Under coronapandemien blev professor Lone Simonsen landskendt som Corona-Lone. Hun optrådte hyppigt i medierne som en af Danmarks fremmeste epidemieksperter og delte med glæde sin viden med befolkningen.
Nu bliver professoren belønnet med Dannebrogordenen for sin 30 års lange forskerkarriere i både ind- og udland, meddeler Roskilde Universitet.
»Det er en kæmpe ære og et højdepunkt for en hjemvendt udenlandsdansker som mig. Jeg er især glad for at blive anerkendt for min indsats under corona-pandemien,« siger Lone Simonsen i pressemeddelelsen.
Lone Simonsen er professor i epidemiologi ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet. Siden 2020 har hun været leder af pandemiforskningscentret PandemiX samme sted.
Under corona-pandemien samarbejdede hun med forskere fra Niels Bohr Institutet om at lave matematiske modeller, der viste, hvordan man kan begrænse smittespredning ved at forhindre såkaldte supersprederevents, hvor mange mennesker er samlet for eksempel til koncerter, fester eller sportsbegivenheder.
Lone Simonsen var desuden medlem af flere ekspertgrupper, der rådgav styrelser og politikere i pandemihåndtering, og hendes formidling under pandemien er blevet belønnet med flere priser.
Tidligere har hun arbejdet for verdenssundhedsorganisationen WHO og været gæsteprofessor ved George Washington University i USA.
Lone Simonsens forskning rækker over temaer som historisk epidemiologi, sygdomsmodellering, global sundhedsepidemiologi, evaluering af vaccineprogrammer og interdisciplinær forskning.
A.R.






























