person kan smitte 16-18 andre mennesker i en ikke-immun befolkning. Hvorimod med COVID-19 ligger vi nede omkring, at en enkelt person smitter 1-2 mennesker, så det er ikke så mange,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen og tilføjer:

»Da jeg gik på medicinstudiet, sagde man populært, at luftbårne sygdomme som mæslinger og skoldkopper kunne smitte gennem nøglehullet, hvorimod røde hunde og fåresyge kun kunne smitte inde i rummet. Så luftbårne sygdomme kunne smitte hele huset, mens dråbesmitte kun kunne føre til smitte i dele af et hus. Sådan forstod man det dengang, og det er stadig det billede, mange har i baghovedet, når vi snakker luftbårne sygdomme.«

Afhænger af flere faktorer

Opsummeret påpeger hun, at betegnelsen luftbåren »er et produkt af den smittebærende partikels størrelse, for jo mindre den er, jo længere tid vil den kunne holde sig svævende, og jo større afstande vil den kunne transportere sig over.«

»Men det er også et spørgsmål om, hvorvidt partiklen kan overleve at blive transporteret rundt og stadig medføre infektion hos den, som møder partiklen. Herudover skal der være tilstrækkeligt med viruspartikler til at kunne give en infektion, og endelig kigger vi altså på det rent praktiske omkring sygdommen – hvor mange andre mennesker smitter den enkelte patient,« konkluderer Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Hun tilføjer, at danske myndigheder i høj grad også læner sig op ad internationale guidelines, som karakteriserer, hvordan sygdomme smitter, og hvordan de skal håndteres.

Hvilke beviser mangler, for at Statens Serum Institut vil kunne betegne COVID-19 som en luftbåren sygdom?

»Vi mangler, at den enkelte patient smitter rigtig mange andre patienter, og vi skal kunne udelukke, at det ikke er sket via dråbesmitte eller kontaktsmitte. Det skal ikke bare være supersprederpersoner, som smitter et stort antal mennesker på grund af en uhensigtsmæssig adfærd. Den enkelte patient skal gennemsnitligt smitte mange andre, før vi begynder at kalde sygdommen luftbåren. Måske 10 mennesker gennemsnitligt eller deromkring,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Hun påpeger, at flere af de studier, som ofte fremhæves som en indikation på, at coronavirus kan sprede sig via luftbårne aerosoler, er laboratorieeksperimenter, som foregår under unaturlige forhold, mens erfaringen fra virkeligheden ikke tyder på luftbåren smitte.

»Når vi holder vores kliniske erfaring op mod de mere tekniske og eksperimentelle studier, er konklusionen, at vi holder fast i, at dråbe og kontaktsmitte er de væsentligste smittemåder,« fastslår hun.

Men der findes jo også konkrete studier fra virkeligheden med eksempelvis et smitteudbrud på en restaurant i Kina og en korøvelse i USA. Her er der afstand mellem personerne, og alligevel bliver mange smittet, så flere forskere mener, at den eneste forklaring må være, at sygdommen er blevet spredt gennem luftbårne aerosoler.

»Det ene er et kinesisk studie, hvor der er et airconditionanlæg, som blæser i en bestemt retning på restauranten, og det ser man som argument for luftbåren smitte. Men det er svært at argumentere for, at der ikke var andre faktorer, som kunne have været på spil. Hvad med indirekte kontaktsmitte? Sad de stille hele tiden, eller var de på toilettet og rørte ved samme dørhåndtag?«

»Jeg synes ikke, man kan udelukke, at andre faktorer end luftbåren smitte kan have spillet en rolle i studiet fra restauranten. Det samme gælder studier fra korøvelser. Her mener jeg også, at man glemmer den komponent, som hedder indirekte kontaktsmitte.«

Men i det ene studie fra Skagit County i USA holdt medlemmerne af koret jo netop afstand og brugte håndsprit, og alligevel blev mere end 50 ud af korets 61 medlemmer smittet.

»Jeg kan ikke på stående fod huske studiet i detaljer. Men generelt kan korøvelser være en af de situationer, som kræver særlige retningslinjer, og det har vi allerede arbejdet på. Så vi er meget opmærksomme på, at korøvelse kan være en særlig smittesituation. Det samme gælder for eksempel på fodboldstadions, som vi også opfatter som en særlig smittesituation, og derfor har vi også lavet særlige retningslinjer for fodboldstadions.«

Hvis man anerkender, at en sygdom er luftbåren, vil det betyde, at det vil blive langt mere besværligt og dyrt for hospitalerne at håndtere sygdommen. Spiller det ind på jeres beslutning om ikke at betegne COVID-19 som luftbåren?

»Nej, det gør det faktisk ikke. Det er ikke økonomi eller praktiske udfordringer, der er i spil. Vi har jo netop erfaring fra hospitalerne med, at det er tilstrækkeligt at følge retningslinjerne for dråbesmitte, bortset fra særlige situationer, hvor der kan blive skabt aerosoler, og hvor man skal bruge åndedrætsværn. For eksempel når man lægger en patient i respirator.«

»Hvis vi sagde, at der var luftbåren smitte, ville situationen være en helt anden, for det ville betyde, at sundhedspersonalet skulle bruge åndedrætsværn, og at man skulle lægge patienter på særlige stuer med undertryksventilation. Det anbefalede vi helt i starten, da vi ikke kendte særlig meget til sygdommen, men vi rullede det tilbage, da vi kunne se, at det var tilstrækkeligt med forholdsreglerne for dråbesmitte,« slutter Elsebeth Tvenstrup Jensen.

\ Læs mere

Så længe overlever coronavirus i luften og på plast, metal og pap