Stik modsat en udbredt opfattelse, ser det ud til, at børn kan vokse fra deres autisme-diagnose. Sådan lyder meldingen ifølge BBC fra amerikanske forskere, der har fulgt i alt 112 børn med autisme.
Forskerne understreger kraftigt, at studiet ikke giver endelige svar, og at det skal følges op med flere og grundige studier, før konklusionen er sikker. Men undersøgelsen viser ifølge BBC kort sagt, at 34 børn med en autisme-diagnose i sidste ende klarede sig lige så godt i skolen som 34 børn, der ikke havde en diagnose.
Ifølge både test, observationer og beretninger fra forældrene var børnene lige så gode til at genkende ansigter, bruge sprog og kommunikation og agere sammen med andre mennesker. Andre børn med autisme oplevede dog ikke samme effekt.
Forskerne mener, at det kan spille ind, hvilken type autisme-diagnose barnet har fået. De påpeger også, at der kan være flere forklaringer på deres fund, herunder at børn vokser fra diagnosen, men også at de måske med tiden lærer at kompensere, så autismen ikke længere står tydeligt frem.
Studiet er udført af amerikanske National Institutes of Health, som meget groft kan siges at være en pendant til danske Sundhedsstyrelsen.
Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Child Psychology and Psychiatry.
Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor får børn autisme?





























